Er kunstig intelligens klar til hjælpe dig i matematiktimerne? Nja...
Skildpadden Topper er den nyeste tutor fra Toptutors. Ikke i kød og blod, men drevet af kunstig intelligens. Det er en spændende idé, men der stadig er et stykke vej før Topper er helt på toppen – især når det kommer til at hjælpe med elevernes læring frem for at give dem de færdige svar.
Tutorfirmaet Toptutors har lavet en onlinetutor drevet af
kunstig intelligens. Denne anmeldelse er baseret på en betaversion, som er gratis at bruge indtil 1. november, dog med en grænse på 300 spørgsmål per måned.
Annonce:
Der er tale om et digitalt
værktøj, der er udviklet til at hjælpe elever med matematik og det første
offentlige forsøg i Danmark på at udvikle en AI-baseret lektiehjælp med fokus
på det danske pensum. Jeg har testet Topper, som tutoren hedder, sammen med en elev fra 9. klasse.
Topper er nem at komme i gang med og har en række
funktioner, der kan virke lovende for både elever og lærere. Man kan skrive
spørgsmål direkte i systemets inputfelt eller uploade billeder af opgaver, som
Topper så analyserer og giver hjælp til. I skrivefeltet er der gjort brug af
open-source værktøjet MathQuill, der gør det muligt at indtaste matematiske
symboler. Dog har vi oplevet, at dette inputfelt kan opføre sig lidt utilsigtet
når man skriver ord der indeholder matematiske symboler som "TAN" i
"standser" eller "PI" i "pige" eller bare
anvender "F" som i "funktioner".
Både grafik og layout fremstår en smule gammeldags. Det trækker ned på brugeroplevelsen og der er
også stavefejl i systemet. Et eksempel er, når inputfeltet siger
"matematik opgave" i stedet for "matematikopgave", eller
når Topper skriver om "fælles nævner" i stedet for
"fællesnævner". Det kan måske virke som småting, men den slags fejl
er med til at underminere troværdigheden
En af de største udfordringer med Topper er, at den ofte
giver svaret for hurtigt. I stedet for at guide eleverne til at forstå opgaven
og hjælpe dem med at tænke sig frem til en løsning, får man ofte bare løsningen
serveret. Heldigvis ikke på en gang, men gennem en række trin. Men det er alt
for let bare at klikke fortsæt og på den måde komme frem til svaret uden
egentligt at prøve at forstå hvorfor. Det er et problem, fordi det reducerer den læring,
eleverne får ud af at bruge systemet. I stedet for at forstå og reflektere over
deres fejl, får de blot præsenteret et facit. Min testelev kommenterede, at
det ville være bedre, hvis Topper spurgte mere ind til, hvordan man selv havde
regnet det ud og først derefter kontrollerede svaret. Denne form for
"modstand" kunne give eleverne mulighed for at lære mere af
processen.
Annonce:
Selv når man prøver at få systemet til at kontrollere svaret
og nøjes med at hjælpe med metoden er der udfordringer. Vi testede det blandt
andet med en procentregningsopgave, hvor vi regnede forkert. Topper bekræftede
vores forkerte svar, og først da vi påpegede fejlen, kom den med det rigtige
svar. Denne tendens hos sprogmodellerne til at give brugeren ret kalder man for
sykofantisme og det generelt noget man skal passe på - men når det handler om at
hjælpe med matematik er det ret kritisk. Topper formåede heller ikke at forklare, hvor vi var
gået galt med vores udregning. Faktisk fik vi den til at komme med en
fejlbesked, eller bare give det rigtige svar.
En ret spændende funktion er muligheden for at
tage billeder af matematikopgaver fremfor at skrive i tekstfeltet. Det er
især nyttigt, når man arbejder med geometriske opgaver eller komplekse
brøkopgaver, hvor det kan være lettere at vise end at forklare. Desværre
fungerer denne funktion bedst med simple opgaver. Hvis der er flere opgaver på
et billede, bliver Topper forvirret, og hjælpen udebliver.
Desuden oplevede vi udfordringer med mobilversionen af
systemet. Det fungerer ikke lige godt med alle typer mobiltastaturer,
hvilket gjorde det svært at bruge på telefonen. Da mange elever foretrækker at
bruge deres mobil til at tage billeder og stille spørgsmål, er dette et
væsentligt område, hvor Topper kunne forbedres.
Alt dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt Topper i sin nuværende form er det bedste valg for elever, der ønsker at forbedre deres matematikfærdigheder. For at teste hvor godt Topper klarer sig som specialiseret
system, prøvede vi også både ChatGPT og SkoleGPT. ChatGPT viste sig faktisk at
være bedre til at forstå, hvor eleven var gået galt, og tilbød mere detaljerede
forklaringer på fejlene. Den kunne guide eleven igennem opgaven på en måde, der
fremmede forståelsen. SkoleGPT var ikke helt på samme niveau, men leverede også
hjælp, der var mere fokuseret på at lære eleven noget, i stedet for blot at
give svaret. I begge tilfælde krævede det dog en ret grundig systemprompt.
Annonce:
Når vi forsøgte at give en opgave og selv svare, men svare
forkert, kunne SkoleGPT heller gennemskue hvad vi gjorde forkert, men
ChatGPT var faktisk ganske ferm til at komme med bud på hvor vi havde
regnet og tænkt forkert og hvad der skulle til for at få det rigtige svar,
da den første havde anerkendt at vi rent faktisk havde taget fejl.
Toptutors fortæller, at AI Tutor overholder GDPR-reglerne, men
da systemet kræver, at eleverne opretter sig med en e-mailadresse, kan det ikke
anvendes i skoleregi uden en databehandleraftale. Der ligger heller ikke
nuværende tidspunkt en privatlivspolitik på tjenestens hjemmeside eller en
oversigt over hvordan data håndteres og hvilke tjenester der driver den
bagvedliggende teknologi.
Det bliver interessant at se hvad der kommer ud af
betatesten og hvor meget bedre Topper kan blive. Det er nemlig en rigtig god
tanke at anvende en stor sprogmodel som tutor. Problemet er bare
hvordan man kan få hegnet modellen ordenligt ind, så den vedholdende vil hjælpe
uden at give svaret.
Ligesom det ikke giver den store faglige udvikling
hvis det er ens forældre eller søskende der laver opgaverne, er det også en gevaldig bjørnetjeneste hvis man bruger Topper til at lave matematiklektierne. Men kan man få den til at insistere på
hjælp uden at give svaret - og måske endda lære den at regne rigtigt når den
kontrollerer svarene - kan systemer som det blive en god hjælper i det faglige
arbejde - også mens vi er i skolen.
Annonce:
Når og hvis værktøjer som disse bliver bedre og ikke
mindst når de integreres mere med de træningsværktøjer man i øvrigt arbejder
med, bliver det rigtigt spændende, men i sin nuværende form vil jeg næsten
hellere anbefale SkoleGPT med en god systemprompt.