Debat
Trods nye tider og teknologier er det mest overraskende, at eleverne i dag ofte sidder på samme måde som i sidste århundrede: Med numsen i sædet størstedelen af skoledagen, skriver de to debattører.
Foto: Alona Vibe
Skoleforsker og medieekspert: Forestil dig, at du er lærer i år 2123 - hvordan vil skolen se ud?
I dag begynder Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum under temaet 'Tilbage til fremtidens uddannelser'. Vi skal turde tage tempoet ud af skolen og besinde os på, hvad nye muligheder - herunder teknologien - tilbyder, skriver skoleforsker Andreas Rasch-Christensen og medieekspert Camilla Mehlsen i dette debatindlæg.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
'Tilbage til fremtidens
uddannelser' er temaet, når mere end 800 skolefolk, pædagoger, undervisere,
elever, embedsfolk og politikere i denne uge mødes i Skolebyen Nørre Nissum til den
10. udgave af
Uddannelsesdebatten. Her skal vi bl.a. debattere fremtidens skole og spørge os
selv, om vi skal tænke stort, og om det i givet fald betyder, at vi skal tænke
nyt?
Svaret er ja, hvis vi har
fællesskabet og didaktikken i fokus og tør sige farvel til det, vi ved, ikke
fungerer i dag. Men svaret er nej, hvis det betyder, at vi ved at tænke nyt blot
accelererer en udvikling, der på sigt skaber mindre læring, mere mistrivsel og
større ulighed for eleverne. I en digital tidsalder er det vigtigere end
nogensinde, at vi ikke lader os forblænde af de teknologiske muligheder, men bruger
dem til at dyrke den didaktik, der virker – både i fortid, nutid og fremtid.
Skolen anno 2123
Forestil
dig, at du er lærer i år 1923. Pludseligt hvirvles du ind i en tidsmaskine, der
bringer dig til en skoleklasse i år 2023. Hvad vil overraske dig mest?
Elevernes tøj eller sprog (fårk fårk fårk)? Eller måske snarere computere,
smartboards og ledningsfri telefoner? Hvis nu du kunne flyve videre til år
2123, hvordan vil skolen så se ud? Vil robotter overtage undervisningen? Lærer
eleverne med chips i hjernen? Skal du med en rumraket til Mars for at finde en
skole?
Trods nye
tider og teknologier er det mest overraskende, at eleverne i dag ofte sidder på
samme måde som eleverne i sidste århundrede: Med numsen i sædet størstedelen af
skoledagen, ofte på rækker med en lærer i centrum. Nye teknologier kommer og
går, men rækkerne består.
Hjelmen og hjernen
I
år 1900 tegnede den franske kunstner Jean-Marc Côté sin vision for fremtidens
skole: I år 2000 vil eleverne stadig sidde på rækker i et klasseværelse, men hver
elev har en hjelm på. Bordene er tomme, for eleverne behøver hverken bøger,
papir eller blyanter: En maskine sørger for, at alle informationer fra bøgerne
kommer direkte ind i elevernes hjerner gennem hjelmene. Læreren udvælger den
viden, eleverne skal have ind i hovedet, ved at fodre maskinen med bøger. Altså
overførsel af viden gennem individuel undervisning baseret på teknologi.
I dag indebærer
forestillingen om fremtidens skole - fra Silicon Valley til Shanghai - også
ofte noget teknologibaseret og individualiseret. ”Personaliseret læring” vil vi
se mere af, og det kan - som vi lige nu oplever med ChatGPT - åbne nye måder
at (sam)arbejde og lære på. Men risikoen er mere numse-til-sæde-undervisning,
som fostrer mindre samarbejde, skønt de færreste elever trives i et sådant
læringsrum.
Sociale og kommunikative kompetencer bliver
afgørende
Vi
mener, skolens fornemste opgave er at fostre nysgerrighed og læringslyst, danne
og uddanne børn og unge til en verden i hastig forandring. Og det sker ikke ved
at skrue op for hastigheden og stoppe mere indhold ind i skoledagen. Tværtimod.
Vi skal turde lade folkeskolen
komme tilbage til fremtiden ved at tillade, at lærerne får lov til at bruge
tiden på det, de er gode til, nemlig at undervise i deres fag i et fællesskab.
Vi skal turde tage tempoet ud og besinde os på, hvad nye muligheder - herunder teknologien - tilbyder.
Sociale og kommunikative kompetencer er afgørende i robotalderen,
hvor mennesker skal kunne det, maskiner ikke kan. Fremtidens skole skal være
fællesskabets skole, hvor færdigheder, viden og dannelse udvikles sammen med
andre i rammer, som lærere er ansvarlige for. Skolens formål og fag er kittet,
der holder det hele sammen.
Debattørerne deltager i Uddannelsesdebatten 2023, som finder sted i Nørre Nissum den 28. og
29. september.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk