Debat
Den internationale dag for bælgfrugter skal jo heller ikke handle om mejeriprodukter, skriver Anne Hammer.
Foto: Kristian Ib
Debat: Lad os nu please beholde ’Lærerens dag’ for os selv
Vi udvisker en hel FN-mærkedag, når vi gør dagen til ’personalets dag’. Vi lærere fortjener vores egen dag, hvor vi bliver anerkendt for vores vigtige arbejde, mener Anne Hammer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Jeg ved godt, at jeg stikker hånden lige
ind i en hvepserede.
I morgen er det nemlig Lærerens dag.
Det er en international mærkedag, der hylder lærere over hele verden for deres
store og gode arbejde og for den enorme betydning, de har for eleverne og samfundet.
Dagen sætter desuden fokus på, at uddannelse er en fundamental menneskeret.
Desværre er denne dag ved at blive
udvisket, og dens fokus på lærerne og vigtigheden af lærerarbejdet forsvinder,
når vi i bedste mening giver dagen navne som 'Personalets dag' eller 'Medarbejderens dag', som det hedder på min skole.
Tillad mig at sætte det på spidsen. Den
internationale dag for bælgfrugter skal jo heller ikke handle om
mejeriprodukter, og når verdens diabetesdag den 14. november sætter fokus på
type-2-diabetes, forebyggelse og følgesygdomme, så skal det jo ikke handle om
sklerose, AIDS og alle mulige andre sygdomme.
Meningen med den slags dage er netop at sætte
fokus på og sprede viden om vigtige emner.
Derfor giver det rigtig god mening at have
en dag, hvor vi fokuserer på lærerarbejdet – og kun lærerarbejdet.
De 364 andre dage
Når det er sagt, så synes jeg da absolut,
at vi skal sætte fokus på og hylde andre medarbejdergrupper på landets skoler.
Her tænker jeg ikke mindst på pædagogerne. De skaber sammenhæng mellem skole og
fritid og laver et vigtigt stykke arbejde med elevernes trivsel og relationer,
ligesom de indgår i det centrale samarbejde med os lærere og forældre.
Vores skole kunne slet
heller ikke hænge sammen, hvis det ikke var for vores hårdtarbejdende og
dygtige skolesekretærer, der holder styr på både tal, skemaer, møder,
lovgivning, telefoner og meget mere. Det sikrer, at en supertanker, som en
folkeskole er, sejler sikkert afsted.
Og når vi er ved det, så
er rengøringspersonalet uundværlige, ligesom teknisk service-personalet er det.
Ja, selv ledelsen burde have en dag, hvor vi fejrede deres
betydning for skolen.
Det har vi heldigvis 364 andre dage til.
Please, lad os beholde vores dag
Jeg forstår egentlig godt, hvorfor man
mange steder har ændret lærernes dag, så den inkluderer alle de mange
faggrupper på skolen. For hvorfor skal én gruppe løbe med al hæderen på denne
dag?
Det er jo ikke fordi, der går et skår af
mig, hvis jeg skal dele lærerens dag med andre faggrupper. Jeg har jo heller
ikke mindre fødselsdag, fordi 17.429 andre danskere også har fødselsdag samme dag som mig. Og selvfølgelig deler jeg gerne både kage, bolsjer og æbler med alle de
andre medarbejdergrupper på skolen.
Jeg forsøger da også at liste hånden ud af
hvepsereden ved at lade dette indlæg være en helt oprigtig hyldest til alle de
andre uundværlige medarbejdere, som får en skole til at fungere: I burde få
jeres helt egen dag.
Men please, lad os lærere beholde denne ene dag, hvor vi kan mærke både
anerkendelse og taknemmelighed. Det synes jeg ærligt talt, vi fortjener.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk