“Jeg fik Sewa i 7. klasse. Dengang var Yahya Hassan stor, så jeg ville invitere ham til skolen. Sewa blev dybt fornærmet og spurgte, hvordan vi kunne give taletid til sådan en muslim. Jeg fortalte om ytringsfrihed og sagde, at hun skulle skrive et læserbrev om, hvor han kunne få taletid. Hun skrev læserbrevet, og det kom på forsiden af B.T. Lige pludselig vækkede jeg noget i hende.

”Jeg skal være en god lærer ligesom Marianne”

Hun er en af de solstrålehistorier, som jeg har mange af. Hun kom fra et hjem, hvor der ikke var nogen, der kunne hjælpe hende med skolearbejdet. Hun havde et kæmpeansvar. Hun var ikke en elev, der shinede i test, men hun var en elev, der virkelig kunne noget.

Sewa har altid fulgt med i mit liv. Det sker med nogle af mine elever. Mange år efter at hun gik ud af skolen, var hun med til mit kobberbryllup. Hun sagde: Du siger altid, vi skal blive integreret, men jeg har aldrig været til en dansk fest. Så inviterede jeg hende. Hun havde mange restriktioner hjemmefra, men når invitationen kom fra mig, fik hun lov. Jeg havde små børn på det tidspunkt, og jeg gav hende også tøj til lillesøsteren, bøger, og hun fik også en seng.

Der er mange som Sewa, der har sat aftryk i mig, og jeg har også sat et aftryk i dem – håber jeg. Det har været drivkraften i min klasselærerfunktion. Jeg vil se dem, som de er, på trods af deres særheder. Tanken om, at jeg har været med til at gøre en forskel, gør mig megastolt.

Vi følger med i hinandens liv via Facebook. Jeg var med, da Sewa fik sin hue på handelsskolen. Da hun blev lærer, spurgte hun, om jeg ville komme. Det kunne jeg ikke, men hun ringede mig op på Messenger, da hun gik ud af eksamenslokalet til sidste eksamen.

Tænk, at vi som lærere har en så stor andel i, hvordan det går med vores elever. Det skal vi huske, når vi har en sur gårdvagt eller kæmper med prøvekrav og noget af det, der ofte fylder alt for meget”.