Arbejdsmiljø

Blågård Skoles tillidsrepræsentant, der blev fritaget fra tjeneste 16. september, var torsdag tilbage på arbejde, selvom undersøgelsen endnu ikke er slut.

Tillidsvalgt er tilbage på Blågård: Men undersøgelsen er stadig i gang

Tillidsrepræsentant er kommet tilbage på skolen, men alle forældre har fået at vide, at han stadig er under undersøgelse for krænkende adfærd mod ledelsen. Det undrer lærerforening, men forvaltningen har en forklaring.

Offentliggjort Sidst opdateret

I går havde elever i 7. y på Blågård Skole på Nørrebro i København cola med i skole.

Det havde de for at fejre, at deres klasselærer kom tilbage til skolen efter at have været fritaget for tjeneste siden 16. september.

Læreren er også tillidsrepræsentant på skolen og har været hjemsendt, fordi ledere på skolen havde klaget over krænkende adfærd overfor ledelsen til Arbejdstilsynet.

Tillidsrepræsentanten vender tilbage, selv om en undersøgelse af tillidsrepræsentantens adfærd, som kommunens børne- og ungdomsforvaltning står bag, endnu ikke er afsluttet.

I forbindelse med at han genoptager sit arbejde på skolen, har områdechef Line Nordberg skrevet en Aula-besked til omkring 1.000 personer bestående af skolens personale og forældre.

Her oplyser hun, at undersøgelsen af tillidsrepræsentanten ”nu er nået så langt, at det ikke længere er nødvendigt, at han er fritaget for tjeneste”, men at der endnu ikke er et resultat af undersøgelsen.

”Når resultaterne foreligger, vil forvaltningen vurdere, hvad de giver anledning til”, lyder det fra Line Nordberg i beskeden på Aula.

Kristine Honoré er mor til en søn, som har savnet læreren på skolen.

”Vi er helt vildt lykkelige over, at han kommer tilbage. Han er en meget betydningsfuld lærer i 7. y. Drengene havde cola med i går, så de kunne fejre det”, siger Kristine Honoré, som er speciallærer på Ullerødskolen i Kokkedal i Fredensborg Kommune.

Forældre undrer sig også

Men også hun undrer sig over ordlyden i Aula-beskeden fra forvaltningen, hvor tillidsrepræsentanten nævnes ved sit fulde navn, og det fremgår, at han ”har været fritaget fra tjeneste i forbindelse med undersøgelse af klage om krænkende adfærd mod ledelsen på Blågård Skole”.

Den ordlyd er ”enormt problematisk”, fordi man risikerer at skabe unødige myter på skolen, mener Kristine Honoré

fsgratis
”Det er en meget kold besked. Hvorfor bliver der ikke meldt ud, at vi er glade for at have ham tilbage?" Sigrid Gravers Nielsen er mor til et barn på Blågård Skole og undrer sig over forvaltningens udmelding.

”Mange gør sig tanker, når ordet krænkelse bliver nævnt, og derfor kan beskeden gøre det sværere at komme tilbage til skolen”, siger hun og tilføjer: 

”De beskeder, der har været sendt ud om denne her sag har været få, og der har været skrevet, at han er hjemsendt som lærer, ikke som tillidsrepræsentant. Der er mange ting, man kunne kritisere i den måde, det er håndteret på”.

Folkeskolen har henvendt sig til Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, som i et skriftligt svar forklarer, hvorfor Aula-beskeden nævner, at tillidsrepræsentanten har været undersøgt for krænkende adfærd:

”Det har man kunnet læse i lærerens eget fagblad, og skolebestyrelsen har sendt link rundt til artiklerne, så det vil da være lidt underligt, hvis vi ikke også kalder det, hvad det er”, lyder det i et skriftligt svar fra forvaltningen.

’Krænkende adfærd’ kan skabe myter

Sigrid Gravers Nielsen er også forælder til et barn i 7. y. Hun mener også, at ordlyden i beskeden er forfejlet.

”Det er en meget kold besked. Hvorfor bliver der ikke meldt ud, at vi er glade for at have ham tilbage? At sagen kører, og han derfor ikke kan udtale sig. De vælger at bruge et ord i mailen som krænker. Det er et meget betændt ord i vores tid”, siger Sigrid Gravers Nielsen.

Hun er nervøs for, hvad ordvalget betyder for lærerens tilbagevenden til skolen.

”Der er ingen grund til at kommunikere på den måde. Der vil være forældre, der ikke forstår det, og det kan hurtigt blive misforstået”, siger hun.

Lærerforening: Unødvendigt at nævne lærerens navn

Formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking er glad for, at tillidsrepræsentanten er tilbage på skolen.

”Men jeg undrer mig også over den besked, der er sendt ud. Det er unødvendigt at nævne hans navn i sammenhæng med, at der foregår en undersøgelse af krænkende adfærd, som endnu ikke er afsluttet”, siger hun.

Hun mener, at beskeden kan skabe udfordringer på skolen.

”Det kunne have været håndteret meget mere hensigtsmæssigt og omsorgsfuldt i forhold til, at man skal videre på den skole. Det er vigtigt, at der nu skabes tryghed på arbejdspladsen for alle”, siger Katrine Fylking.

Redaktionen har også har kontaktet både den konstituerede leder på Blågård Skole og de tre ledere, der er fritaget fra tjeneste, efter at skolens lærere meldte de tre for krænkelser begået mod medarbejdere. De enten henviser til Børne- og Ungdomsforvaltningen eller er ikke vendt tilbage inden deadline. 

Forvaltningen oplyser til Folkeskolen, at undersøgelsen af de tre ledere er ved at blive tilrettelagt:

”På nuværende tidspunkt er det ikke besluttet, hvornår de tre ledere kan vende tilbage”, lyder beskeden fra forvaltningen.