Bedstefaren var lærer, mor og far var lærere, søsteren og en bror er lærere. Og Asger Muurholm er lærer. Faren og bedstefaren var ledere på en privat realskole. For tiden er Asger Muurholm konstitueret leder på en lilleskole.

- Søn af et lærerpar og nu selv lærer. Hvordan gik det til? "Det har jeg selv funderet over mange gange, for det var ikke min plan. Men jeg havde brugt fire år på alt muligt - arbejdet i et landbrugskollektiv, været pædagogmedhjælper i en børnehave, arbejdet i OOA - organisationen for oplysning om atomkraft - så nu skulle jeg i gang med en uddannelse. Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, men havde ikke tålmodighed til at vente et år, og så meldte jeg mig på læreruddannelsen. 'Det ku' jeg da lige prøve', tænkte jeg. Og sådan blev det."

- Så du blev i familietraditionen! "På en måde, ja, selv om det ikke var sådan, jeg tænkte på det. Men i min barndom boede vi midt inde i skolen. Vi havde en lejlighed på anden sal, og når vi åbnede yderdøren, stod der elever udenfor, og de store kom tit ind til os. I spisestuen hang der et stort landkort, og eleverne hørte mig og min tvillingbror i alle hovedstæder og bjergkæder, som vi lærte udenad, før vi overhovedet begyndte i skolen. Christiansfeld Realskole, som den hed, var en gammel, estimeret skole, som vores morfar havde oprettet. Jeg husker det som et fantastisk miljø, men det havde selvfølgelig også sin pris. Vi var fire søskende, og vi fik altid at vide, at ingen skulle sige, at vi fik højere karakterer, bare fordi vi var skolelederens børn, så vi fik gerne en tak under det, vi egentlig burde have fået. Den del var ikke svær at leve med. Det var sværere, når børn kom og sagde, at far ikke var dygtig, eller at han var uretfærdig. Det var ikke behageligt at skulle stille op for sine forældre. Jeg har selv haft mine egne børn her på Århus Friskole, og jeg syntes dengang ikke, at det var et problem, men bagefter har de fortalt mig, at det heller ikke altid var lige sjovt."

Så står det sgu ikke godt til de andre steder - Du ku' da godt lige prøve læreruddannelsen. Hvordan var det? "Jeg var 24 år, da jeg begyndte på Marselisborg Seminarium, og de brystede sig af at være Danmarks bedste. 'Hold da op', tænkte jeg, 'så står det sgu ikke godt til de andre steder'. Jeg var ikke imponeret. Jeg havde forventet, at der var mere tryk på. At vi skulle lære noget mere. Men det var i 1984 til 1988, og dengang var stilen noget med, at underviseren kom ind og satte sig: 'Hvad har I lyst til?'. Vi havde for eksempel en lærer, som har skrevet nogle fremragende bøger om dannelse. Men klasselærerfunktionen, som han skulle undervise i, den anede han intet om! Parallelklassen havde en erfaren lærer, der også havde timer i folkeskolen og derfor var dygtig til at undervise i relevante emner, der umiddelbart kunne bruges i skolen, så jeg misundte dem. De kom ud og mærke virkeligheden og kom tilbage og rapporterede. Det første år spurgte jeg mange gange, om jeg ikke kunne få lov til at komme ud på en Rudolf Steiner-skole, en friskole eller en lilleskole, bare en uge. Men selv om lærerne spurgte os, hvad vi ville lære, så gik den ikke, når man ville noget andet! Og tempoet! Det var forfærdelig langsomt, syntes jeg. Men mit ene linjefag var idræt, og det var sjovt. Det var ét stort fællesskab, og vi havde en fantastisk dygtig lærer. Men jeg har aldrig undervist i faget. Mit andet linjefag var skuffende, det skulle jeg aldrig have valgt. Det var musik, og jeg er selv musiker og spillede også meget dengang. Seminariets musiklærere var til klassisk musik, som de så nærmest undskyldte eller skammede sig over. Det havde været fint, hvis de bare havde stået ved det og sagt, at det var det, de kunne undervise os i, men de prøvede at lære os rytmisk musik, som de overhovedet ikke havde noget forhold til. Det endte med, at der var nogle af os, der underviste de andre i rytmisk musik."

