Han er lærer på 18. år, er vild med at undervise. Men da lærerne blev lockoutet i 2013, var han slet ikke på skolen sammen med kollegerne. For ud over at være lærer på Hunderupskolen i Odense, er Janus Madsen også udvikler og iværksætter, så han har hele tiden travlt med at udvikle nye læremidler. Den seneste store satsning er en app til tablet. Til børn, forældre, pædagoger og lærere om små børns læsning. Eller rettere: En app, der kan bruges, når små børn nysgerrigt vil i gang med at skrive og læse. "Fra januar 2003 havde jeg fået orlov for at forfølge en drøm om at udvikle et digitalt læremiddel i mit eget navn og i mit eget firma, så jeg var travlt optaget af at arbejde sammen med forskere og med at løse tekniske problemer med at udvikle læringsapplikationen 'Skriv og Læs', som jeg nu har fået på gaden og er i gang med at videreudvikle på - både på dansk og på svensk og engelsk," fortæller Janus Madsen. Det vender vi tilbage til, men vi skal først vide noget mere om læreren Janus Madsen.

Så bankede jeg ind i praksischokket - Hvorfor valgte du at blive lærer? "Det er der mange grunde til. Det ene er måske mere eller mindre genetisk, for jeg har en del lærere i familien. Min mor er lærer, og min far er pædagog, så jeg har nok fået noget ind med modermælken. Og så har jeg haft nogle gode oplevelser med lærere, hvor jeg har tænkt, at sådan kunne jeg tænke mig at arbejde. Senere fik jeg andre lærere, hvor jeg tænkte, at det her må sgu kunne gøres bedre. Da jeg kom på seminariet, oplevede jeg for første gang at komme i gang med noget, der var interessant, og som jeg var rigtig god til. Det blev også første gang, jeg oplevede at få gode karakterer. Det havde jeg ikke været for forvænt med, og det har jo en forstærkende effekt, så jeg havde nogle rigtig gode år på læreruddannelsen." Men så mødte han praksis, og det blev uventet hårdt. For han havde forventet noget andet. "I studietiden arbejdede jeg på en døgninstitution, så jeg havde nok forventet, at det ville glide nemt, når jeg skulle over i skolen, jeg var jo vant til at omgås børn. Jeg skulle ud og redde hele skolen og lave verdens bedste undervisning, kan jeg huske. Men så bankede jeg ind i praksischokket, ligesom vel stort set alle andre nyuddannede lærere gør. Specielt den enorme tid, man bruger på forberedelse og samtidig ikke synes, at man når det, man gerne vil. Og så trætheden! Jeg var bare så træt hele tiden. I en periode overlevede jeg en tid på at stille eleverne spørgsmål fra Trivial Pursuit. Heldigvis havde jeg en kollega, en mentor, som jeg kunne græde ud ved, og som var god til at støtte og opmuntre mig. Hun rådede mig i starten til at koncentrere mig om nogle af fagene og så komme lidt lettere omkring nogle andre, indtil jeg fik mere styr på tingene. Og så kom tingene jo lige så stille, efterhånden som rutinen indfandt sig." - Du var glad for studiet og gjorde meget ud af det, men fik alligevel et praksischok. Er der noget galt med læreruddannelsen, eller er det bare sådan, det må være? "Jeg synes, at der burde være noget mere praktik. Der var ikke noget med, at man virkelig fik lov at stå alene med 20-25-26 elever. Det er noget helt andet, når man er fire studerende og en praktiklærer, det er noget langt fra virkeligheden. Så enten bør der være en følordning, hvor man er sammen med en erfaren lærer i en lang periode, eller også bør der være mere praktik, hvor man kan få lov at stå alene med udfordringerne, det ville helt klart have gavnet mig."

