Lærer med bifag i kvindestudier eller markedsføring

I Finland kan læreruddannelsen kombineres med andre fag. Det giver flere muligheder efter eksamen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den finske skole har hidtil været delt i lav- og højstadie, og derfor er læreruddannelsen også delt i en klasselæreruddannelse, hvor man lærer at undervise i alle fag fra 1. til 6. klasse, og en fagrettet uddannelse, hvor man kan undervise i et eller to fag fra 7. til 9. klasse og i gymnasiet. Men skolens opdeling er under opbrud, og de to uddannelser har også fået brudt grænserne.

Som udgangspunkt består klasselæreruddannelsen af fagene sprog og kommunikation, pædagogik, grundskolens fag, et bifag og valgfrie studier. Men for nylig er det blevet muligt at lægge hele sit bifag og de valgfrie studier på ét fag og dermed få mulighed for at blive faglærer i 7.-9. klasse også. På samme måde har faglærerne mulighed for at lægge en del af deres studier om, så de også kan undervise i de små klasser.

For Kim Illman, som er på fjerde år af klasselæreruddannelsen, er det en stor fordel.

»Jeg har ikke altid vidst, at jeg ville være lærer, og jeg ved heller ikke, om jeg vil blive ved med det altid. Derfor har jeg taget voksenundervisning som stort bifag, og det kan jeg så måske bruge i et privat firma senere, hvis jeg ikke vil blive ved med at være lærer«, fortæller han.

Og selv om hans medstuderende Alexandra Renlund altid har vidst, at hun skulle være lærer, og bestemt ingen planer har om at forlade skolen, har hun alligevel taget engelsk som stort bifag, så hun også kan undervise i de store klasser.

De pædagogiske fag er de studerende nødt til at tage på de fem universiteter, der uddanner lærere, men vil man for eksempel være musiklærer, læser man sit fag på Sibeliusinstituttet. Man kan også vælge at tage et bifag eller valgfag, som intet har med skolefag at gøre - markedsføring, kvindefag, biokemi - og dermed åbne jobmuligheder i helt andre retninger. |