De lærerstuderende har i tidligere vikarjob ikke oplevet det som et problem, at de ikke vil give hånd til folk af modsatte køn, skriver de i klagen.
Foto: iStock
Lærerstuderende ville ikke give hånd til vejlederen: Får erstatning, efter skolen stoppede praktikken
To kvindelige muslimske lærerstuderende ville af religiøse grunde ikke give hånd til deres mandlige praktikvejleder, og derfor afbrød skolen praktikforløbet. Men det havde de ikke ret til, har Ligebehandlingsnævnet nu slået fast. Socialdemokratiet vil nu se på lovgivningen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Til et velkomstmøde ville to kvindelige muslimske lærerstuderende ikke give hånd til skolens mandlige praktikvejleder, men hilste i stedet ved at lægge hånden på hjertet og bøje hovedet.
Herefter blev de indkaldt til en samtale, hvor det blev indskærpet, at det var en betingelse for at fortsætte praktikforløbet, at de gav hånd til alle uanset køn.
Da de lærerstuderende afviste, ophørte deres praktikophold øjeblikkeligt.
Men det havde skolen ikke ret til at kræve, har Ligebehandlingsnævnet nu afgjort.
Nævnet vurderer i sin afgørelse, at selv om kravet om håndtryk til alle uanset køn tilsyneladende er neutralt, så vil det stille personer med samme religøse overbevisninig som de lærerstuderende ringere end andre.
Minister vil bekæmpe social kontrol - ikke bederum
Nævnet vurderer endvidere i sin afgørelse, at skolens krav var objektivt begrundet "i det legitime formål at sikre ligebehandling mellem kønnene", og at det endda er et hensigtsmæssigt krav.
Men ifølge nævnet har skolen ikke godtgjort, at det var nødvendigt i den konkrete situation at fastholde kravet "for at opnå formålet om at sikre ligebehandling", og at kvindernes ønske om at undgå fysisk kontakt med mænd ikke ville få betydning for udførslen af deres lærergerning.
De lærerstuderende har i klagen pointeret, at det kun er voksne mænd, de ikke ønsker fysisk kontakt med, og at de derfor godt kan have kontakt med elever af hankøn.
De lærerstuderende fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kroner hver.
Sagen er fra 2019. Det fremgår ikke af afgørelsen, hvilken skole, kommune eller læreruddannelse henholdsvis vejlederen og de studerende er fra.
Efter afgørelsen erklærer Socialdemokratiet sig nu parat til at se på lovgivningen.
Kommune erkender: Tosprogsskole var på kant med menneskerettighederne
"Det er folk, der skal være skolelærere i det danske samfund. Selvfølgelig skal man kunne give hånd og følge de spilleregler, der er på en arbejdsplads. Heldigvis er det en lille gruppe, der ikke kan finde ud af det", siger partiets ligestillingsordfører Lars Aslan Rasmussen til Jyllands-Posten.
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen kalder over for avisen sagen for dilemmafyldt:
"Vi har brug for forskellighed i skolen. Hvis det ikke har nogen som helst betydning for undervisningen, og det kan jeg ikke se, at det har, synes jeg, man skal være varsom med at gøre et problem ud af det", siger han og understreger, at han synes, det er "fjollet" ikke at ville give hånd til folk af modsatte køn.