Debat
Der er brug for en ny karakterskala, som ikke fokuserer på fejl og mangler og som skaber decideret sammenlignelighed mellem de europæiske lande, skriver Søren Nørgaard fra Venstres Ungdom.
Foto: Nicolai Lovgret
Debat: Indfør en fælles europæisk karakterskala
Karakterskalaen i Danmark er for upræcis og fokuserer for meget på elevernes fejl og mangler. Blandt andet derfor bør den skrottes og erstattes med en fælles europæisk karakterskala, mener Venstres Ungdom.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Den danske karakterskala har været under massiv kritik,
siden den blev indført.
Krikken handler blandt andet om, at der er for langt mellem
karakterer som 4 og 7, hvilket gør det sværere at nuancere elevens præstation.
Det er også blevet så nemt at få topkarakter, at det nærmest er blevet en
forventning for eleverne, at de får 12.
Der mangler en karakter for den ekstraordinære præstation. Derfor
begræder vi i Venstres Ungdom, at Tommy Ahlers’ ambition om en sådan karakter aldrig
blev en realitet.
Skalaen puster til perfekthedskulturen
Der er også kritik af hele ideen om, hvordan karakterer
gives, som hovedsageligt består af, at man starter på 12 når man går ind til
sin eksamen, og derfra kan handler det ellers om for ens undervisere at
fokusere på, hvad man ikke kan.
Det er præmissen for karakterskalaen, og det er om noget med
til at opretholde en perfekthedskultur, hvor det ikke handler om, hvad vi kan,
men hvad vi ikke kan.
Til sidst er der kritik af hele ideen om, at man kan vurdere
elever negativt, altså med et -3. Det er alt sammen er kritik, vi tilslutter os.
Derfor er det på høje tid at få en ny skala - og gerne på europæisk plan.
Stadig svært at sammenligne med udlandet
Da man havde debatten om den nye karakterskala, var et af
hovedargumenterne, at det skulle være nemmere at sammenligne danske karakterer
med karakterskalaer i andre lande. Men for at være ærlig, så kan det være svært
at få øje på, hvordan de nye karakterer har hjulpet på det.
Lande som Frankrig, Spanien, Tyskland, Norge har en markant
anderledes skala, end vi har herhjemme. Selvom der er lavet en million
omregningsmodeller, så synes vi det ville være bedre for gennemsigtighed og
sammenlignelighed, at man tager tyren ved hornene, og bliver enige om en fælles
europæisk skala. Fælles europæiske karakterer skaber gennemsigtighed
En fælles skala vil være med til at skabe mere
gennemsigtighed for den frie bevægelighed, idet man som studerende ville få
nemmere ved at gennemskue, hvilke krav og snit der er på de forskellige
uddannelsesinstitutioner i Europa, i stedet for at skulle have sort bælte i
Excel for at forstå omregningstabellerne.
Derfor mener vi, at det mest fornuftige at gøre, vil være at
få kæmpet en fælles europæisk karakterskala igennem. En karakterskala, som
dropper de negative karakterer, som har faglighed for øje, som ikke fokuserer
på fejl og mangler og som skaber decideret sammenlignelighed mellem de
europæiske lande.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk