I dag er det præcis ti år siden, at regeringen med Mette Frederiksen på posten som beskæftigelsesminister greb ind i lockouten af 67.000 lærere og erstattede lærernes arbejdstidsaftale med en lov.

Nogle mener, at indgrebet, loven om lærernes arbejdstid og den folkeskolereform, som lovindgrebet var med til at finansiere, har medført et kollektivt traume blandt danske folkeskolelærere.

Men nu er der gået 10 år. Og Folkeskolen har besøgt lærerne på Amager Fælled Skole i København for at måle efterdønningerne af lovindgrebet den 25. april 2013. Reaktionerne er blandede.

"Det var en følelse af at være dybt til grin"

”Lovindgrebet og lockouten fylder meget på den måde, at det slet ikke er glemt for dem, der var igennem det”.

Sådan siger Morten Jensen, der har undervist på Amager Fælled Skole i 21 år.

Bondos tale: ”Dette er et overgreb”

”At blive lockoutet, uden at der har været en forudgåede strejke, og reelt at blive fyret fra sig arbejde og gå uden løn i fire uger, det er noget, der sætter sig, når man nu forestiller sig, at man passer sit arbejde”, siger den erfarne lærer.

Der er ikke mange af de ting, som reformens skulle ændre, der reelt er blevet ændret. Og det opgør med arbejdstidsloven, som lærerne skulle stå for, har det taget næsten ti år at få, påpeger Morten Jensen, der kalder indgrebet for en maskeret spareøvelse.

Og lovindgrebet har skam haft konsekvenser, mener han.

”Det værste er, at det har haft sådan et langt efterspil af demotivation for mig selv og de kollegaer, som jeg taler med det om. Det er virkelig et sort kapitel”, siger han.

Morten Jensen og kollegerne, der stod på slotspladsen på Christiansborg for ti år siden, var ifølge ham udmærket var klar over, at et lovindgreb var på vej. Men alligevel var det noget der sved, husker han.

”Det var jo allersidst i april, og eleverne skulle starte skriftlige prøver 2. maj, som de plejer. Vi talte meget om, at regeringen ikke skulle have noget af at have forældre og skoleelever på nakken, så det var ikke nogen overraskelse, at det kom”, fortæller Morten Jensen.

Hvorfor blev 67.000 lærere lockoutet?

”Det var ubehageligt, for det var som om, der var en køreplan, men der blev ikke talt åbent om det. Vi havde lavet bannere og stod og demonstrerede inde på Christiansborg og var dybt til grin. Vi gjorde det, fordi vi syntes, at det trods alt var vigtigt at være synlige, men det var en følelse af at være dybt til grin. Og den følelse sad i flæsket lang tid efter”, siger læreren.

Med tiden kommer fortællingen om lovindgrebet til at fylde mindre, i takt med at der kommer yngre lærere til, der ikke har oplevet det. Men skal motivationen tilbage til niveauet før 2013 skal der som minimum nogle bedre normeringer og mere forberedelsestid til, mener Morten Jensen.

Johan har ikke tænkt over lovindgrebet, siden han gik i gymnasiet

“Lockouten fylder overhovedet ikke noget for mig i hverdagen”.

Sådan siger Johan Schwaner Bendtsen. I sin studietid var han vikar på Amager Fælled Skole, og da han blev færdig med læreruddannelsen i sommer, blev han fastansat.

Da lærerne blev lockoutet og lovindgrebet senere kom, gik han i gymnasiet, og talte med sine forældre om det.

“Men jeg har faktisk ikke tænkt over det siden dengang”, siger Johan Schwaner Bendtsen.

Han er dog ret sikker på, at nogle af underviserne på læreruddannelsen har nævnt lockouten og lovindgrebet i nogle samtaler, “men det har ikke været noget mindeværdigt”, tilføjer læreren.

Ind imellem fortæller de ældre lærere om, hvor anderledes lærerfaget var engang, og Johan Schwaner Bendtsen får indtryk af, at de var mere autonomi, forklarer han.

“Men jeg synes jo, at man må bestemme ret meget selv, som det er i dag”, siger den nyuddannede lærer, der heller ikke har noget at klage over i forhold til arbejdstid.