De materialer, jeg laver, har mere udgangspunkt i en idé end i et fag - Allerede to år efter din chokstart udgiver du dit første læremiddel, hvordan hænger det sammen? "Forklaringen er, at jeg begyndte på at udvikle materialet allerede på seminariet, eller faktisk endnu tidligere, da jeg var på højskole, hvor jeg havde en værelseskammerat, som gjorde mig interesseret i tv-serien Matador. Det tændte min interesse for danmarkshistorien, og på seminariet var det så oplagt at kombinere historieinteressen med nogle didaktiske overvejelser om, hvordan man kunne bruge Matador i undervisningen. - Dine linjefag er idræt og samfundsfag, men det er historiemateriale, du får udgivet? "Forklaringen er, at alle de materialer, jeg har lavet, har mere haft udgangspunkt i en idé end i et fag. Jeg har lavet flest læremidler til dansk og matematik, altså to fag, jeg ikke er linjeuddannet i, men jeg får en idé, og så arbejder jeg sammen med kolleger, der kender fagene. Da jeg på Hunderupskolen fik en 7. klasse, tog jeg forskellige historiske, samfunds- og danskfaglige temaer op med udgangspunkt i handlingen og de historiske hændelser, der indgår i Matador-serien. På den måde kunne jeg bruge og prøve tingene af i praksis." - Du afholder også kurser for lærere inden for historie, dansk, matematik. Altså fag, du ikke er linjefagsuddannet til. Hvad svarer du skeptikerne? "Du er ikke den første, der spørger, men der er ikke ret meget, hvis der overhovedet er noget, jeg har lavet alene. Når der er brug for helt specifikke faglige kompetencer, finder jeg nogen, der kan det, jeg ikke kan. Jeg har prøvet at læse mig til det, jeg ikke kunne, men jeg opdagede ret hurtigt, at det er meget bedre at samarbejde med nogle andre." - Hvordan får man ideer til fag, som man ikke selv arbejder med? "Jeg får nogle ideer til nogle strukturer, og da jeg som nyansat blev kastet ud i at undervise i andre fag end mine linjefag, blev jeg glad for dem og forsøgte løbende at dygtiggøre mig inden for fagene. Da jeg havde arbejdet i halvandet år, tog jeg orlov og besøgte New Zealand, som var i vælten på det tidspunkt. Jeg var fast på en skole en tid, og rejste derefter rundt og besøgte andre skoler. Der fik jeg smag for værkstedsundervisning, som jo er en ramme, man kan lægge ned over et hvilket som helst fag, så da jeg kom hjem og blev sat til at undervise i dansk, tænkte jeg, at den metode, de havde så stor glæde af på den anden side af Jorden, måtte jeg da prøve af. Det arbejdede jeg med i dansk i nogle år, og da jeg senere fik en klasse i matematik, brugte jeg også værkstedsformen der, og værksteder, der fungerede godt, arbejder jeg så videre med at udvikle, så andre kan få glæde af mine erfaringer."

I er de første i verden, der får lov til at prøve det - Hovedformålet med at være lærer er jo, at dine elever skal lære noget, hvordan passer det sammen med, at du også udvikler materialer? "Det er lykkedes mig rimelig godt at få det til at passe sammen. Når jeg havde 2. klasse, lavede jeg matematikbog til 2. klasse, det giver ikke mening for mig at sidde med 4. klasse-stof, når jeg har en 2. klasse. Man kan sige, at jeg har haft dobbelt motivation og dobbelt udbytte af det, jeg laver. Det har helt klart været med til at gøre min undervisning bedre, at jeg også skulle prøve nogle ting af. Jeg gør altid meget ud af at fortælle eleverne, at de er de første i verden, der får lov at prøve det. Jeg siger: 'Der er måske også nogle fejl i materialet, og dem skal I hjælpe mig med at finde', og de går altid til det med ildhu, for det ville jo være skønt, hvis man kunne finde en eller anden fejl i det, læreren har lavet. Forældrene har også altid været enormt positive, hvilket jeg i princippet godt kan forstå. Jeg tror, at de tænker, at det må der ligge nogle kvaliteter i, at deres børn har en lærer, der laver noget, som andre lærere også skal kunne få glæde af."

Meget læring foregår jo ved, at børn spejler sig i noget - Dit nyeste projekt, app'en 'Skriv og Læs', er tiltænkt børn, før de kommer i skole, hvordan fik du den idé? "Jeg var med i et udviklingsprojekt, hvor vi i tre børnehaveklasser brugte computere, så børnene kunne skrive sig til læsning. For nogle børn er det svært at se meningen i at lære 29 bogstaver mere eller mindre ude af en kontekst. De kendte måske bogstaverne i deres eget navn, og så kunne de lege, at de skrev historier. Det er helt på samme måde, som vi lærer at tale på. Små børn gør nogle taleforsøg, og så gentager den voksne det, barnet har sagt. Efterhånden siger barnet ordet en lille smule mere rigtigt, og når det har hørt det rigtigt nogle gange, bliver barnet i stand til at sige eksempelvis 'mor og far'. På samme måde bliver de i stand til at skrive ord som for eksempel 'jeg'. Det kan godt være, at de har lært bogstaverne, men ordet 'jeg' er jo som rigtig mange andre ord i Danmark ikke lydrette, derfor bliver de nødt til at lære ordet. Når de, under deres skriveforsøg, har skrevet 'j e g' en hel masse gange, finder ud af, at 'jeg' staves 'j e g'. Vi sørgede for, at børnehaveklasserne fik nogle fælles oplevelser. Vi tog for eksempel i Zoologisk Have, hvor de så var rundt at se på dyr sammen med en dyrepasser. Imens fotograferede jeg, og tilbage på skolen blev nogle af billederne lagt ind i en skabelon på computeren. Under billedet var der så et felt, hvor børnene kunne skrive, og derunder var der endnu et felt til voksenskrivning, hvor jeg eller børnehaveklasselederen kunne 'oversætte' barnets tekst. Og vi opdagede så, at når vi fortalte dem, at deres felt var til børneskrivning og vores felt var til voksenskrivning, så skete der for alvor noget. Når et barn kom og spurgte: 'Hvordan staver jeg til...?', så kunne jeg svare: 'Det ved jeg ikke, det er jo børneskrivning, så det bestemmer du'. Og så oplevede vi, at børnene producerede langt mere tekst, end vi tidligere havde oplevet i andre klasser.  I begyndelsen skrev de mere eller mindre tilfældige bogstavrækker, og så fortalte de den historie, de havde skrevet. Når et barn fortalte mig, at han havde skrevet: 'Her ser vi på løver', kunne jeg jo i mit felt skrive det samme - blot med voksenskrivning." - I oplevede ikke, at barnet opfattede sin version som forkert, når I havde voksenstavet det rigtigt neden under? "På ingen måde. Børnene er bestemt interesseret i at sammenligne, men så siger de: 'Åh, det der bogstav havde jeg også!'. Eller: 'De der to bogstaver havde jeg fået rigtigt. Næste gang skriver jeg det sådan'. Meget læring foregår jo ved, at børn spejler sig i noget, og voksenskrivningen neden under deres børnestavning betyder, at de kan spejle sig." - I begyndte med pc'er, men du skiftede til tablet, hvorfor det? "Inden vi gik i gang, havde jeg en idé om, at børnene var digitale indfødte, og det kan godt være, de kunne surfe på nettet og spille spil på computeren, men de var ikke skrappe til at betjene tastatur og tekstbehandlingsprogram. Der var mange, der ikke vidste, hvordan man lavede et mellemrum eller et stort bogstav, så i begyndelsen tog det en del fokus fra det at lære at skrive og læse. Derfor spekulerede jeg som en gal over, hvordan pokker jeg kunne finde frem til måder, så børnenes billeder ikke blev forvrængede, eller at det, de havde skrevet, ikke pludselig forsvandt, fordi de ikke havde gemt eller havde trykket på en forkert tast. Løsningen fandt jeg, da jeg selv fik min første iPad, som gemmer automatisk, og som også har andre funktioner, der kan støtte børns læring - for eksempel, at et bogstavs lyd kan blive sagt højt, når man trykker på tasten." Jeg var måske lidt naiv i første omgang Det blev vendepunktet på flere måder for projektet. For ét er, at en tablet principielt har alle mulighederne, det er noget helt andet at få udviklet de systemer, der gør det til en app, som kun kan det, og som barnet kan bruge intuitivt. Og når man så, som Janus Madsen denne gang gerne vil, vil klare sig uden et forlag, så hober udfordringerne sig op. "Jeg var måske lidt naiv i første omgang. For hvor jeg tidligere altid har entreret med et forlag, troede jeg, at det her var en forholdsvis overskuelig opgave, som jeg selv kunne klare. Jeg lavede en dummy, og så kontaktede jeg forskellige udviklere. Men de var dyre, og det varede længe, inden det lykkedes mig at finde en, der kom med en pris, jeg kunne komme i nærheden af. Med en bevilling fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen fik jeg etableret et samarbejde med tre læseforskere på Aarhus Universitet, DPU, som har gode erfaringer med læring i uformelle miljøer. Hvor jeg havde tænkt på målgruppen som de fem-, seks-, syv-, otteårige, rykkede vi nu helt ned til børn i treårsalderen. Helt små børn kan ikke skrive, men de kan fortælle en historie, og den kan voksne oversætte til skriftsprog. Med den tilgang udviklede vi på app'en og gik så ud i nogle småbørnsfamilier og testede materialet i en tomåneders periode. Børnenes adfærd og læring blev filmet og dokumenteret, så vi kunne studere, hvad der skete, og hvordan programmet kunne rettes til." 

Det handler ikke om at terpe bogstaver - Siger I ikke dermed, at det er forældrene, der skal overtage læseundervisningen, og at den skal ske meget tidligere? "Bestemt ikke. Faktisk slet ikke. Man kan sige, at vi blot tager konsekvensen af, at skriftsprog i dag er en naturlig del af alle børns hverdagsmiljø. Med app'en kan vi vise forældrene, at de aktiviteter, de laver sammen med deres børn, er værdifulde, og vi giver dem nogle ideer og lidt hjælp. Det handler ikke om, at man skal til at lave skole derhjemme. Det handler ikke om at terpe bogstaver. Det handler derimod om, at børn er nysgerrige og gerne vil lære. Når de sammen med deres forældre fortæller historier, får de mulighed for at skabe noget sammen, som børnene samtidig kan lære rigtig meget af. Barnet kan fortælle en historie om noget legetøj eller et kæledyr. Eller måske om noget, han eller hun har oplevet i daginstitutionen, i skolen eller hjemme hos farmor. De kan bruge nogle billeder, som måske allerede ligger i iPad'en, eller som barnet tager. De kan så skrive nogle sætninger, en lille historie, som bliver til en fin bog med forside og det hele. Det kan være, den skal sendes til mormor og morfar, eller måske til læreren eller en legekammerat. Man kan printe den ud og folde den i en lille A5-papirudgave, men den kan også sendes som e-bog. Man trykker blot på en knap, så er jeg inde i app'ens mailprogram."

Jeg kan blive helt høj i de situationer - Hvis vi glemmer idémageren og udvikleren og tænker på dig som lærer, hvad er det så, der gør, at du går hjem fra en arbejdsdag i skolen og har det godt? "Det er nemt at definere, for det er de dage, hvor det er lykkedes mig at finde et emne, nogle opgaver eller strukturer, der gør børnene så engagerede, at jeg selv bliver overflødig. Jeg kan blive helt høj i de situationer, hvor tingene bare går op i en større helhed, og eleverne glemmer alt om tid og sted og fordyber sig i det, de arbejder med. Så har jeg nået det, jeg gerne ville. Men det sker selvfølgelig ikke hver dag, skolen består ikke kun af stjernestunder." - Der er lærere, der kan komme i tvivl om, om de overhovedet burde være lærere, fordi der er ting, der ikke lykkes. "Den slags dage kan jeg heller ikke sige mig fri for. Heldigvis har der ikke været ret mange af dem, men der er selvfølgelig tidspunkter, hvor undervisningen ikke fungerer, og hvor det, man har planlagt, går i en helt anden retning. At noget ikke følger planen, kan også være en styrke, der kan ske noget nyt, spændende og helt uventet. Men det er frustrerende, når det, jeg har udtænkt og forberedt nøje, falder til jorden."

Jeg kan jo ikke sige, at min oplevelse er mere rigtig end forældrenes "Jeg har det heller ikke godt, hvis jeg ikke har forældrenes opbakning. Når forældre henvender sig om et problem, har de måske ret ni ud af ti gange, så er det nemt at sige: 'Ved du hvad, det forsøger jeg sgu at gøre bedre næste gang'. Måske er jeg konfliktsky, men jeg bryder mig ikke om de sidste ti procent, hvor vi er så uenige, at vi ikke kan tale os til rette. Hvis jeg har en idé om, hvor eleven skal bevæge sig hen, og forældrene har en helt anden opfattelse, står vi i princippet med to forskellige oplevelser af virkeligheden. Det kan være svært. Jeg kommer med min lærerfaglighed og har en hensigt med det, jeg tilrettelægger og gennemfører i undervisningen. Men jeg kan jo ikke sige, at min oplevelse er mere rigtig end forældrenes." - Det er klart, at forældre kan se anderledes på noget, hvis guldklumpen fortæller, at' Janus er rigtig streng, og det er ikke spor sjovt i hans timer'… "Jeg ved ikke, om ordet 'sjovt' er rigtigt i den forbindelse, men ordet 'meningsfuld' betyder enormt meget for mig. Børnene - og helst også forældrene - skal kunne se ideen med det, de laver.  Hvis ikke jeg er i stand til at formidle, hvad der er meningen med en opgave, er den formentlig ikke god nok." - Men selv hvis de forstår meningen med, at de skal nå fra punkt A til punkt B, skal der måske slides undervejs, og det er vel ikke nødvendigvis kun sjovt? "Jeg synes, at træning også kan være sjov, og der er ingen tvivl om, at motivationen er langt større, hvis vi ved, hvorfor vi skal fra A til B. Det gør det ikke nødvendigvis sjovt, men det giver et perspektiv for det, vi laver. Så kan eleven sige, at det ikke er verdens sjoveste opgave, men at der er en god grund til, at han skal lave den."

Det er jo et vilkår for al undervisning "Med værkstedsundervisning kan jeg differentiere i en grad, som jeg ikke kan med ret meget anden undervisning. Men der er jo det ved læringen, at den er usynlig, så i mange tilfælde kan det være svært for forældre at følge, hvorfor jeg som lærer vælger at gøre det, jeg gør. Og det bliver svært, hvis jeg ikke over tid kan overbevise forældrene om, at det er det rigtige. Jeg har altid eksperimenteret og har selvfølgelig skullet ændre på ting undervejs, når jeg oplevede, at noget ikke fungerede, det er jo et vilkår for al undervisning. Med værkstedsundervisning kan jeg have mange bolde i luften på én gang, som jeg kan udfordre det enkelte barn med, og så - pludselig - finder jeg og barnet den sti, han eller hun skal betræde for at lære tingene bedst og hurtigst. Hvis forældre ikke har tillid til, at de processer giver resultater, har vi en svær konflikt."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk