»Det blev ikke den læreruddannelse, som vi havde drømt om. Man prøvede at rumme det hele og at få alle ambitioner presset ind i nogle rammer, som ikke kunne rumme det. Der gik lidt selvsving i at profilere linjefag. Jeg oplevede det lidt som en studehandel«. Sådan beskriver formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo den læreruddannelse, der trådte i kraft sidste år. Han mener ikke, at den er langtidsholdbar. De unge er tilsyneladende heller ikke begejstrede. Ansøgertallet er faldet med ti procent årligt de seneste tre år.

I Finland har læreruddannelsen så høj prestige, at kun en lille del af ansøgerne bliver optaget. Den har så høj troværdighed, at politikerne har blind tillid til de færdiguddannede. Og uddannelsen har et så godt ry, at den får æren for topplacering i Pisa. Det kan ikke undre, hvis Danmark skeler misundeligt til Finland og forsøger at efterligne den finske femårige universitetsuddannelse.

Undervisere har set på, hvad der ligger i ideerne til nye læreruddannelser på universiteterne. Vi har set på, hvad der kommer ud af at styrke praktikken ved at forlænge den til et helt år, som man gør på Den frie Lærerskole i Ollerup.

Og så har vi besøgt finnerne for at finde frem til hemmeligheden bag deres succes. Det er ikke en enkel hemmelighed, og den kan ikke umiddelbart kopieres. For godt nok har uddannelsen siden 1974 ligget på universiteterne, men 80 procent af underviserne er oprindeligt læreruddannet og har praksiserfaring. Og gang på gang understreger finnerne, at deres samfund og folkesjæl bærer en del af skylden, at de er konservative og gammeldags, og at meget skyldes, at de netop ikke har lavet om på uddannelsen i tide og utide, men stolede på det gamle og har videreudviklet koblingen mellem teori og praksis i tæt samarbejde mellem uddannelsen og øvelsesskolerne.

»Vi vil have, at skolen skal være god, for at den er god for eleverne, ikke for at vi skal kunne bruge det i markedsføring«, siger rektor for den finske øvelsesskole i Vasa, Gun Jakobsson. |