“Der er måske en håndfuld møder, som jeg ikke helt kan se pointen i at jeg skal deltage i, men jeg synes egentlig, at jeg har masser af tid til forberedelse. Det kommer selvfølgelig an på, hvilket system man følger. I dansk har jeg for eksempel et godt bogsystem, som gør at man ikke skal opfinde den dybe tallerken selv. Så skal man bare være lidt kritisk overfor materialet. Noget er bedre end andet”, siger Johan Schwaner Bendtsen.

”Man tænker hele tiden, hvad bliver det næste?"

Antoinette Zamroud startede som lærer i 2015, kun to år efter lovindgrebet. Hun havde selv børn i folkeskolen og havde fulgt konflikten på sidelinjen.

”Jeg syntes, at det var forfærdeligt, og jeg var ærgerlig over, hvordan lærerne blev behandlet. Det var respektløst”, fortæller Antoinette Zamroud. Men hun havde en drøm om at undervise børn, og lovindgrebet skulle ikke have lov til at stå i vejen.

30 timer, der forandrede skolen

”Jeg havde en idé om, at det hele nok snart ville blive lavet om igen. Der må da være nogen i toppen, der opdager, at det her er en kæmpe joke, tænkte jeg. Det gjorde de så ikke lige så hurtigt”.

Lockouten, lovindgrebet og reformen fra 2014 har skabt en slags kollektivt traume hos lærerne, mener Antoinette Zamroud.

”Da jeg blev lærer kun to år efter indgrebet, var der en periode, hvor ufatteligt mange kolleger gik ned med stress. De havde måske prøvet at vænne sig til det det første års tid, men det var simpelthen for svært. Især for de lærere, der havde været i faget længe, var det rigtigt hårdt”, siger hun.

Hos hende fylder den tid stadig som en frygt for, at noget lignende kan ske igen.

”Man tænker hele tiden, hvad bliver det næste? Vi skal hele tiden arbejde mere effektivt og lave mere bureaukratisk arbejde, så vi ikke har tid til at forberede den gode undervisning. Så længe det er folk, der ikke har hænderne nede i mulden, der skal beslutte, hvordan vi skal arbejde, så kan jeg ikke se, at det bliver helt vildt meget bedre”, siger Antoinette Zamroud.

Nina forlod folkeskolen på grund af Lov 409 - nu er hun tilbage

Nina Leise blev så vred over lovindgrebet i 2013, at hun sagde sit job op.

Hun var ellers lige blevet færdiguddannet året før og havde kun arbejdet på en folkeskole i Humlebæk i knap et år, fortæller hun.

”Det var for svært at arbejde under de omstændigheder, som lovindgrebet førte med sig. Der var så meget vrede og frustration, og det var svært at få nogle processer i gang på lærerværelset, fordi der var denne her følelse af, at man var blevet tromlet oppefra”, siger Nina Leise.

I forvejen følte den nyuddannede lærer, at hun ofte skulle forsvare sit valg af profession overfor omverdenen, og det blev kun endnu værre med lovindgrebet.

”Lovindgrebet gjorde, at jeg blev i tvivl om, om jeg skulle være folkeskolelærer. Jeg kunne godt se, at med lov 409 blev mine arbejdsvilkår forringet, og der kom også en fortælling om, at lærerhvervet var der ingen, der gad have mere”, fortæller hun.

Læs fortællingen om lærerlockouten

Efter nogle år som efterskolelærer, en kandidatuddannelse på DPU og et job på Nationalmuseet vendte Nina Leise tilbage til folkeskolen i 2019. Vreden havde lagt sig, og meget af lovens og reformens indhold var blevet rullet tilbage.

I dag fylder lovindgrebet ikke noget særligt for hende personligt, men lærerfagets dårlige ry lider skolerne stadig under.

”Lovindgrebet fylder i skolen i dag på den måde, at der stadig er en nedarvet fortælling om, at jobbet som folkeskolelærer ikke er et godt job. Den betyder, at det er svært for os at rekruttere dygtige folk til faget”, siger Nina Leise, og mistilliden til systemet lever også endnu, mener hun.

”Indgrebet har skabt sådan en skepsis i lærergruppen. Hver gang der kommer noget oppefra fra regeringen, så bliver man som lærer meget forskrækket. Det handler om, at vi jo i bund og grund bare føler, at vi er lønarbejdere, der bare skal parere ordre, og det skabr sådan en angst for ikke at få indflydelse på vores arbejde”, siger Nina Leise, der ikke har planer om at forlade folkeskolen lige foreløbig.