Efter syv år som lærer – først på en helt almindelig folkeskole og
siden i et særligt læringstilbud for 13-17-årige i regi af Ungdomsskolen i
Odense – skiftede Lonnie Warren i oktober 2020 til Social- og Sundhedsskolen
Fyn.
”Jeg savnede at udvikle mig fagligt og kunne godt tænke mig at arbejde mere
målrettet mod én retning, og jeg er stolt over at være med til at uddanne
elever på både sosu-uddannelserne og uddannelsen til pædagogisk assistent, fordi
begge grupper er så vigtige i samfundet – for vores ældre, børn og udsatte”,
siger Lonnie Warren.
De første knap tre år var hun underviser i dansk, engelsk og erhvervsrettede
fag, og siden maj sidste år har hun været en af skolens to it-pædagogiske
konsulenter.
”Jeg har altid været interesseret i arbejdet med at inddrage digitale
læringsværktøjer, når det giver mening, og det at få mulighed for at give både
elever og undervisere nogle kompetencer ud i digitale værktøjer – ud fra et
pædagogisk fokus - var lige mig”, fortæller Lonnie Warren.
Vi skaber mod og tryghed
Social- og Sundhedsskolen Fyn prioriterer både lærings- og velfærdsteknologier
højt, så eleverne dermed rustes til fremtidens arbejdsmarked, videre uddannelse
og livslang læring.
I jobbet som it-pædagogisk konsulent er en af de vigtigste opgaver at sørge for
at skabe både mod og tryghed for elever og undervisere i forhold til at gøre
brug af alt fra Studietube, robotter, til digitale plancher, podcast,
VR-briller, sprogmodeller via kunstig intelligens og meget mere.
”Vi laver jo ikke podcast her på skolen, fordi eleverne skal lave podcast ude i
hjemmeplejen, eller hvor de kommer til at arbejde. Vi laver podcast, så de kan
øve sig i at formidle viden på en anden måde, øve sig i at reflektere, og så de
bliver trygge ved at bruge digitale værktøjer og dermed hurtigere kan sætte sig
ind i andre tekniske og digitale systemer”, siger hun.
For ifølge Lonnie Warren handler det om at give eleverne så mange kompetencer
med fra skolen som muligt.
”Selvom eleverne måske ikke specifikt skal bruge alle teknologier, de benytter
her på skolen, så handler det om at gøre dem trygge, give dem modet og
indsigten til at vurdere, om det giver mening at bruge forskellige digitale
værktøjer og hvornår”, mener Lonnie Warren.
Blå bog
Lonnie Warren er 41 år.
2013: Uddannet folkeskolelærer fra UCL i Odense med dansk, billedkunst og
specialpædagogik som linjefag.
2014: Lærer på Langeskov Skole. 2015-2020: Lærer i et særligt læringstilbud i Ungdomsskolen i Odense.
2020-2023: Sosu-underviser på Social- og Sundhedsskolen Fyn. 2023-nu: It-pædagogisk konsulent samme sted.
2015-2018: Freelanceforfatter ved flere undervisningsforlag.
Før læreruddannelsen arbejdede hun flere år med salg i tøjfirmaet Brandtex. Uddannet markedsføringsøkonom.
En bred vifte af opgaver
Hun udgør sammen med - kollegaen og også tidligere folkeskolelærer - Jesper
Kristensen ”Pædagogisk IT”. De to hører under IT-afdelingen, og ved
spidsbelastning for eksempel ved studiestart hjælper de to it-pædagogiske
konsulenter også med helt basal it-support.
”På en sosu-skole har vi både de helt unge, der har godt styr på it, men også
de ældre, der har været væk fra arbejdsmarkedet i mange år og aldrig rigtig har
brugt it og computere, eller som kommer fra andre brancher. Så her ligger et
stykke pædagogisk arbejde i at gøre dem trygge ved it”, fortæller Lonnie
Warren.
Derudover sparrer ”Pædagogisk IT” med både undervisere og elever. Alle kan
komme forbi, låne udstyr, få lidt konkrete ideer samt råd og vejledning.
”Vi er også med til at udvikle særlige undervisningsforløb, hvor vi
brainstormer sammen med underviserne og understøtter det, de brænder for. Vi
kan gå ind som co-teachere, vi laver workshops for underviserne og kan også stå
for særlige valghold som teknologiforståelse. Samtidig er vi med i skolens
forskellige pædagogiske projekter”, forklarer Lonnie Warren.
Hun er vild med jobbet – ikke mindst på grund af den store variation i
dagligdagen.
”I starten var det lidt svært at gå fra skoleskema til en åben kalender, for
jeg er meget et kassemenneske, men i dag er jeg vild med variationen og den
langt større fleksibilitet”, fortæller hun.
Trækker på sin lærerbaggrund
At både hun og kollegaen har en baggrund som folkeskolelærer, ser hun som en
stor fordel.
”I vores arbejde med at skabe tryghed og mod blandt elever og undervisere
trækker vi begge på vores lærerbaggrund. Vi arbejder med en anerkendende og
differentieret tilgang, vi kan afkode de elever, vi står med og kan bruge
forskellige pædagogiske og didaktiske tilgange”, siger Lonnie Warren.
”Samtidig ved vi, hvad underviserne står med. Vi ved, hvordan man kan være
presset i sin forberedelse”, fortsætter hun.
På Social- og Sundhedsskolen Fyn er jobbet som it-pædagogisk konsulent en
fuldtidsstilling. Så de begge kan dedikere sig 100 procent til funktionen og
også har tid og mulighed for at være nysgerrige på ny teknologi og fordybe sig.
Lige nu har ”Pædagogisk IT” særlig fokus på mulighederne i kunstig intelligens
og 3D-printere.
Skolen har tre matrikler i Odense, Svendborg og Middelfart. De fleste dage er de
begge to på skolen i Odense. Én dag om ugen er Jesper Kristensen i Svendborg, én
dag hver anden uge er Lonnie Warren på skolen i Middelfart.
Høj faglighed
Som ansat på en sosu-skole bliver man del af et lærerværelse med rigtig mange
forskellige fagligheder, og netop tværfagligheden fremhæver Lonnie Warren som
et stort plus ved skiftet fra folkeskole til sosu-skole.
”Vores faglige samtaler løfter sig til et helt andet niveau, fordi vi sidder så
mange fagligheder rundt om bordet. Og jeg er stolt af at arbejde på en skole,
som er præget af en stor grad af professionalisme, fremsynethed og gejst for at
gøre vores elever så dygtige som muligt”, siger hun.
Høj faglighed og faglig stolthed er også et fokusområde i jobbet som
it-pædagogisk konsulent.
”Når vi er ude at snakke med eleverne om digitale læringsværktøjer eller
velfærdsteknologier, taler vi også om, hvor vigtige de er som sosu-medarbejdere
eller pædagogiske assistenter. De er hjerterne, de er de varme hænder, og det
er dem, der har fagligheden til at vurdere, om det giver mening at bruge et
digitalt værktøj”, pointerer Lonnie Warren.