Venstre fortsætter ranglistningen af landets skoler
"Det er vigtigt for os, at den her viden er tilgængelig for alle brugere af folkeskolen", siger Venstres folkeskoleordfører, Karen Ellemann. Partiet har valgt at lægge en rangliste ud på egen hjemmeside.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tidligere undervisningsminister Troels Lund Poulsen valgte i august at offentliggøre en socialt korrigeret rangliste over landets skoler. Det blev mødt af kritik - blandt andet fra Peter Allerup, der er professor i pædagogisk statistik. Peter Allerup kaldte ranglisten ubrugelig, fordi man tog en økonomisk model og overførte den direkte til skoleverdenen. Skolerådets formand, Jørgen Søndergaard sagde:
"Man kan ikke vurdere en skole ud fra et enkelt års resultater, uanset hvilken metode man bruger".
Ranglisten er nu blevet slettet af Børne- og undervisningsminister, Christine Antorini. Informationerne, der ligger til grund for ranglisten, er dog stadig tilgængelige på uvm.dk. Ministeriet præsenterer bare ikke længere tallene i ranglisteform.
Det er Venstres folkeskoleordfører Karen Ellemann, der står bag offentliggørelsen af ranglisten på Venstres hjemmeside:
Hvorfor fortsat rangliste skolerne på baggrund af bare et års karakterer?
"Vi er imod, at man skal til at fjerne de her ranglister. Vi vil gerne holde det ved lige og sikre, at man får flere års data, derfor holder vi fast i den offentliggørelse, der indtil i dag, har ligget på Undervisningsministeriets hjemmeside. Og nu vil vi fremadrettet få lignende information ved at stille spørgsmål til ministeren igennem folketingsudvalget. Så det er vores intention at have mange års tal for at kunne se et billede i det".
Det eneste Venstre gør i forhold til ministeriet er at rangliste skolerne. I må altså tillægge det værdi i sig selv at udpege de bedste og de dårligste skoler - hvilken værdi har det?
"Helt grundlæggende mener vi bare, det er forkert at tilbageholde den her information. Ranglistningen gør, at man får syn for sagen. Vi tror ikke på det gør nogen skoler bedre at tilbageholde de her informationer. Det her et vigtigt bidrag. Ikke et bidrag der kan stå alene - det er et supplement. Det er vigtigt for os, at den her viden er tilgængelig for alle brugere af folkeskolen. Derfor er det et tilbageskridt at tilbageholde den her form for information".
Den viden, du taler om, er konkret, hvor skolerne ligger i forhold til hinanden?
"Det er det blandt andet. Når man taler om de her forskellige ranglister, så er der også den liste, hvor der er korrigeret i forhold til sociale aspekter. Og den korrektion gør alt andet lige, at det er endnu mere sammenligneligt. Det er et godt supplement, og det vil vi gerne holde fast i".
Hvilken pædagogisk begrundelse er der for at holde ved ranglisterne?
"Der er det helt grundlæggende princip om, at vi ikke tror på, at nogen bliver bedre ved at tilbageholde information. Det er det, der er vores tilgang til det. Det giver vanskelige vilkår for en familie eller en elev at tilegne sig den viden, hvis de skal ind og grave i kommunens kvalitetsrapporter og så videre. Derfor er det her et mere direkte redskab til at kunne se, hvor den enkelte skole er placeret".