Undervisningsministeren fandt intet behov for at puste nyt liv i kristendomskundskabsfaget - men nu går en ellers nedlagt arbejdsgruppe alligevel i gang.

Skrottet af ministeren: Nu genopstår rådgivningsgruppe

De nåede aldrig at trække i arbejdstøjet, inden de efter lang tids uvished blev nedlagt. Men nu genopstår rådgivningsgruppen, der havde til formål at puste nyt liv i kristendomsfaget i folkeskolen. En almennyttig fond vil nu betale for gruppens arbejde.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange ærgrede sig, da undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sidste forår endegyldigt skrottede en for længst udpeget rådgivningsgruppe, der havde til opgave at puste nyt liv i faget kristendomskundskab i folkeskolen. 

For kristendomskundskab har stor betydning for folkeskolens dannelsesopgave, og efter en årrække med fokus på dansk, matematik og naturvidenskabelige fag var der behov for at sætte kristendomskundskab i folkeskolen på dagsordenen og understøtte en undervisning i faget, "der adresserer de udfordringer, der er i tiden med udgangspunkt i fagets formål", som det blev formuleret i arbejdsgruppens oprindelige kommissorium.

Problemet var bare, at rådgivningsgruppen var nedsat af den daværende undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance. Hendes socialdemokratiske efterfølger, Pernille Rosenkrantz-Theil, var nemlig ikke enig i behovet for en "revitalisering" af faget - hvorfor hun altså efter mange måneders uvished nedlagde rådgivningsgruppen, før den endnu havde nået at gennemføre sit første møde.

Riisager nedsætter ekspertgruppe for at styrke kristendomskundskab

Det skabte ærgrelse hos blandt andet den almennyttige fond Samfonden. Fondens formål er - med udgangspunkt i det kristne menneskesyn - at støtte almennyttige og almenvelgørende formål indenfor demokrati og samfundsbevarende aktiviteter.

Derfor kontaktede fonden, der har base i Silkeborg, formanden for den kasserede rådgivningsgruppe, Henrik M. Christensen.

"Samfonden fandt det beklageligt, at arbejdet ikke blev realiseret og tilbød at finansiere projektet, hvis arbejdsgruppen var interesseret i det", fortæller Henrik M. Christensen, der er forstander på Marie Mørks Skole i Hillerød.

"Vi fortsætter dér, hvor vi burde være startet"

Da det viste sig, at hovedparten af de udpegede medlemmer af rådgivningsgruppen gerne ville tage hul på arbejdetv- nu finansieret af Samfonden - står det klart, at rådgivningsgruppen nu trækker i arbejdstøjet med henblik på at bruge det næste års tid på at udarbejde nye anbefalinger til skolens aktører om en såkaldt revitalisering af hele kristendomskundskabsfaget i folkeskolen.

"Alle syntes, det lød spændende, så vi sendte en ansøgning afsted - og har altså nu fået fondsmidler til finansiering. Og så tænker vi, at vi fortsætter dér, hvor vi i sin tid burde være startet. Vi holder vores første officielle arbejdsmøde i starten af juni", fortæller Henrik M. Christensen.

Han oplyser, at han allerede er blevet kontaktet af flere undervisningsordførere som eksempelvis SF's Jacob Mark og Venstres Ellen Trane Nørby, der kvitterer for initiativet.

"Det her er et område, der ikke har været til servicesyn i mange år. Kristendomskundskab har stor betydning for folkeskolens dannelsesopgave, og faget kan give eleverne vigtige eksistentielle, etiske og religiøse perspektiver på forståelsen af sig selv og egne muligheder. Nu ser vi frem til at gennemføre kommissoriets intentioner, og så er det spændende at se, hvad det kan medføre af anbefalinger til faget", siger Henrik M. Christensen.

Undervisningsministeren fyrer rådgivere, inden de nåede at mødes

Han forventer, at rådgivningsgruppens anbefalinger vil ligge klar i august 2022. Her er det hensigten, at arbejdsgruppens konklusioner skal fremlægges over for politikere og andre interessenter på en konference.

Ifølge det oprindelige kommissorium kan anbefalingerne fx rette sig mod det pædagogiske personale, skoleledere, kommuner, skolens omverden og mod ministeriets indsatser.

Oprindeligt skulle rådgivningsgruppen bestå af i alt 10 medlemmer. To af de oprindelige medlemmer har ikke ønsket at fortsætte i gruppen, mens det endnu er uklart, om Undervisningsministeriet vil tage imod en invitation om at placere en medarbejder i rådgivningsgruppen.

Ud over formand Henrik M. Christensen består rådgivningsgruppen dermed af lektor Dorete Kallesøe fra VIA UC, lektor Jens-Peter Noes Olesen fra UCN, formanden for religionslærerne, John Rydahl, sognepræst Kristoffer Garne fra Lemvig, lærer Stig Hejl Pedersen fra Kastrupgårdskolen samt Ane Kirstine Brandt, der er konstitueret generalsekretær i Folkekirke og religionsmøde.

Blog: Rådgivningsgruppen til revitalisering af skolens religionsundervisning genopstår