Blågård Skole
I løbet af efteråret har både tillidsrepræsentanten og tre ledere på Blågård Skole på Nørrebro i København været hjemsendt efter beskyldninger om krænkelser. Tillidsrepræsentanten vendte tilbage til sit arbejde 10. oktober. På mandag vender også KKFO-lederen tilbage.
Foto: Orfeus/Wikipedia Commons
Nu vender en af de hjemsendte ledere tilbage til Blågård Skole
Undersøgelsen af anklager om krænkelser begået af tre ledere på Blågård Skole mod skolens lærere er nu så langt, at skolens fritidsordningsleder mandag kan vende tilbage til sit arbejde.
En af de tre hjemsendte ledere på Blågård Skole vender
mandag tilbage til sit job.
Der er tale om lederen af fritidsordningen KKFO, som sammen med skolelederen og
viceskolelederen blev fritaget fra tjeneste den 3. oktober og ikke siden har
været på arbejde siden.
Det oplyser Københavns Kommunes Børne- og ungdomsforvaltning til Folkeskolen. Hverken forvaltningen eller KKFO-lederen har yderligere kommentarer. Hun bekræfter dog, at de dele af de to
undersøgelser af anklager om krænkelser begået på Blågård Skole, som omfatter hende, nu er
afsluttede.
Sagen tog sin begyndelse sidst i august, da lærernes
faglige klub på Blågård Skole sendte en skrivelse til kommunens områdechef Line Nordberg
om problemer med arbejdsmiljøet på skolen. Herefter klagede dele af ledelsen til Arbejdstilsynet
over krænkelser begået af tillidsrepræsentanten. Og det førte til, at han blev fritaget fra tjeneste
16. september.
Kort efter klagede lærerne på skolen også til
Arbejdstilsynet over dele af skolens ledelse – også over krænkelser. Det
førte til, at skolens leder, viceskolelederen og KKFO-lederen blev fritaget
fra tjeneste 3. oktober.
I begyndelsen af november indgik Københavns Kommune et
forlig med Lærernes Centralorganisation, hvori kommunen erkendte, at
hjemsendelsen af tillidsrepræsentanten var en fejl. I samme ombæring indvilgede
kommunen i at betale en bod på 65.000 kroner, og tillidsrepræsentanten vendte tilbage til skolen.
Blågård Skole har igennem en årrække været ramt af
arbejdsmiljøproblemer. Allerede i 2018 sendte tillidsrepræsentanten et brev til
kommunens politikere, områdechefen og den daværende skoleleder om problemer på
skolen, som blandt andet omhandlede reduktioner i det pædagogiske personale og
forflyttelser.
Skolen har i de senere år haft en meget høj personaleudskiftning. Og i november stod 36 forhenværende ansatte frem i Folkeskolen med fælles kritik af den hjemsendte ledelse. Modsat tillidsrepræsentanten er ledelsen på nuværende tidspunkt ikke tilbage på skolen.
Folkeskolen har også taget kontakt til Blågård Skoles skolebestyrelsesforpersonskab,
der ikke har nogen kommentarer, før alle undersøgelser er afsluttede. Ligeledes har Folkeskolen henvendt sig til konstituerede skoleleder på Blågård Skole. Han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.