Debat
Der er mange fordele ved at uddanne sig som lærer. Blandt andet får du oplevelsen af at blive en betydningsfuld voksen for børn og unge, lyder det fra Daniel Panduro.
Foto: Bogdan Cristinoi
Debat: Hvad venter du på? Bliv lærer
Lærerjobbet er fedt og meningsfuldt job, som giver en masse forskellige muligheder i livet. Så det er bare om at søge ind.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Du behøver ikke at læse videre, hvis du modtager Folkeskolen hver måned og kun erindrer svagt, hvordan øllerne i studenterbaren på læreruddannelsen smagte.
Hvis du til gengæld har fundet bladet hjemme hos din mor, "overlærerinden" som I drillende kalder hende, når hun igen retter jeres sprogfejl, så læs gerne videre.
Indlægget er også til dig, der sparer op til en jordomrejse og har fået det stukket i hånden af din lærerkollega. Du kan lige nå at sluge kaffen og læse med, inden du skal være vikar i 3.a.
Og hvis du har ventet på tegnet, der skulle vise dig, at det er okay at droppe studierne i nærorientalsk arkæologi, så kommer det her: Bliv lærer.
Bliv en betydningsfuld voksen
Det er nemt at kritisere folkeskolen. Bygningerne trænger flere steder til en kærlig hånd, politikerne forstår forsvindende lidt, og nogle gange er den første, der skrev sit navn i danskbogen, et barn, der gik i 1. klasse omkring årtusindeskiftet.
Men folkeskolen og lærerjobbet er ikke kun en forfaldshistorie. Som lærer undgår du for eksempel at ende som mange andre offentligt- og privatansatte, der bruger hele deres arbejdsliv bag et hæve-sænke-bord.
I stedet bliver du en betydningsfuld voksen for børn og unge. De kommer til dig, når de ikke kan regne med brøker eller regne ud, hvordan man bliver kærester med Lea fra parallelklassen. Du tørrer snotnæse på en pige i 1.klasse og tørrer tårerne væk hos en ung mand i 9. klasse.
Læreruddannelsen åbner døre
Under din uddannelse får du lov til at nørde tre fag fra skolens fagrække. Kombinationen madkundskab, dansk og geografi er måske mærkelig, men hvis det er dine interesser, så vælg det.
Læreruddannelsen er også ideel, hvis du helt ved, hvad du vil resten af dit liv. Du kan selvfølgelig blive folkeskolelærer, men der er altså kæmpestor forskel på børn i Brøndby, Bagsværd og Brønderslev. Du kan også undervise på en specialskole, efterskole, friskole eller erhvervsuddannelse.
Du får også adgang til en hel række efteruddannelser, hvis du drømmer om at blive konsulent, leder eller få det eneste job, der er bedre end at være lærer: Underviser på læreruddannelsen.
Ring til mor og sig: ”Jeg vil være lærer”
Så ring til mor og sig, at du også vil være overlærerinde med knold i nakken, og lad Ægyptens oldtidskultur være oldtid.
Og hvis du sidder i ”vikarsofaen” på lærerværelset, så spørg din skoleleder, om hun har nogle faste timer, du kan have i din søde 3.klasse, mens du studerer Klafkis dannelsesteori, fælleskabende didaktikker og den magiske kunst, det er at lære et andet menneske at læse.
Og hov, jeg har luret dig. Ja, dig, der er rutineret lærer. Du læste jo alligevel med hele vejen, gjorde du ikke? Du skal ikke holde dig tilbage med at smide indlægget i nakken på jeres seje, unge vikar. Prik ham på skulderen og sig: Hvad venter du egentlig på? Søg ind på læreruddannelsen.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk