"Det centrale for os er, at man på skolerne har den platform, der giver bedst mulig mening for medarbejderne som planlægningsværktøj. Vi er begyndt at kalde det en professionsplatform", siger næstformand i lærerkredsen Dorthe Ryom Fisker.

Aarhus Lærerforening: "Nu kalder vi læringsplatformen en professionsplatform"

Skolerne i Danmarks næststørste kommune har fra april to læringsplatforme at vælge imellem - MinUddannelse og MoMo. På den måde får skolerne en valgmulighed, mens udbyderne justerer læringsplatformene til, at flere tusinde læringsmål er blevet gjort frivillige.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nylig slog byrådet i Aarhus Kommune fast, at det er frivilligt for kommunens skoler at anvende læringsplatform. Nu har kommunen øget valgfriheden ved at stille endnu en læringsplatform til rådighed for de skoler, der måtte ønske at anvende den.

Hidtil har kommunen brugt KMD's platform MinUddannelse, og fra april har skolerne også adgang til MoMo, der udbydes af Systematic.

Det sker som led i et udviklingsarbejde i kommunen, hvor der er nedsat et forum med deltagelse af Århus Lærerforening, skolelederforeningen og forvaltningen med målet af drøfte, hvordan læringsplatformen kan blive et redskab for læreren frem for et målstyringsværktøj.

Debat: Aarhus går i spidsen for frihed til skolerne

"Det centrale for os er, at man på skolerne har den platform, der giver bedst mulig mening for medarbejderne som planlægningsværktøj. Vi er begyndt at kalde det en professionsplatform", siger næstformand i Århus Lærerforening Dorte Ryom Fisker.

"Vi har ingen holdning til, om den ene er bedre end den anden. Vores holdning er, at det værktøj, der stilles til rådighed, skal være det bedst mulige til at understøtte lærernes planlægning af undervisningen".

Har gjort platformene frivillige for skolerne

For knap et år siden søgte Aarhus Kommune om dispensation fra at bruge læringsplatformene. Undervisningsminister Merete Riisagers svar var, at det ikke er obligatorisk at bruge læringsplatformene "på en bestemt måde" - kun at indkøbe dem.

I november 2018 slog byrådet fast, at læringsplatformene er frivillige for skolerne at bruge ud over lovens minimum, som er elevplaner og uddannelsesparathedsvurderinger. Forstået på den måde, at skoleledelserne er forpligtet til at drøfte med det pædagogiske personale, om platformen er det bedste redskab til at løse opgaverne.

Aarhus: Skoleledelserne forpligtet til dialog med lærerne om læringsplatforme 

Beslutningen om at købe MoMo er taget efter, at kommunen i en periode har afprøvet læringsplatformen på enkelte skoler i et pilotforsøg. Her har tilbagemeldingerne fra lærerne, ifølge rådmand Thomas Medom (SF), været positive.

"De store læringsplatforme er skabt på et tidspunkt, hvor der var over 3.000 bindende læringsmål. Tilbagemeldingen fra lærerne er, at det bærer de stadig præg af, mens MoMo er skabt ind i en anden virkelighed", siger han og tilføjer:

"Nu har vi så en periode, hvor skolerne kan vælge mellem to læringsplatforme, mens udbyderne går i gang med at løsne op på platformenes binding til nu frivillige læringsmål".

I sommer gav regeringen og KL håndslag på, at læringsplatformene ville blive justeret inden for et år, og i december blev det skrevet ind i aftalen om det såkaldte Brugerportalsinitiativ, som læringsplatformene er en del af.

KL: Vi justerer læringsplatformene inden for et år

Aarhus Kommunes kontrakt med MinUddannelse har en værdi af 608.875 kroner om året og løber til udgangen af 2020. Indtil da vil skolerne kunne vælge mellem to platforme.

"På den lange bane skal vi naturligvis ikke betale for to platforme, så vi tager stilling til den tid om, hvilken der derfra udfases", siger Thomas Medom.