Coronanedlukningerne har sat skub på brugen af it i undervisningen - men typen af undervisning har ikke ændret sig, konkluderer rapporten.

Corona har gjort danske lærere bedre til at samarbejde om it

Coronapandemien er blevet kaldt for det største efteruddannelsesløft til lærerne i brugen af it i undervisningen i 40 år. Ny undersøgelse viser, at lærerne fortsatte med en øget brug af it i undervisningen, efter skolerne genåbnede.

Offentliggjort

FAKTA OM UNDERSØGELSEN

Undersøgelsen International Computer and Information LiteracyStudy - Teacher Panel (ICILS TP) er blevet gennemført i Danmark,Finland og Uruguay blandt de samme skoler og lærere, som deltog iICILS 2018.

I Danmark er undersøgelsen gennemført af Jacob H. Christensen,Jeppe Bundsgaard og Christian C. Kjeldsen fra DPU, AarhusUniversitet.

Endvidere har Morten Pettersson og Stig T. Gissel fra UCLbidraget til den endelige rapport.

Undersøgelsen er samfinansieret af Børne- ogUndervisningsministeriet og DPU, Aarhus Universitet

I den danske del af ICILS TP har 95 skoler deltaget ved at 441lærere, 80 skoleledere og 67 it-koordinatorer har besvaretspørgeskemaer.

Dataindsamlingen er blevet gennemført fra november 2020 tilmarts 2021.

De danske resultater er samlet i bogen "It i skolen undercoronapandemien", som er udgivet af Aarhus Universitetsforlag.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Programmer som Teams, Zoom og Skype blev noget, alle lærere med et slag skulle forholde sig til, da skolerne blev lukket ned i marts 2020 på grund af coronapandemien.

Det har efterfølgende været påpeget, at Danmark på skolefronten slap lettere gennem pandemien på grund af en høj grad af digitalisering af folkeskolen.

Men flere har også givet udtryk for, at fjernundervisningen blev en individualiseret og monotom undervisning med udgangspunkt i digitale portaler.

Nu har en ny undersgøelse kortlagt, hvad erfaringerne fra coronanedlukningen har betydet for læreres holdning til og brug af it i undervisningen.

Sammenligningsgrundlaget er ganske fortrinligt. I 2018 undersøgte den internationale undersøgelse Icils både elevernes it-kompetencer og lærernes brug af computere.

International undersøgelse: Halvdelen af danske lærere mener, at it forstyrrer undervisningen

Den nye undersøgelse er en ekstraordinær en af slagsen i samme regi, hvor man i perioden efter første nedlukning har spurgt de samme lærere som i 2018. 

Den overordnede konklusion er, at danske lærere fortsat er meget positivt indstillet over for brugen af it i undervisningen i sammenligning med deres udenlandske kollegaer.

"Man kunne have forestillet sig, at erfaringerne med nedlukningerne ville have betydet en dalende opbakning blandt lærerne. Men det er altså ikke tilfældet. I stedet førte de tilsyneladende til øget brug af it, også i den ordinære undervisning efterfølgende," siger adjunkt Jacob H. Christensen fra DPU, som har været national forskningskoordinator for den ekstraordinære Icils-undersøgelse.

"Det, vi kan se i undersøgelsen, er blandt andet, at der nu er større brug af it, når det handler om at understøtte kommunikationen og samarbejdet mellem eleverne. Lærerne synes også, at de tekniske rammer er blevet bedre. Og så er lærerne begyndt at samarbejde meget mere om brugen af it i undervisningen. Det er en meget positiv udvikling, at lærerne nu bruger hinanden mere".

Kan ikke sige noget om varig effekt

Jacob H. Christensen understreger, at undersøgelsen er gennemført mindre end et år efter den første bølge af corona-nedlukningerne og derfor er at betragte som et øjebliksbillede.

Derfor kan undersøgelsen heller ikke sige noget om, hvorvidt der er tale om en blivende udvikling i i lærernes brug af it og digitale værktøjer i undervisningen.

"Men en af de ting, der fremgår af undersøgelsen, er, at lærerne har fået øget deres opmærksomhed på, at eleverne opnår den fornødne computer- og informationskompetence til at kunne klare sig i en teknologidrevet verden", siger han.

Lærere: Derfor skal teknologiforståelse både have eget fag og integreres i fagene

Jeppe Bundsgaard er professor ved DPU og en af forfatterne bag rapporten. Han påpeger, at Danmark i Icils-undersøgelserne fra 2013 og 2018 ligger lavt, når det kommer til lærernes samarbejde om at bruge it i undervisningen.

"Det er i mine øjne overraskende for et land, der brøster sig af at være gode til at samarbejde og at lære af hinanden. Derfor er det absolut positivt, at det har udviklet sig i den rigtige retning mellem 2018 og 2020", siger han og tilføjer, at det øgede samarbejde har været født ud af nødvendighed:

"Der tegner sig overordnet i rapporten et billede af, at det, der udvikler sig, det er det, der har været nødvendigt for at understøtte en fortsat undervisning under nedlukningen. Når man overgår til virtuel undervisning er det nødvendigt med mere kommunikation og samarbejde - men også større brug af læringsplatforme".

Samme type undervisning

I rapporten er lærerne blevet spurgt, hvilke type digitale læremidler, de anvender.

Der viser sig en stigning i de såkaldt funktionelle læremidler som læringsplatforme og software til kommunikation. Brugen af programmer til at tegne og lave grafik er også steget. 

Men analyserne viser også, at der ikke har været en betydelig forandring i danske læreres brug af hverken de andre funktionelle læremidler eller didaktiske læremidler.

"Noget kunne altså tyde på, at corona ikke har været en game-changer i forhold til brug af digitale læremidler i undervisningen", konkluderes det i rapporten.

Coronanedlukning er en gamechanger for digital undervisning

Så at it i højere grad bliver brugt til samarbejde og kommunikation betyder ikke, at der ikke også foregår individuel portalundervisning, påpeger Jeppe Bundsgaard.

"Noget tyder på, at man fortsætter den undervisning, man plejer, nu bare endnu mere understøttet af it. Typen af undervisning ser ikke umiddelbart ud til at have forandret sig voldsomt", siger han.

Hvordan eleverne har oplevet brugen af it under og efter coronanedlukningen skal et andet, sideløbende forskningsprojekt give svar på. Men her er resultaterne ikke klar til offentliggørelse endnu.