Skolen skal skabe muligheder for, at flere piger kan trives og flere drenge præstere uden at træde ved siden af forventningerne til deres respektive køn, sagde Cecilie Nørgaard.. Foto: Klaus Holsting
En sær særpris om køn
Særprisen i år er sær på en meget sær måde – fordi den ikke uddeles, sagde Thorkild Thejsen, projektleder for lærerprofession.dk ved prisuddelingen fredag. Derfor gentages emnet for særprisen - køn - igen til næste år. Der er brug for viden – ikke myter – om køn i skolen, sagde priskomitémedlem, kønssociolog Cecilie Nørgaard.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Cecilie Nørgaard talte ved Lærerprofessionsprisfesten i dag om, at forventninger skaber virkelighed. Om at det rum, vi tilbyder børn at udvikle sig indenfor, er det rum, de udvikler sig indenfor.
"Hvis vi møder børnene med alsidige forventninger, får de muligheden for at udvikle deres alsidige potentialer. Møder vi dem med kønsstereotype forventninger, udvikler de sig højst sandsynligt kønsstereotypt", sagde hun.
"I dag har vi forskning nok til at sige: Køn er en langt mere divers kategori end de stereotype køn, som kulturen - også skolekulturen - i grove træk giver plads til. Vi taber menneskeligt potentiale, når børn og unge skal hakke en hæl og klippe en tå for at passe ind i enten den lyserøde eller den lyseblå boks".
Ingen særpris for projekter om drenge og piger i år
Cecilie Nørgaard talte om plads og muligheder for, at flere piger kan trives og flere drenge præstere uden at træde ved siden af forventningerne til deres respektive køn. For hvem vil det i en kultur, hvor kønnet er den stærkeste identitetsmarkør?
Hun fortalte, at pædagoguddannelsen nu har et fag, "køn, seksualitet og mangfoldighed", så der om et par år vil være pædagoger, der kan observere, analysere og handle på baggrund af viden og ikke myter om køn. Og hun talte om vores kønsopdelte uddannelses- og arbejdsmarked, hvor kvinder får mest uddannelse, men mænd stadig sidder på de mest indflydelsesrige poster og får mere i løn for samme arbejde.
"Samtidig vejleder vi unge forskelligt og stereotypt på baggrund af køn, kønsopdeler undervisning og legitimerer det at være en god elev for piger, men forventer at en rigtig dreng ikke kan sidde stille, men til gengæld kan dominere - og derhjemme får mere i lommepenge, men til gengæld bidrager mindre end piger. Der er en soleklar rød tråd imellem den kønssocialisering, vi skaber rammer for og den kønnede virkelighed, vi oplever i samfundet", sagde Cecilie Nørgaard.
Derfor er der behov for en særpris - som inspiration til kommende projekter - fordi der er argumenter nok for at uddele en pris til en opgave, der ser på køn, lød det.
Særprisen om drenge og piger i skolen for et bachelor- og/eller et diplomprojekt uddeles i november 2016.
Se Cecilie Nørgaards tale under EKSTRA
Bachelorvinder: De små fag har også stor betydning