Fremover vil de studerende få feedback på den opgave eller fremlæggelse, der afslutter de enkelte moduler, lover professionshøjskolerne

Læreruddannelser lover feedback på de studerendes opgaver

For nylig kunne folkeskolen.dk fortælle, at de såkaldte modulprøver i den nye læreruddannelse ikke bedømmes på opgavens indhold - bare den bliver afleveret. Nu beder professionshøjskolerne selv uddannelsesministeren skrive en garanti for feedback til de studerende ind i bekendtgørelsen for læreruddannelsen.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen faglige krav til prøver på læreruddannelsen

Efter at folkeskolen.dk skrev om problemet den 6. juni tog også Jyllands-Posten sagen op, og kritikken af de kvantitative bedømmelser er vokset:

"De studerende har i de seneste dage givet udtryk for, at de gerne vil have retssikkerhed for, at de får feedback, og det kan vi godt forstå. Vi vil gerne give dem denne sikkerhed og give dem ret til at klage, hvis de ikke får feedback", siger dekan på professionshøjskolen UCC Tove Hvid til Jyllands-Posten i dag.

Professionshøjskolerne har derfor i dag henvendt sig til uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R)  og bedt hende skrive en sådan regel ind i bekendtgørelsen for læreruddannelsen. Kan det ikke lade sig gøre, vil de selv skrive det ind i de enkelte studieordninger, lover professionshøjskolerne.