Den ideelle læreruddannelse er fleksibel, har kvalitetspraktik, foregår i tæt samarbejde med folkeskoler og universiteter og er højst sandsynlig femårig.

Der er små uenigheder hist og her på længde og form, men i månedsmagasinet Underviseres drømmeboble, hvor man har frie hænder, er der stor grad af enighed blandt politikere, lærere, skoleledere og seminariefolk om uddannelsens kerneområder.

Fire år er måske ikke helt nok, hvis man skal tale om en ideel uddannelse. Der er ikke tid til både fordybelse i fagene og et godt kendskab til praksis.

»Jeg synes, at det er interessant at tænke i en uddannelse, som er i tættere kontakt med aftagerne. Det er en fireårig uddannelse i forhold til ECTS-point, men fordelt over fem år«, forklarer formand for professionshøjskolernes rektorforsamling Laust Joen Jakobsen, som vil have de studerende ud at arbejde en del af tiden de sidste to år.

Det samme vil Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini. Og undervisningsminister Bertel Haarder - som godt nok grundlæggende mener, at man ikke kan lave en læreruddannelse, der er meget bedre end den nuværende - forstår ikke jammeren over, at de studerende arbejder ved siden af studierne.

»Giv dem dog et skema, og så må seminariet sørge for at undervise dem om eftermiddagen. Sæt det i system. Det vil der komme nogle fremragende lærere ud af. Man er sikker på, at det er ægte praksisorientering, man får. Man er temmelig sikker på, at de, der ikke egner sig til at være lærere, tidligt vil droppe ud. Og man får bedre studerende på seminarierne, som vil stille kritiske spørgsmål til lærerne«.

De Radikales uddannelsesordfører er sammen med lærernes og skoleledernes formænd tilhængere af at lade de nyuddannede lærere komme tilbage til seminariet, efter at de er begyndt at arbejde, blandt andet for at mindske praksischokket.

»Læreruddannelsen skal være på fire år, plus at man de to første år, efter at man er uddannet, deltager på et hold på det gamle seminarium, hvor man mødes jævnligt og udveksler erfaringer«, siger Marianne Jelved.

Tidligere formand for Lærerstuderende Landskreds Trine Barfod fortæller, at hun oplevede mangler, da hun stod som nyuddannet for tre år siden. For hende er det vigtigt, at uddannelsen har et meget stærk didaktisk og pædagogisk grundfelt og en praktik med ordentlig vejledning. Fire år er i princippet nok, men det kræver, at der er timer nok i uddannelsen.

»Den læreruddannelse, jeg har gået på, og den, som jeg hører om fra mine studerende på praktik, har alt for få timer. Det er svært at lave selvstudium på et formidlingsfag. Selvstudium hører til på universiteterne, vi arbejder i et felt, hvor vi er omgivet af mennesker hele tiden. Så den ideelle læreruddannelse har langt flere undervisningslektioner end i dag«.

Styrkelse af praktikken er alle enige om, både i forhold til undervisningssteder og i forhold til skolerne.

Bertel Haarder understreger, at man skal kunne dumpe i praktikken ligesom i fagene, og Skoleledernes formand Anders Balle mener, at det er måden at skille fårene fra bukkene på.

»I praktikken skal der være fokus på egnethed, og der skal være veluddannede praktiklærere, der kan tage det ansvar, det er at sige, at den studerende ikke kan klare det. Men det kræver, at de har en praktiklæreruddannelse, så de er kompetente til at træffe den beslutning«.

Anders Balle tror, at den eneste chance for, at alle praktiklærere bliver uddannet, er, hvis det er et krav oppefra.

De fleste er interesseret i frasortering af ansøgere til læreruddannelsen, og der er bred enighed om, at det skal ske ved interview snarere end ved karaktergennemsnit. Det er ikke hvem som helst, der skal kunne blive lærer.