 Jeg knoklede som en sindssyg, det var arbejde og arbejde hele tiden - Hvordan var skiftet fra studiet til folkeskolen? "Jeg syntes, det var dejligt at komme i gang, men det var også hårdt. Jeg blev ansat på Lystrup Skole, hvor jeg var med i et udviklingsprojekt sammen med nogle meget dygtige lærere, blandt andre Tony Brock, som havde taget orlov fra sin stilling som skoleleder i to år for at være med. Vi var seks lærere om tre aldersintegrerede klasser, og undervisningen skulle foregå som værkstedsundervisning. Jeg var hentet ind, fordi jeg havde musik på linje. Det var en stor udfordring, for i mange af timerne sad enten Mads Hermansen, Kirsten Krogh-Jespersen eller Andreas Striib og observerede bagerst i klassen, og så skulle vi skrive en bog sammen. Jeg var ung og uprøvet og blev kastet ud i det, så jeg knoklede som en sindssyg, det var arbejde og arbejde hele tiden. Og det, forskerne fortalte os, gav os ikke nødvendigvis ny energi."

Det var jo en gave at arbejde sammen med de lærere "På seminariet blev vi uddannet til at være kritiske, og det første begreb, vi stødte på, var 'den skjulte læreplan'. Altså alt det, der foregår, som læreren ikke ser, og at vi ikke skal tro, at børnene lærer det, vi tror, de lærer! Det er vigtig viden. Men man kan analysere alt og finde ud af, at det ikke er godt nok, og det kan jo også betyde, at man bliver handlingslammet som lærer. Og så kom jeg ud i en virkelighed, hvor der sad nogle forskere bag i klassen og så, at der foregik alt muligt andet end det, jeg forestillede mig. Vi havde et emne om stenalder, og børnene arbejdede i værksteder - nogle skulle farve garn, andre skulle hugge i flint og så videre. Konklusionen fra observatørerne på bagsmækken var, at børnene ikke anede en pind om, at de arbejdede med stenalder. Det var kun læreren, der havde temaet i hovedet. Det var spændende, men det var også hårdt. Så engang gik jeg ned til Mads Hermansen og sagde, at vi jo kunne prøve at bytte, så han stillede sig op til tavlen, og så kunne jeg sidde og analysere alt det, han lavede forkert, og udgive en rapport om, hvordan den fantastiske undervisning burde være. Nu, hvor jeg ser det på afstand, ved jeg, hvor lærerigt det var at få et større perspektiv på undervisningen. Og det var jo en gave at arbejde sammen med de lærere - de blev alle sammen enten ledere eller ansat på Danmarks Lærerhøjskole. Det var driftige mennesker, som ville noget med deres undervisning."

Det foregår ikke andre steder i Danmark - Men du blev der kun i to år? "Der blev skåret ned, og så røg jeg ud efter SIFU-princippet - sidst ind, først ud. Mens jeg gik på seminariet, havde jeg været vikar på Århus Friskole og også spillet sammen med en af lærerne, så der søgte jeg ud. Det var i år 1990, og jeg er her stadig. Den specielle kultur, der hersker her, er fascinerende. Det er helt unikt, det, vi gør i forhold til rytmisk musik. Det foregår ikke andre steder i Danmark, men det foregår overalt i den tredje verden, og det er meget det, vi spejler os i. Hvis du tager til en landsby i Afrika eller et slumkvarter i Brasilien, så er der sang-, danse- og musiktraditioner, hvor børn lærer af at se og at være med. De står bagved de voksne, der spiller og synger og danser, så på den måde bliver de en del af en kultur, fra de er helt små. Det er den samme fællesskabskultur, vi forsøger at skabe. Gennem hele skoleforløbet, fra man går i børnehaveklassen, til man går ud af 9. klasse, er man en del af den kultur."

Med benene oppe og en King's i munden - Trods navnet er Århus Friskole faktisk en lilleskole. Hvad er forskellen? "Århus Friskole blev oprettet i 1952 af intellektuelle og kommunister. Psykologer fra psykologi på universitetet. Dengang var det kreativiteten og reformpædagogikken fra 30'erne, der var i centrum. De ville lave en skole, hvor børnene kom til at gå ude af takt. Altså imod fascisme, imod ensretning. Børnene skulle lære at tænke selv, Freuds tanker var i høj kurs, og Summerhill-skolen fyldte meget i baggrunden. I begyndelsen af 70'erne kunne læreren sidde med benene oppe og en King's i munden. Hvis der så var ti børn, der samlede sig og ville et eller andet, kunne han gå i gang med noget sammen med dem. På Christiansfeld Realskole stod vi bag ved stolen, når læreren kom ind, og vi sagde efternavn og De. Min skole var outreret på én måde, Århus Lilleskole var absolut outreret på en anden måde."

