Diskussionen om, hvorvidt læreruddannelsen skal ligge på universitetet eller seminariet, er for længst forstummet i Finland. Allerede i 1974 flyttede man uddannelsen ind på universiteterne, og i dag vil ingen have det anderledes. Men med til historien hører, at man flyttede seminarielærerne med, og at selv om man nu kræver, at underviserne skal være uddannet på ph.d.-niveau, så er 80 procent af de ansatte tidligere folkeskolelærere.

»Det er ikke et krav, at man selv har været lærer, men det er altid en fordel. Hvis vi skal vælge mellem to lige kandidater, og den ene har praksiserfaring, så er det altid den med praksiserfaringen, der får jobbet«, fortæller professor ved den svensksprogede læreruddannelse i Finland Sven-Erik Hansén.

Han har været med til at evaluere læreruddannelserne i Norden og har fulgt den finske læreruddannelse gennem mange år.

»Vi har rendyrket vores form af læreruddannelsen gennem snart tre årtier, mens man mange andre steder har foretaget drastiske forandringer. Vi har ikke set nogen grund til at ændre, for vi har stor konsensus om, at vi har fundet den rigtige form«, fortæller Sven-Erik Hansén.

Ideel vil han ikke gå så langt som til at kalde den finske læreruddannelse, men han mener, at den er så tæt på det ideelle, man kan komme.

Og meget tyder på, at finnerne har fat i noget.

Ud over at de ligger i top i Pisa-undersøgelserne, så er der stor tilfredshed med både skole og uddannelse i landet, og søgningen til læreruddannelsen er meget høj.

På den svensksprogede gren af uddannelsen kan der hvert år optages 70 studerende, og ansøgertallet ligger mellem 180 og 240. På specialundervisningslinjen er der kun 18 pladser til 100 ansøgere, og på de finsksprogede universiteter er sorteringen, som foregår ved optagelsesinterview og karakterbedømmelse, endnu hårdere. 70 procent af de optagne gennemfører den femårige uddannelse.

Sven-Erik Hansén mener, at uddannelsens placering på universitetet har en betydning. Det samme har uddannelsens ry for høj kvalitet.

Han får opbakning fra rektoren på den nærliggende øvelsesskole, Gun Jakobsson, som har de lærerstuderende som undervisere på skolen hver eneste dag.

»Jeg er helt sikker på, at de gode resultater i finske skoler skyldes en god læreruddannelse«, siger hun.

Og skolens kontaktperson til universitetet Katrina Domars-Brännkärr tilføjer:

»Noget af det, der holder unge fra at søge lærerjobbet generelt, er skrækeksemplerne på, hvor hårdt det er at starte som ny lærer. Men i og med at vores læreruddannelse er så god, som den er - vi føler os sikre i vores fag og får en gedigen didaktik og praktik - så føler de nyuddannede sig trygge«.

Hun mener, at uddannelsen er blevet langt bedre, siden hun selv blev uddannet for 20 år siden. Særligt til at ruste de studerende i alt det, der ligger uden om emnet.

»Fokus er gået i den retning, at vi uddanner til lærerprofessionen og ikke kun til faget«, siger hun.

Den forskende praktiker er et udtryk, alle omkring den finske læreruddannelse vender tilbage til. Det er en vigtig del af uddannelsens identitet, at den er forskningsbaseret. Men det må aldrig være forskning for forskningens skyld. Det skal være i sammenhæng med praktikken.

»Det er ikke nok, at de studerende benytter materiale, som er fremkommet via forskning. Hver studerende skal selv stå i en handlingsforankret kontakt med forskning. Via forskningsmetodiske kurser og via egne empiriske studier. Og herigennem kommer ideen om den reflekterende og forskende praktiker, som kan dekonstruere og rekonstruere fænomener i sit arbejde«, forklarer Sven-Erik Hansén.

Han mener, at det er vigtigt, at lærerne har distinkte ord til at beskrive det, de oplever i klasserne, at de kan se, hvordan tingene hænger sammen, og gennemskue hændelserne.

»Vores ambition, er, at vores lærere bliver gode forbrugere af forskning. Det skal være naturligt, at man har forskningsrapporter liggende på sit natbord«.

Det er en vigtig pointe for Sven-Erik Hansén, at teori og praksis ikke må ses som to adskilte dele.

»Folk spørger ofte 'Hvorfor skal I forske, det væsentlige er jo at være i klassen'. Her er man i klassen, men man forsker i det, der sker i klassen. Hele vores koncept bygger på, at via forskningen bliver man en god lærer. Og der er intet så praktisk som en god teori«.

Den høje søgning skyldes dog ikke kun en god læreruddannelse. Det finske samfunds syn på lærerfaget spiller også en rolle. En undersøgelse foretaget blandt finske gymnasieelever i 2004 viste, at lærerfaget rangerede højere end for eksempel psykolog, kunstner og læge.

»Der har ikke været samme udsalg på lærernes værdi i Finland, som der har været i andre lande. Det hænger også sammen med, at de er universitetsuddannede og vover at artikulere deres krav om løn«, vurderer Sven-Erik Hansén.

Gun Jakobsson mener, at lærerfagets succes såvel som skolernes gode resultater helt enkelt kommer af, at man giver lærerne frihed.

»Politiske vinde påvirker ikke skolen i Finland. Der findes en meget stærk uddannelsesoptimisme, som ikke er afhængig af politiske holdninger. Lærerne har frihed og respekt. Vi har intet nationalt inspektionssystem, for man stoler på, at vi har en god læreruddannelse, at lærerne er professionelle, og at de gør et godt job«, siger hun.

Og kritik af lærerfaget foregår ifølge Sven-Erik Hansén og Gun Jakobsson kun i sensationspressen.

»Men vi har slet ikke haft de overskyllende bølger med negativ attitude fra mediernes side, som andre lande har oplevet«. |