Lærer Kasper Fur Eriksen er stolt af sine elevers engagement i krigen i Ukraine

Skole har indsamlet 52.000 kr. til Ukraine:
”Jeg er glad for at være lærer for nogle, der synes, det er så fedt at gøre en forskel”

Lærer Kasper Fur Eriksen tøvede ikke med at fortælle sin 5.-klasse om Ruslands invasion af Ukraine. Efterfølgende startede skolen en indsamling, og lærerne fik taget faglige diskussioner om, hvad lærernes opgave er, når kriser kradser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt er lærerne på Auning Skole enige om det meste. Men sådan var det ikke, da Rusland 24. februar invaderede Ukraine. Lærer Kasper Fur Eriksen var ikke i tvivl om, at han skulle snakke med sin 5.-klasse om det, men på lærerværelset var der livlige diskussioner om, hvordan man taler eleverne om krigen.

”Jeg er fortaler for, at det vi kan tale om, det kan børnene tåle at høre om”, siger Kasper Fur Eriksen. ”De ser alt muligt på TikTok og andre sociale medier. De kan se børn, der bliver sprunget i luften. Det er ganske forfærdeligt, hvad de kan se. Derfor skulle de høre om det på en anden måde”.

Selv om krigen er forfærdelig, og mange elever var bange, så var eleverne nysgerrige, engagerede og spørgelystne.

”Der er børn, der bliver kede af det. Der er børn, der bliver bange. De bliver bange for, at der står en russer i deres hus næste dag. Det kan man løse. De hører voksne nævne atombombe i en bisætning og så googler de det. Min erfaring er, at det falder på plads for dem, når man taler om, hvad der sker. Hvad er Nato? Og hvorfor sker der højst sandsynligt ikke noget på grund af magtbalancen”.

Nogle lærere ville helst ikke selv tage snakken med eleverne om krisen, og Kasper Fur Eriksen var derfor rundt i flere klasser.

"Jeg blev skarpere på, hvorfor jeg synes, det var vigtigt at snakke med eleverne om det, når der var andre holdninger blandt mine kolleger", siger han.

Elever motiveres af indsamling

Eleverne satte streger efter, hvor mange runder, de løb

Lærerteamet omkring 5. klasse på Auning Skole blev enige om at arbejde videre med elevernes engagement, og på opfordring fra eleverne startede de en indsamling til fordel for Ukraine. Kasper Fur Eriksen researchede på, hvordan det bedst kunne lade sig gøre og faldt over muligheden for at gøre det gennem Red Barnet. På den måde skulle ingen lærere have ansvaret for pengene, og skolen fik sin egen hjemmeside, så alle kunne følge med i, hvor meget, der blev indsamlet.

”Red Barnet lå lige til højrebenet, når det er børn, der hjælper børn – så er det sympatisk. I første omgang nåede vi op på omkring 7.000-8.000 kroner. Det fede var, at det var meget elevdrevent”, siger Kasper Fur Eriksen.

Eleverne bagte muffins og lavede armbånd, som forældre og bedsteforældre købte. Lærerne kontaktede også Handelsudvalget i Auning, som støttede, at eleverne samlede 227 kilo skrald i byen. Også husligt arbejde som at tømme opvaskemaskine eller pudse vinduer i hjemmet kunne føre til penge til skolens Red Barnet-indsamling.

Sponsorløb sparkede beløb i vejret

Egentlig tænkte Kasper Fur Eriksen, at klassen var ved at være i mål, men så ønskede eleverne at lave et sponsorløb.

”I den uge skulle eleverne som skriftlig aflevering lave invitationen til sponsorløbet”, siger Kasper Fur Eriksen og forklarer, hvordan eleverne var med til at vælge ruten og, at den bedste opgave også var den skriftlige invitation, som blev sendt ud.

På selve dagen regnende det, men alligevel var mange elever og lærere fra skolen trukket i løbetøjet og fik streger på hånden for hver omgang, de tog - og familier og andre sponserede donerede penge til indsamlingen per løbet kilometer.

”Det er vanvittigt fedt at komme i skole og opleve, at inden jeg er kommet ind ad døren, er der to elever, der kommer løbende og siger, der er indsamlet 22.000 kr. Næste dag er det 26.000. De var virkelig bare stolte og overraskede, og det smitter bare. Man bliver så glad for at være lærer for nogen, der synes, det er så fedt at gøre en forskel og lære noget. Det er megafedt”, siger Kasper Fur Eriksen og understreger at opbakningen i lokalsamfundet har været overvældende. Lokale virksomheder kom selv med varer og oplevelser, som blev solgt på auktion i påskeferien.

I dag er indsamlingen nået op på 52.910 kroner. Kasper Fur Eriksen tror, at hans 5.-klasse stopper nu.

”Ellers skal de komme med noget helt nyt. Det gælder om at slutte det, når det er på højden. Det skal slutte, mens de synes, det er megafedt. Hellere det end køre en uge for langt, hvor de synes, det bliver træls”.