Glæde, fællesskab, viden og færdigheder og udsyn "Jeg har været her i næsten 24 år nu, og det er en meget anderledes skole i dag. Vi har været igennem nogle kulturkampe. Faglighed er ikke et negativt ord, fordybelse er ikke kun noget, man gør i musik, og det er ikke nødvendigvis udtryk for borgerlighed, at man rydder op efter sig. Skolen er meget dynamisk og udvikler sig, men der er også principper, vi holder fast ved. Flad ledelse, demokrati, fælles beslutninger, musikkulturens mange traditioner, rejser, lejrskoler og trivsel er vigtige nøgleord. 'Vi insisterer på, at det er sjovt at gå i skole', står der på vores hjemmeside, og vi har fire vigtige begreber i vores formål: glæde, fællesskab, viden og færdigheder og udsyn. Det sidste betyder for eksempel, at 8. klasse hvert år tager tre eller fire uger til et tredjeverdensland og prøver at tage noget af deres kultur med hjem. Det er dyrt, men godt. Og vi finansierer det blandt andet gennem to store fester hvert år. Til fastelavnsfesten holder vi jubilæum for ti-års-eleverne. Ti år efter at de er gået ud af skolen, møder de deres legesøskende."

Det går ud på at skabe sammenhold mellem store og små elever "Når man begynder i børnehaveklassen, får man en storesøster eller en storebror fra 8. klasse, som man spiser sammen med hver dag, og som man er på lejr med to gange om året de første to år. Børnehaveklassen og 1. klasse kalder vi 'Lille gul', 8.-9. klasse' hedder 'Store gul', de laver en masse sammen. I morgen skal de for eksempel ud til Sculptures by the Sea, hvor legesøskende parvis skal vurdere, hvilke skulpturer de synes bedst om. Det går ud på at skabe sammenhold mellem store og små elever, og den tradition fejrer vi hvert år ved den ene fest, hvor der samles ind til 8. klasses rejse. Men den klasse, der skal af sted, tjener også selv penge, de spiller og optræder i børnehaver og til fester. De har undervist udviklingshæmmede i Aars, og til halv-maratonen i Aarhus pakkede klassen 8400 poser til deltagerne, som de var inde og dele ud. På den måde får de et stærkt fællesskab. Der er mange traditioner for, hvordan de tjener pengene."

Vi sov på cementgulv, og der løb rotter rundt omkring os "Formålet med selve rejsen er at hente indtryk og oplevelser med hjem, og det er vores mål, at de skal møde en stærk rytmisk musikkultur, hvor de kan se op til nogen, der praktiserer det, som er vores sigte med undervisningen herhjemme. Vi har været i Brasilien, Cuba, Tanzania og Sydafrika, og vi ved, at de har oplevet livsglæde og sammenhold alle steder. Vi har haft klasser i Brasilien fire gange, og alle er kommet hjem med nye værdier i bagagen. Første gang vi var derovre, boede vi i en kulturklub i et besat hus ude i slumkvarteret. Vi sov på cementgulv, og der løb rotter rundt omkring os. Det var sådan lige på kanten, men det var en stærk oplevelse."

- Hvad er tilbagemeldingerne efter oplevelser med besatte huse, rotter og fattigdom? "De får jo et helt andet perspektiv på deres egen forbrugertilværelse. Når de kommer hjem, er de helt anderledes på mærkerne, nu véd de, at de er privilegerede. At det ikke bare er en selvfølge, at der kommer vand ud, når man drejer på hanen, eller at lyset tænder, når man trykker på kontakten. Alt får et andet perspektiv, når de har været sammen med de unge i Brasilien, og på skolen mærker vi, at de finder sammen. De kommer hjem med et meget stærkt fællesskab. Så lader vi lige gå lidt tid, og så skal de til at efterbehandle turen. De skal lave en bog om rejsen, og de skal ud og holde foredrag og også vise noget af den musik og dans, de har lært på turen. På den måde får vores elever noget, som de ikke kan få på andre skoler."