Seminarierne beholder læreruddannelsen, ser det ud til. Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Jens Rasmussen, som selv har været med til at udtænke Aarhus Universitets ansøgning om en læreruddannelse, mener som den eneste i Underviseres interview­række, at det er en god ide med flere forskellige læreruddannelser og gerne en på universitetet. Alle er dog enige om, at læreruddannelsen skal være forskningsbaseret, og at der skal være tæt samarbejde mellem professionshøjskolerne og universiteterne, og der er også åbenhed over for et forsøg med en akademisk læreruddannelse.

»Det er vigtigt at tænke forskning ind i læreruddannelsen, for lærere og folkeskolen bliver konstant bombarderet med forskningsresultater. Vi skal som lærere formå at kigge bag om sådanne resultater«, siger Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen.

Bertel Haarder vil hellere kalde det udviklingsbasering, fordi uddannelsen skal foregå på professionshøjskolerne, som ikke skal bedrive forskning, men omsætte forskningen.

På professionshøjskolerne tager man gerne den opgave på sig.

»Jeg ser professionshøjskolerne som 'cementblanderen' mellem siderne. Det er os, der kan trække forskningsresultaterne frem fra universiteterne og være med til at udvikle dem, det er os, der kan skabe tætte relationer til praksis. Universiteterne kan levere forskning, så vi er meget afhængige af dem. Men vi skal så til gengæld levere professionsudvikling, der forbereder de unge på at komme ud i velfærdstunge professioner«, siger Laust Joen Jakobsen.

Jens Rasmussen mener, at forskning på læreruddannelsen i dag i for høj grad bliver plukket ud af underviserne, efter hvad de selv mener er rigtigt.

»For eksempel når jeg taler med seminarielærere og spørger dem, om de inddrager Pisa-resultater i undervisningen, så de studerende kender til dem fra andet end medierne, så er svaret nej. Og det er skidt, for man skal bringe alle slags forskningsresultater ind i undervisningen og derved lære de studerende at forholde sig kritisk til resultaterne«.

Han mener på den anden side også, at underviserne i den ideelle læreruddannelse har kendskab til skolens praksis. Og her er alle enige - i en ideel verden er underviserne både forskningskyndige og har erfaring fra skolen.

Fleksibilitet er et nøgleord i drømmeboblens læreruddannelse.

»Den ideelle læreruddannelse er ikke en færdig pakke. Der skal være flere veje ud og flere veje ind. For kernen i lærerfaget er at være ekspert i at undervise, og jeg tror, at principperne om livslang læring, hvor man får læring fra mange sider, vil få mere og mere betydning i samfundet fremover. Det er en gave for læreruddannelsen«, siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini.

Ansøgere til læreruddannelsen skal kunne bedømmes på deres realkompetencer og deres tidligere uddannelse, og den ideelle læreruddannelse giver også de unge mulighed for at læse videre og gå nye veje.

»Jeg tror, at det er et krav for de unge, så de kan se, at der hele tiden vil være udviklingsmuligheder«, siger Anders Bondo. |

Uddannelsen er på fire årsværk. De studerende vælger to eller tre linjefag svarende til i alt 2,4 årsværk. Først vælges et stort linjefag på 1,2 årsværk. Det kan være dansk (for 1.-6. klasse eller 4.-9. klasse), matematik (for 1.-6. klasse eller 4.-9. klasse), natur/teknik eller fysik/kemi. Dernæst vælges endnu et stort linjefag (dansk, engelsk, fysik/kemi, historie, idræt, matematik eller natur/teknik) eller to mindre (billedkunst, biologi, dansk som andetsprog, fransk, geografi, hjemkundskab, kristendomskundskab/religion, materiel design, musik, samfundsfag, specialpædagogik eller tysk), der hver svarer til 0,6 årsværk.

Der er adgangskrav til linjefagene i form af krav om studentereksamenskarakteren 7 på B-niveau eller 02 på A-niveau i de ønskede linjefag, for faget dansk er kravet dog 7 på A-niveau.

Praktikken varer i alt 24 uger. Praktikken skal fordeles over alle fire år i alle linjefag.

Uddannelsen består i øvrigt af fagene almen didaktik, psykologi og pædagogik svarende til 0,55 årsværk i alt og kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab på 0,28 årsværk.

Der er mødepligt i det første studieår.