Blågård Skole

Blågård Skole på Nørrebro i København har i de seneste år været ramt af en lang række problemer med arbejdsmiljøet. I september blev skolens tillidsrepræsentant hjemsendt.

København erkender, at hjemsendelsen af tillidsmand var en fejl: Nu må kommunen betale 

Det var ikke berettiget, at tillidsrepræsentanten på Blågård Skole tidligere på efteråret blev fritaget fra tjeneste. Det koster nu  kommunen en bod på 65.000 kroner. Vigtigt, at beskyttelsen af tillidsvalgte er intakt, siger DLF-formanden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en fejl at fritage tillidsrepræsentanten på Blågård Skole på Nørrebro fra tjeneste. Det erkender Københavns Kommune nu. 

Kommunen er blevet enig med Lærernes Centralorganisation om at indgå et forlig, hvor kommunen nu skal betale en bod på 65.000 kroner.

”Når vi fritog de anklagede ansatte for tjeneste, mens en upartisk aktør lavede interview til undersøgelserne om anklagerne, så handlede det både om et hensyn til dem og et hensyn til skolens samlede drift. Vi vurderede sammen med kommunens personalejurister, at det var det rigtige at gøre. Vi må nu konstatere, at det var det ikke. Det lærer vi af, og det tilpasser vi os efter. Vi har fuld fokus på det fremtidige samarbejde og på at skabe rammen for en god skole for både børn og medarbejdere”, skriver Københavns Kommune i en skriftlig kommentar til Folkeskolen.

Forliget glæder formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking.

”Det er en meget principiel sag, fordi vi i Danmark har en Hovedaftale på arbejdsmarkedet mellem arbejdsgiver og arbejdstager om, hvordan vi samarbejder. Derfor er jeg glad for, at afgørelsen understreger, at Hovedaftalen skal overholdes. Her tænker jeg på, at tillidsrepræsentanter nyder en særlig beskyttelse. For mig at se er forliget med til at betrygge vores tillidsrepræsentanter i, at de kan udføre deres opgave uden at skulle frygte for repressalier”, siger hun.

”Det var en helt unødvendig og konfliktoptrappende handling, at tillidsrepræsentanten blev hjemsendt i første omgang”, tilføjer Katrine Fylking.

Undersøgelser af ”krænkende handlinger” er stadig i gang

Sagen tog sin begyndelse i slutningen af august, da tillidsrepræsentanten på Blågård Skole på vegne af lærerne gjorde opmærksom på problemer med arbejdsmiljøet på skolen.

Herefter meldte dele af skolens ledelse tillidsrepræsentanten til Arbejdstilsynet for krænkende handlinger, hvorefter han blev fritaget fra tjeneste, mens kommunen undersøgte anklagerne.

Sidenhen klagede også skolens lærere over dele af ledelsen til Arbejdstilsynet, ligeledes over krænkende handlinger. Den klage resulterede i, at tre ledere på skolen blev fritaget fra tjeneste i begyndelsen af oktober.

De to undersøgelser er stadig i gang, men den 10. oktober fik tillidsrepræsentanten lov til at vende tilbage til sit job på Blågård Skole. De tre ledere er stadig fritaget fra tjeneste.

DLF: ”Vi er inde at røre ved det allervigtigste”

Også formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen ”er meget tilfreds med forliget”. For Danmarks Lærerforening har det ifølge ham været vigtigt at få slået fast, at tillidsrepræsentanters beskyttelse er intakt.

”Og jeg er glad for, at Københavns Kommune skal betale en bod for i dette tilfælde at have misbrugt ledelsesretten og modvirket forpligtelsen til at fremme et godt samarbejde. Vi er inde at røre ved det allervigtigste i vores arbejdsmarkedsmodel. Tillidsrepræsentanten skal kunne påpege arbejdsmiljøproblemer uden at frygte negative konsekvenser fra arbejdsgiveren, herunder hjemsendelse. Det håber jeg, vi har slået fast nu”, siger han.

Gordon Ørskov Madsen tilføjer:

”Jeg håber også, at sagen giver Københavns Kommune anledning til at bestræbe sig på at styrke samarbejdet og tilliden. Jeg ved, at Københavns Lærerforening gennem længere tid har været interesseret i at styrke samarbejdet, så man fremover kan undgå sager som denne, der er gået helt over gevind”.