Som ung lærer skældte jeg meget ud - Hvad er det gode ved at være lærer her? "Det er først og fremmest relationen til eleverne, og så er det relationerne til mine kolleger og til forældrene. Det er blevet en større del af det for mig, end det har været før. Som ung lærer skældte jeg meget ud og havde mange klare holdninger til, hvordan verden hang sammen. Jeg vidste præcis, hvordan eleverne skulle opføre sig, og hvad mine kolleger burde mene. I dag skælder jeg meget sjældent ud, for jeg har opdaget, at det tager alt for lang tid at rydde op bagefter, og der kommer ikke noget godt ud af det. Det er ens egne problemer, man hælder ud, når man står og blamerer sig over for forældre eller elever eller kolleger. Det har jeg arbejdet en del med, og det har gjort min arbejdsglæde langt, langt større, at jeg nu kan møde mennesker på en anden måde. Så i dag kan jeg svare helt entydigt: Det gode ved at være lærer er samværet og de fælles oplevelser sammen med børn, kolleger og forældre."

Den drøm skulle jeg leve ud - Du ville egentlig have været journalist, og for nogle år siden tog du en fagjournalistisk uddannelse. Hvorfor det? "Jeg har altid drømt om journalistik, og jeg har en tvillingbror, der er tv-journalist. På et tidspunkt skulle han lave et dokumentarprogram om vores hjemby, og så tog jeg orlov og var researcher for ham et halvt år i Christiansfeld. Der mærkede jeg, at det stadigvæk rykkede i mig, og jeg vidste, at den drøm skulle jeg leve ud, så som 48-årig kom jeg på et fantastisk hold på Journalisthøjskolen. Vi knoklede 60 timer om ugen. Og hvis jeg havde fået tilbudt fast arbejde som journalist dengang, tror jeg, at jeg var jeg sprunget, for jeg blev grebet af fagligheden. Men printmedierne mister oplag og fyrer folk, de har ikke fundet ud af at tjene penge på nettet. Jeg kunne se, at det måske ville tage mig ti år at bygge et freelancefirma op, så jeg gik tilbage til skolen. Her opdagede jeg heldigvis, at det var superdejligt at komme tilbage, det havde jeg været noget usikker på. Det næste halve år arbejdede jeg så både som journalist og som lærer, indtil jeg en nat vågnede og tænkte, at jeg vist havde for meget fart på. Jeg spillede også i tre bands. Det fik mig til at pakke journalistikken væk, og det har jeg haft det fint med. Jeg har bevist over for mig selv, at jeg kunne, og jeg har lært en ny faglighed. Som jeg stadig bruger."

- Du er søn af en skoleleder på en privatskole, og nu er du konstitueret skoleleder? "Jeg var ikke vild med det, men fik nærmest vredet armen rundt, da vores leder pludselig stoppede, og jeg har heldigvis opdaget, at jeg har det fint med lederrollen. Men jeg vil stadig mægtig gerne undervise meget, det er jeg slet ikke færdig med. Men det er spændende at være med til at kigge fremad, lægge planer for skolen og sætte pædagogiske dagsordener. Det er det pædagogiske, der interesserer mig mest. Pædagogisk ledelse og udvikling, det er det, der er vigtigst for mig."

- Er det et kald, eller er det et lønarbejde at være lærer? "Jeg synes, det er et kald. Og et lønarbejde. Det er et kald på den måde, at du ikke kan være lærer, hvis du kun gør det på grund af lønnen. Du skal have lysten til samværet med børnene. Du skal kunne lide den intense atmosfære af, at det har betydning, det, vi gør sammen. Og du skal selv kunne mærke, hvor skønt det er, når noget lykkes, det er jo ikke så tit, du får skulderklap, eller at folk kommer og berømmer din indsats. Selv når du møder eleverne ti år efter, eller når du og kollegerne på lærerværelset snakker om børnene, skal du kunne mærke energien og lysten. Og så skal du have en eller anden bevidsthed om, at vi er en lærerstand, som vil kæmpe for en god skole og for vores arbejdsvilkår og medbestemmelse. Vi led et kæmpenederlag i sommeren 2013, men vi må holde lærerprofessionens fane højt og blive ved med at udvikle pædagogikken, arbejdsformerne, strukturerne og ledelsesformerne. Det er forudsætningen for, at vi kan skabe en god skole for både elever og lærere."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk