Fra loftet hænger farverige uroer med Pippi, hest og abe. Pippi kigger ned på børnene, der er samlet rundt om et stort bord. De sidder alle i kørestol. Fra hjørnet lyder fortællingen om Prop og Berta. Det er Maria, som har gang i sin iPad. Vi befinder os på en specialskole for elever med multiple funktionsnedsættelser. Siden 2010 har de fem elever i klassen haft hver sin iPad. Lærere, pædagoger, skoleledelse, aflastningshjem og forældre har lagt en stor og succesfuld indsats i at implementere iPad-brug. For eleven Maria fungerer mediet som kontaktbog, dagbog, staveplade, videoafspiller og socialt netværk.  Funktioner, hun har svært ved at undvære, da 10-årige Maria er født med mikrocefali (underudviklet hjerne) og er uden verbalt sprog.

Maria får en stemme Klokken er lidt i ni, og skoledagen er startet. Læreren finder Marias iPad frem og åbner app'en Memory book - Diary & journal (MD). Hun læser op fra den: "Maria har sovet godt...". Da læreren er færdig med at læse, klikker hun en video frem, som moderen har optaget. Det er Maria og hendes tre brødre, som spiser is. Maria har ansigtet fuld af chokoladesovs. De andre børn griner. Lærerens oplæsning er et eksempel på, at app'en MD fungerer som kontaktbog mellem skole og hjem, men den adskiller sig samtidig fra den traditionelle bog ved, at praktiske beskeder bliver suppleret med billeder og videoer fra Marias dag. Det er materialer, som hun selv kan vise frem, og herigennem fortælle om sit liv. iPad'en giver Maria en stemme at tale med.

Ekstern hukommelse i levende billeder Marias medfødte handicap betyder, at hendes hukommelse er forringet. Hun har udfordringer med at bearbejde, lagre og fremkalde oplevelser og informationer. Det kan være angstprovokerende, fordi hun er fanget i nuet. iPad'en kan skabe tryghed ved, at Maria kan se, hvad hun har lavet, og hvad hun skal lave. Marias liv får herved mere sammenhæng, fordi iPad'en fungerer som ekstern hukommelse.

Så lad dog barnet Men inden vi lovpriser iPad'en, er det helt centralt at se på, hvordan Marias lærere og pædagoger anvender funktionerne i iPad'en: De læser op fra MD samt viser billeder og videoer til de andre børn, men Maria bliver ikke altid involveret i brugen. Eksempelvis prøver hun at trykke på skærmen under oplæsningen, hvilket gør det umuligt for læreren at læse teksten. Derfor lægger læreren en hånd over Marias hænder, så hun pacificeres. Dette er nødvendigt i situationen, men det faglige personale bør overveje, hvornår de sætter scenen "Her er dit liv", og hvornår Maria får lov at iscenesætte sit eget liv. Det er væsentligt at inddrage barnet så vidt muligt, så hun ikke umyndiggøres - tænk, hvis en anden person skulle opdatere din Facebook-profil.

En plads i familien Der er mange muligheder for at bruge iPad'en på specialområdet, men det afgørende er, at netværket omkring barnet reflekterer over brugen af mediet. Via involvering af barnet kan mediet medvirke til at skabe bedre selvværd, selvtillid og synlighed. For Maria er det særlig tydeligt i hjemmet, hvor hun let bliver overset i hverdagstravlheden med tre yngre brødre. iPad'ens små videosekvenser skaber en opmærksomhed omkring og interaktion med Maria. Hele familien er samlet i den store hjørnesofa efter aftensmaden, hvor Maria viser sine videoer frem. Hendes øjne stråler, og hun griner højt, da videoen med pruttesangen kommer på skærmen. Fremvisningen giver Maria selvværd, fordi hun kan vise, hvad hun har lavet og dermed får følelsen af, at "jeg er nogen". Hun får en plads i familien ved, at hendes søskende finder hende interessant, når hun tager iPad'en frem og fortæller om sit liv. Mediet skaber således en eksistensværdi, fordi "det at kunne kommunikere gør, at jeg er".

Tid og rum hænger sammen Hver dag kommer nye mobile teknologier til, og det er svært ikke at lade sig begejstre af de mange muligheder. Et af dem er Instagram, som er et socialt netværksmedie i stil med Facebook. På Instagram lægger brugere billeder fra deres hverdag op i et online forum, som deres "venner" kan se. Meningen er, at brugerne kan følge med i hinandens liv samtidig med, at billederne udgør en personlig dagbog. Marias forældre overvejer at erstatte dagbogsfunktionen i MD med en Instagram-profil. Det vil betyde, at den mere perifere familie 200 kilometer væk kan følge med i Marias hverdag, samt at forældrene med det samme kan se de billeder, som fagpersonalet tager i skoletiden. Det er som sådan ganske smart, men der er en væsentlig detalje: Maria forstår ikke den tid-og-rum-forskydning, som eksisterer på sociale netværksmedier som Facebook og Instagram.  Forskydning forstået som at andre brugere kan se og kommentere Marias dagbogsindhold også, når hun ikke selv er "til stede". I den nuværende brug af iPad'en kan Maria følge med, fordi hun altid er fysisk til stede og kan se folks respons her og nu. Foregår den sociale interaktion asynkront, mister Maria ikke kun interessen, fordi hun ikke forstår forskydningen, men formentligt mister hun også sin synlighed, fordi billederne og videoerne ikke længere er noget, som familien samles om.

Only on my best day Som tidligere konkluderet fungerer iPad'en som hukommelse og giver Maria selvværd og synlighed. Det betyder umiddelbart, at mediet bliver en bemyndigelse for Maria, men der er også risiko for en fremmedgørelse: Videoerne, som Marias fagpersoner og forældre optager, skaber en konstrueret virkelighed, som er valgt af de voksne. Konstruktionen er uundgåelig, men problemet er, at videoerne ikke afspejler hverdagen. De voksne filmer nemlig kun, når der sker noget særligt i Marias liv. Det betyder, at Maria for eksempel aldrig har en "off-day". Hun bliver ikke kun umyndiggjort af, at det er andre, som iscenesætter hendes liv, men hun bliver også fremmedgjort i en virkelighed udelukkende fyldt af gode stunder. Netværket bør derfor medtænke iscenesættelsen og filme helt almindelig hverdagsting - endda raseriscener. Samlet set betyder det, at iPad'en er et berigende hjælpemiddel omkring kommunikation, pædagogik og på det sociale felt.  Det fordrer imidlertid, at hjælperne omkring barnet løbende overvejer, hvem mediet skal gavne. Hvordan det anvendes, og om det kunne gøres på en mere involverende måde.

Julie Daugaard er kandidatstuderende på Medievidenskab, Aarhus Universitet