Lærerens bord er fyldt med genstande, der ikke normalt er at finde i et klasseværelse på en dansk folkeskole. Der står specielle lysestager, ligger små stofstykker og kalotter. Midt i det hele står det gamle testamente, og i vindueskarmen ligger der foldere og pjecer - alle med en davidsstjerne og hebraiske skrifter på forsiden.

Det er tydeligt for enhver, at det ikke er en helt almindelig kristendomskundskabstime, eleverne i 8. klasse på Kirsebærhavens Skole i Valby skal igennem denne formiddag. Og for en gangs skyld er det ikke lærer Malene Sørensen, der skal stå for undervisningen. Hun har nemlig inviteret en gæst, der om nogen kender jødedommen. Silja Vainer har nemlig været praktiserende jøde hele sit liv.

"Jeg lever et aktivt jødisk liv. Nogen vil kalde mig ortodoks, men jeg kalder mig selv for traditionel jøde. Jeg prøver at overholde så mange regler som muligt. Der er 613 regler i jødedommen for, hvad vi skal gøre, og hvad vi ikke må gøre, og af dem er der cirka 50 regler, der handler om vores spisevaner", indleder Silja Vainer, der selv er pensioneret skolelærer, inden hun fortæller om synagogen i Krystalgade i København, der er de danske jøders bedehus.

"Det er ikke sådan, at alle der kommer i synagogen er ortodokse. De fleste bruger religionen som krydderi på tilværelsen, lidt ligesom jer", siger dagens gæst, efter hun har bedt eleverne svare på, om de går i moske eller kirke hver uge, kun til højtider eller kun ved særlige lejligheder. Ikke helt overraskende for en folkeskoleklasse anno 2018 går de fleste af de kristne elever kun i kirke ved barnedåb, bryllup eller konfirmationer.

Før dagens besøg har eleverne forberedt spørgsmål, og her har lærer Malene Sørensen prøvet at få eleverne til at stille spørgsmål, hun som lærer ikke ville kunne svare på bare ved at læse i en bog.

"Det er en oplagt mulighed for, at eleverne kan få be- eller afkræftet nogle af deres fordomme og høre om jødedommens mange regler", fortæller Malene Sørensen.

Linjefagsdækning: Kristendom ligger stadig i bunden - men bunden er hævet 

Klassens interesse samler sig lynhurtigt om de 613 regler. Må man godt drikke alkohol, være homoseksuel eller få en abort? Hvorfor må man ikke lave noget om lørdagen? Hvorfor er der noget mad, man ikke må spise? Silja Vainer fortæller, at frivillig abort kun er accepteret i jødedommen, hvis moderens liv er i fare, og hvordan det er almindeligt, at jødisk ortodokse mænd dækker deres hår til med en kalot, vender vi hver gang tilbage til Mosebøgerne og Det Gamle Testamente. For som Silja Vainer siger, så er det jo de regler, Gud har sat for jøderne. Det gør sig også gældende på spørgsmålet om homoseksualitet:

"Der står i Mosebøgerne, at homoseksualitet er en vederstyggelighed. Men i praksis tror jeg, at der er nogle, der er født sådan. Der er ikke nogen i synagogen, der spørger dig, om du har sovet sammen med en af samme køn. Nogle er helt offentlige omkring det, og andre holder det som en privat sag, men i praksis er homoseksualitet accepteret, selvom rabbineren ikke vier homoseksuelle par", forklarer Silja Vainer.

Rapport: Lærerstuderende fravælger at skrive bachelor i kristendomskundskab 

Opdelt køkken

En af de nyheder, Silja Vainer har med, og som får eleverne til at spærre øjnene op, er beskrivelsen af indretningen i hendes eget køkken. Den kommer efter opfordring fra en af eleverne, der gerne vil høre, hvad for noget mad jøderne må spise.

"Vi må spise de dyr, der tygger drøv og har spaltede klove. Det vil sige køer, kalve, geder og får. Ikke grise. Og så må vi spise de fisk, der lever i havet, som har finner og skæl. Derfor spiser vi ikke skalddyr. Og så må vi spise alle planter", svarer hun. Så langt så godt. Men nu vender vi igen tilbage til Mosebøgerne:

"Der står at man ikke må koge en kalv i dets moders mælk, og det har rabbinerne fortolket sådan, at vi ikke må blande mælk og kød. Derfor har man adskilt mælk og kød i sit køkken. Hjemme hos mig har jeg gryder, potter, pander, tallerkener og bestik, jeg bruger til mælk og ost, og i den anden side af køkkenet har jeg alt det samme til, når der er kød involveret. Og hver hylde i køleskabet er også opdelt", forklarer Silja Vainer.

Netop køkkenindretningen i et jødisk hjem ville lærer Malene Sørensen formentlig have svært ved at forklare eleverne.

"Det er en helt anderledes måde at få undervisning på, når det er en praktiserende jøde, der fortæller om den jødiske hverdag, end når det er mig, der underviser med udgangspunkt i en bog. Jeg ved jo ikke, hvordan det er at leve som jøde", forklarer hun.

Didaktiker: Kristendomskundskab er forkyndende i kraft af sin favorisering af protestantismen 

 Flettet brød og slukkede telefoner

En af jødedommens allervigtigste helligdage er sabbatten, den hellige syvende dag på ugen, hviledagen, hvor man som jøde ikke må foretage sig noget. Eller rettere, ikke må sætte noget nyt i gang, som Silja Vainer forklarer eleverne i Valby:

"Sabbatten er den helligdag, der har størst betydning for vores almindelige liv. Vi sætter ikke noget nyt i gang fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag, hvor det er sabbat", fortæller Silja Vainer, før hun ganske minutiøst og detaljeret forklarer eleverne, hvordan hendes familie under sabbatten spiser flettet, sandpåkastet brød, velsigner lyset og familien, synger sange og læser passager fra Ordsprogenes Bog.

"Efter jøderne kom ud som slaver af Egypten, gik de i ørkenen, og så kom der manna ned fra himlen, man kunne spise. Der sagde Gud, at man ikke må lave noget nyt på sabbatten, og derfor skulle man tage to portioner manna om fredagen, fordi man ikke måtte samle ind om lørdagen", forklarer Silja Vainer om brødets særlige betydning i sabbatten.

Ingen elektronik om lørdagen

Hvad der dog helt tydeligt gør størst indtryk på eleverne er, at alle mobiltelefoner og anden elektronik er slukket i hele døgnet, mens der er sabbat. Det gør jøderne for at få ro og tid til at tale sammen og være sammen med hinanden, forklarer Silja Vainer.

Da dagens dobbeltlektion i kristendomskundskab slutter, bevæger mange elever sig op mod katederet for at kigge nærmere på alle de mere eller mindre fremmede genstande, der ligger på bordet. Mange prøver kalotten, nogle forsøger at læse fra højre mod venstre på hebraisk, andre orienterer sig i folderne om synagogen. Interessen er ganske stor blandt eleverne, der både tæller kristne, muslimske og ateistiske elever.

"Det her handler også om undervisningsdifferentiering. At undervisningen bliver anderledes. Man kan mærke på eleverne, at hver gang der kommer nogle udefra, så glæder de sig og synes, det er spændende. Jeg kan tydeligt mærke, at det giver en ekstra energi, og de husker besøgene udefra meget bedre", siger Malene Sørensen, inden hun og eleverne forlader klasselokalet til dagens spisepause.