Kontroversielle emner

Skole inviterede ex-imam til at tale til eleverne, men ombestemte sig efter ballade på Facebook

Skoleleder aflyste kontroversiel oplægsholder af frygt for, at en temauge om demokrati skulle overskygges af diskussioner om Mellemøsten. Meningstyrani, mener den ærgerlige aflyste gæst.

Offentliggjort Sidst opdateret

I denne uge holder Korsager Skole i København medborgerskabsuge.

Skolen har i den forbindelse inviteret en række personer til at fortælle, hvordan de er i gået fra at være en slags modborgere til at være medborgere.

Et tidligere bandemedlem, en klimaaktivist, en debattør og en tidligere kriminel er blandt de inviterede som i et slags panelinterview skal fortælle om deres personlige rejse. 

Men særligt én af oplægsholdernes deltagelse har skabt ivrig debat. Det er den tidligere imam Mohammad Khani, der i år blev sigtet og efterfølgende frikendt for en anklage om at have billiget Hamas' angreb på Israel 7. oktober sidste år i et radioprogram på den nu nedlagte radiokanal 24syv.

Journalist og debattør Jotam Confino kritiserede i et opslag i sidste uge invitationen af ex-imamen på sin offentligt tilgængelige Facebookprofil, som mandag eftermiddag havde over 70 delinger og 185 kommentarer. 

Balladen om Mohammad Khani fik fredag skolens leder Peter Aksten til at trække invitationen tilbage.

“Det har aldrig været intensionen, at medborgerskabsugen skulle handle om Israel-Palæstina konflikten, men ved at invitere Mohammed Khani skifter fokus til at handle om krigen i Mellemøsten, og det er jeg ked af”, skriver skolelederen i en besked til Folkeskolen

Skoleleder på Korsager Skole Peter Aksten oplyser desuden, at nogle forældre meddelte skolen, at de ville holde deres børn hjemme fra arrangementet.

“Det er en vigtig opgave for os at klæde vores elever på til at forstå konflikter i verden. Noget af det foregår i historie, noget andet i samfundsfag, men det er ikke temaet for medborgerskabsugen. Derfor har vi også valgt at aflyse Mohammed Khanis besøg på skolen”, lyder det videre fra skolelederen.

Khani: “Jeg havde ikke tænkt mig at snakke om krigen"

Mohammad Khani kommenterer selv på sagen i en video på sin Facebookprofil. Den tidligere imam bekræfter, at hans invitation blev trukket tilbage, og han tildeler Jotam Confinos opslag en del af skylden.

“Dagen efter (opslaget, red.) modtager jeg en besked om, at jeg alligevel ikke er velkommen, fordi skolen gerne vil undgå negativ medieomtale. De har modtaget trusler fra folk, der siger, at de vil gå til medierne og kontakte politikere, hvis jeg satte min fod på skolen”, lyder det fra Mohammad Khani i videoen. 

Her fortæller han, at han undrer sig over, at han ikke er velkommen til at tale på en skole, når andre personer, som ifølge ham er mere kontroversielle, får lov til at tale overfor skoleelever.

Til Folkeskolen siger Mohammad Khani, at han godt kan forstå Peter Akstens valg. Men han ærgrer sig alligevel over aflysningen, som han mener er ubegrundet.

“Jeg havde ikke tænkt mig at snakke om krigen i Mellemøsten. Jeg havde tænkt mig at snakke om min opvækst som dansk statsborger i Hvidovre og på Østerbro. Det var temaet for mit oplæg”, siger Mohammad Khani, der kalder det for ‘meningstyrani’, når han “bliver forhindret i at udtale sig indenfor emner, der ikke engang handler om krigen i mellemøsten”. 

Hvor går grænsen for kontroversielle gæster?

Folkeskolen har spurgt Peter Aksten om, hvor han synes, at grænsen går for, hvilke kontroversielle gæster skolen bør invitere til at tale for sine elever. 

“Det er en vurdering fra gang til gang. Det vigtigste er, at samtalen handler om det emne, gæsterne er inviteret til at tale om”, lyder svaret fra skolelederen.

Han understreger, at pointen med medborgerskabsugen har været “at udvikle elevernes lyst og evne til at deltage i samfundet på demokratisk vis”, og tilføjer:

“I den forbindelse vil vi også sætte fokus på, at man kan leve sit liv og bidrage til samfundet på mange måder. Nogle medborgere har i en periode haft en anden tilgang til livet, men har nu ændret kurs. Det synes jeg kan være et godt afsæt til diskussioner med vores elever”, forklarer Peter Aksten.