Toms, Lidl, Hello Fresh, Køkkenkultur, Smagens Dag, Bag for en Sag, Dansk Vegetarisk Forening. Listen over private virksomheder, kursusudbydere og organisationer, som tilbyder gratis materialer til folkeskolens madkundskabsfag er uendelig, og madkundskabslærernes facebookgrupper svømmer over med tilbud om kurser, fødevarekasser, konkurrencer og sjove events. De bliver brugt i stor stil i skolekøkkenerne.

”Vi ved jo godt, at der følger skjult markedsføring og budskaber med, men man tager imod materialerne for at få de gratis fødevarer. Budgetterne er så skrabede på mange skoler, at lærerne er tvunget til at lave teori halvdelen af gangene og købe de ringeste råvarer. Så kan man blive glad for at få selv et gratis net med løg”, siger madkundskabslærer Steven Camphausen.

Han har undervist i faget i over 20 år på forskellige folkeskoler, hvor han har oplevet forskellige niveauer af økonomi. Nu er han på Rygaard Privatskole, hvor budgettet er absolut fornuftigt, men han hører jævnligt fra kolleger, hvor lidt de har at arbejde med.

”Faget har jo aldrig været vigtigere. Eleverne smider rask væk deres madpakker i skraldespanden og går ned og køber junk. Det er jo i madkundskab, at vi skal lære dem begejstringen ved at lave mad, og hvad det gør ved deres kroppe, hvis de fylder sig med energibarer og cola light. Men hvordan skal man gøre det, hvis man kun har penge til at købe fesne råvarer? Derfor tyer man til gratismaterialerne og bruger, hvad man kan få”.

Lærer: Vi kan godt gennemskue materialerne – i de fag, vi er uddannet til

Han har selv for nyligt overtaget resterne fra en kollegas undervisning med et gratis forløb fra Toms Chokolade, som skolen har kørt flere gange.

”Man kan sagtens lave et fedt forløb om chokolade. Men det, man får, er jo en kasse med yankiebarer og guldkarameller, og så kakaosmør og bønner, som eleverne bare skal dufte til og smide ud. Det er totalt madspild, og hvis det skal blive godt, skal man selv lægge til at diskutere kakaodyrkning, underbetalte kakaobønder og måske de nye danske forsøg med at lave chokolade af andre råvarer”.

Han skrev til Toms for at høre, om de ikke kunne give en opskrift til, hvordan man kan lave chokolade af kakaosmørret og kakaoen, men det kan man ikke i et almindeligt køkken, lød svaret.

”Det, synes jeg, er for ringe. Og samtidig kan jeg godt forstå kollegerne, der tager imod Toms pakke, for man ville jo aldrig ellers få råd til at købe 1½ kilo marcipan eller chokolade. Og på den her måde har man pludselig til at lave konfekt med eleverne op til jul. Det burde bare ikke være nødvendigt”.

Materiale anklages for at være "ren greenwashing": Bør lærere holde sig fra læremidler fra afsendere med en agenda?

Man siger ikke nej til otte kilo rodfrugter

Madkundskabslærer Peter Sandager arbejder på Boesagerskolen i Smørum, og her supplerer de madkundskabsbudgettet med varer fra skolehaven og fra forældrenes haver. Men de tager også imod gratismaterialer

"Budgetterne til madkundskab er ikke store, så vi tager imod alt, hvad vi kan få. Fx har vi fået kasser fra Brugsen med otte kilo rodfrugter, det siger man jo ikke nej til. Hvis der var bindinger på, så jeg følte mig presset, ville jeg sige nej, men det har jeg aldrig oplevet. Så man tager imod, og så bruger man det – groft sagt – som man selv har lyst til”, fortæller han.

Han har også oplevet at få bøger, men det er ikke meget, de bruger bøger længere i faget. Eleverne går i højere grad på nettet og finder opskrifter selv.

”Der kunne vi nok godt bruge mere tid på at tale med eleverne om, hvor opskrifterne kommer fra. Vi lærere er selv vant til at være kildekritiske over for det, vi får i hænderne, men det er også en del af faget at lære eleverne at være det”, siger han.

Peter Sandager har også historie og samfundsfag som linjefag, så han føler, at kildekritik ligger dybt i ham.

”Jeg ved jo godt, at de ikke bare giver os varer, fordi de synes, vi er søde. Og jeg er mere opmærksom på private virksomheder end på NGO’er, selv om de også kan have holdninger. Vi skal være på tæerne. Og alligevel så ved jeg da godt, at de lykkes med at give mig et positivt indtryk skjult med, fordi de giver os varerne. Måske betyder det, at man er mere tilbøjelig til at handle der næste gang”.

Ville næppe sige ja, hvis budgetterne var i orden

Både Steven Camphausen og Peter Sandager har en grænse for, hvilke aktører de ville tage imod noget fra.

Fiskeriforenings undervisningsmateriale er ren greenwashing

”Nu er Tesla jo ikke begyndt at lave chokolade endnu… Men ja, jeg har da helt klart en nedre grænse. Fx hvis Kims lavede forløb om kartofler, som handlede om at lave chips. Faktisk tager jeg ikke imod noget, nu hvor jeg ikke behøver. For man risikerer også, at man få alle mulige underlige produkter, som man alligevel ikke har lyst til at give eleverne. Men jeg kan sagtens forstå, at man gør det, hvis alternativet er, at man skal lave ren teori uden madlavning en stor del af tiden”, siger Steven Camphausen.

Peter Sandager peger på russiske produkter som et absolut no-go i øjeblikket.

”Og det interessante spørgsmål er jo også, ville jeg overhovedet tage imod gratis produkter, hvis budgetterne ikke var pressede? Næppe”.