Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

'Tilbage til fremtidens uddannelser' er temaet, når mere end 800 skolefolk, pædagoger, undervisere, elever, embedsfolk og politikere i denne uge mødes i Skolebyen Nørre Nissum til den 10. udgave af Uddannelsesdebatten. Her skal vi bl.a. debattere fremtidens skole og spørge os selv, om vi skal tænke stort, og om det i givet fald betyder, at vi skal tænke nyt?

Svaret er ja, hvis vi har fællesskabet og didaktikken i fokus og tør sige farvel til det, vi ved, ikke fungerer i dag. Men svaret er nej, hvis det betyder, at vi ved at tænke nyt blot accelererer en udvikling, der på sigt skaber mindre læring, mere mistrivsel og større ulighed for eleverne. I en digital tidsalder er det vigtigere end nogensinde, at vi ikke lader os forblænde af de teknologiske muligheder, men bruger dem til at dyrke den didaktik, der virker – både i fortid, nutid og fremtid.

Skolen anno 2123 

Forestil dig, at du er lærer i år 1923. Pludseligt hvirvles du ind i en tidsmaskine, der bringer dig til en skoleklasse i år 2023. Hvad vil overraske dig mest? Elevernes tøj eller sprog (fårk fårk fårk)? Eller måske snarere computere, smartboards og ledningsfri telefoner? Hvis nu du kunne flyve videre til år 2123, hvordan vil skolen så se ud? Vil robotter overtage undervisningen? Lærer eleverne med chips i hjernen? Skal du med en rumraket til Mars for at finde en skole?

Trods nye tider og teknologier er det mest overraskende, at eleverne i dag ofte sidder på samme måde som eleverne i sidste århundrede: Med numsen i sædet størstedelen af skoledagen, ofte på rækker med en lærer i centrum. Nye teknologier kommer og går, men rækkerne består.

Hjelmen og hjernen 

I år 1900 tegnede den franske kunstner Jean-Marc Côté sin vision for fremtidens skole: I år 2000 vil eleverne stadig sidde på rækker i et klasseværelse, men hver elev har en hjelm på. Bordene er tomme, for eleverne behøver hverken bøger, papir eller blyanter: En maskine sørger for, at alle informationer fra bøgerne kommer direkte ind i elevernes hjerner gennem hjelmene. Læreren udvælger den viden, eleverne skal have ind i hovedet, ved at fodre maskinen med bøger. Altså overførsel af viden gennem individuel undervisning baseret på teknologi.

I dag indebærer forestillingen om fremtidens skole - fra Silicon Valley til Shanghai - også ofte noget teknologibaseret og individualiseret. ”Personaliseret læring” vil vi se mere af, og det kan - som vi lige nu oplever med ChatGPT - åbne nye måder at (sam)arbejde og lære på. Men risikoen er mere numse-til-sæde-undervisning, som fostrer mindre samarbejde, skønt de færreste elever trives i et sådant læringsrum.

Sociale og kommunikative kompetencer bliver afgørende 

Vi mener, skolens fornemste opgave er at fostre nysgerrighed og læringslyst, danne og uddanne børn og unge til en verden i hastig forandring. Og det sker ikke ved at skrue op for hastigheden og stoppe mere indhold ind i skoledagen. Tværtimod. Vi skal turde lade folkeskolen komme tilbage til fremtiden ved at tillade, at lærerne får lov til at bruge tiden på det, de er gode til, nemlig at undervise i deres fag i et fællesskab. Vi skal turde tage tempoet ud og besinde os på, hvad nye muligheder - herunder teknologien - tilbyder.

Sociale og kommunikative kompetencer er afgørende i robotalderen, hvor mennesker skal kunne det, maskiner ikke kan. Fremtidens skole skal være fællesskabets skole, hvor færdigheder, viden og dannelse udvikles sammen med andre i rammer, som lærere er ansvarlige for. Skolens formål og fag er kittet, der holder det hele sammen.

Debattørerne deltager i Uddannelsesdebatten 2023, som finder sted i Nørre Nissum den 28. og 29. september.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk