Anmeldelse:

En bog til superlæserne

Der er masser af letlæsningsbøger, men hvad med bøger til de virkelig gode begynderlæsere? Her er et bud, som trods en lidt tam historie, udfylder en hul i markedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fakta:

Valdemar og killingen

Forfatter: Pia Ryding

150 kroner. Får også som E-bog for  97,25 kroner.

72 sider

Serie: Læs svært

Forlaget Super

Pia Ryding har skrevet en lille ”læs svært-bog ” til superlæsere i indskolingen. Der følger en lærervejledning og et hæfte med opgaver med. Valdemar og killingen har ti kapitler og handler om to børn, deres forældre og familiens kæledyr.

Familiemedlemmerne har hver især deres daglige pligter. Børnene går i skole og forældrene på arbejde. Storesøster Stine og Valdemar følges ad i skole. Stine er ofte irriteret på Valdemar. Hun syntes altid, han er for langsom. En dag på vej til skole hører de en pibende lyd. Lyden kommer fra en hæk. Inde i hækken finder de en kattekilling.

På vejen hjem fra skolen beslutter Valdemar at tage killingen med hjem. Han kan se, at den har en skadet sin ene pote. Hjemme venter familiens hund, som Valdemar skal ud og at lufte. Valdemar må derfor lægge en plan, så hans hund ikke kommer for tæt på killingen. Han er en omsorgsfuld og klog dreng. Han parkerer killingen i en skuffe på sit værelse og lokker deres undulat tilbage i sit bur. Valdemar skjuler kattekillingen, fordi han ved, at Stine ikke kan lide dyr, og hans mor ikke vil have flere dyr i huset. Men historien ender godt, og alle besværlighederne bliver løst.

I bogen er der med mellemrum en side med et fint farvebillede og en faglig forklaring af et dyr, der bliver omtalt. Teksten er ganske vist markeret med en særlig typografi, men det forstyrrer læsningen af historien og jeg kan være bange for at læseren taber tråden med afbrydelsen. Det er en god idé at kombinere den skønlitterære tekst med en faglitterær på et sted, hvor en nysgerrighed bliver vakt. Men er det måden at gøre det på? Skulle det faglitterære islæt i stedet være lagt ind i teksten - faren er så selvfølgelig, at fortællingen bliver for tung.

Måske er selve historien om Valdemars genvordigheder lidt kedelig. At læse om en dansk familie, der bor i hus og have og har traditionelle kønsroller, er der ikke meget nyt og spændende ved. Valdemar og faderen virker fornuftige og rolige, mens søsteren og moderen er irritable i forhold til rod og manglende oprydning. Problemstillingen er velkendt, men genkendeligheden fra barnets egen verden kan også være en styrke.

Opgaverne til fortællingen er udfordrende og lægger op til at undersøge. Eleven skal undersøge, hvad et argument og en påstand er, om klassekammeraterne har kæledyr og om de har rørt eller holdt et dyr? Der er mulighed for at lege med ord, skrive dem forfra, bagfra og lodret og gætte, hvad der er rigtigt eller forkert.

Bogen forener trods udfordringerne indskolingsniveauet og den særlige målgruppe af superlæsere.