Lance Luscombe er tidligere blevet hyldet af sine ansatte for "verdens bedste ledelse". I mandags opsagde han jobbet som skoleleder på Bredagerskolen, fordi han ikke længere kunne se sig selv i spejlet.

”Verdens bedste” skoleleder sagde op på landsdækkende tv:
”Hvis vi lægger røgslør over virkeligheden,
hjælper vi ikke børnene”

Lance Luscombe smækkede med døren, så det kunne høres i hele landet, da han mandag opsagde sit skolelederjob foran DRs rullende kamera. Han håber, at flere vil stå frem og fortælle om virkeligheden i folkeskolen.

Offentliggjort Sidst opdateret

”Ulla, du skal vide, at det er ikke et Vejle kommune-problem. Det er et nationalt problem”.

Sådan lød det mandag morgen, da skoleleder Lance Luscombe valgte at forlade jobbetBredagerskolen i Jelling.

På usædvanlig vis blev skolelederens professionelle afsked optaget af en fotograf fra TV-avisen, og i onsdags kunne danskerne derfor se Lance Luscombe i familiens grå sofa i Jelling med albuerne hvilende på lårene og mobiltelefonen ved højre øre i gang med at sige op.

Danmarks Radio var inviteret indenfor i det særlige øjeblik, fordi Lance Luscombe med sin opsigelse vil sende en hilsen til Christiansborgs politikere.

”Jeg har haft det dårligt med, at jeg ikke både kan overholde skolens budget og lovgivningen på samme tid. Som skoleleder er jeg jo både sat i verden for at børn trives og lærer noget fagligt, men også for at holde et budget for en skole”, siger Lance Luscombe.

Og de to ting kan ikke forenes, som den politiske virkelighed ser ud i dag, fortæller han. Inklusionsopgaven er for stor, og midlerne er alt for , lyder den korte forklaring.

Støttebehovet er eksploderet siden 2017

Som alle andre folkeskoler er Bredagerskolen forpligtet til at give ni timers støtte om ugen til de børn, som kommunens psykologer vurderer, har særlige behov. Og dem er der kommet så mange af, at skolen har kørt med et underskud på to millioner de seneste fire år.

Antallet af børn, der har brug for støtte, er steget eksplosivt, og det kan man se lokalt på Bredagerskolen. I 2017 udmøntede vi 38 støttetimer om ugen på skolen, og i år udmønter vi 215 støttetimer om ugen, fordi vi på skolen lige nu har 30 børn, der har behov for støtte”, siger han og tilføjer,

”Det er jo et landsdækkende problem. Der er et antal børn med støttebehov i skolen, som der aldrig har været tidligere, siger skolelederen, der mener, at skolernes dårlige økonomi blandt andet skyldes det budgetloft, der er lagt ned over kommunerne.

Indbakken er nærmest gået ned

Efter opsigelsen blev offentliggjort i den sene TV-avis onsdag aften har Lance Luscombe fået reaktioner fra skolelederkollegaer fra hele landet.

”Min indbakke er nærmest gået ned siden i går, og det er blandt andet rigtig mange skoleledere, der har skrevet til mig. Nogen har skrevet, at de godt kender problemstillingen, og at de udmønter heller ikke den støtte på skolen, som de skal. Og der er også skoleledere, der skriver, at de selv overvejer at sige deres job op. Så det er tydeligt, at denne her dagsorden er rigtig vedkommende for mange af mine kollegaer”, siger Lance Luscombe.

Han håber, at hans tv-transmitterede opsigelse kan få andre skoledere til at stå frem.

”Jeg håber, at det her kan få flere til at komme på banen og fortælle om, hvordan virkeligheden er ude på folkeskolen. Hvis vi går og lægger røgslør over virkeligheden, hjælper vi ikke børnene. Vi skoleledere er et meget loyalt folkefærd, og derfor skal der rigtig meget til, før en skoleleder offentligt begynder at udtrykke den bekymring, han eller hun kan have. Og jeg håber, at det her kan være med til at skubbe til nogle andre, så vi kan få en åben debat om tingene”, siger han.

Og opsigelsen har allerede fået reaktioner fra Christiansborg.

I en artikel på dr.dk får Lance Luscombe svar fra Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der fremhæver, at regeringen allerede har sat mange penge af til inklusion, og på Facebook møder Luscombe opbakning fra Radikale Venstres Lotte Rod.

“Lige nu er det stadig op ad bakke at gøre børn og skole til det vigtigste i valgkampen. Lance gør en forskel. Det kan du også gøre ved at dele opslaget og kræve, at vi får en stor børneplan (hjerte-emoji)“, skriver Lotte Rod.

Arbejdede over 50 timer om ugen

Frustrationerne over det, som Lance Luscombe kalder for en uløselig opgave, er ikke den eneste grund til at han forlader Bredagerskolen.

Arbejdspresset var blevet for massivt, fortæller skolelederen.

Jeg møder kvart over syv hver dag, og jeg går tidligst fra skolen klokken fem. Nogle dage går jeg også senere, fordi der er aftenmøder, og så har jeg en fast arbejdsdag om søndagen. Det er sådan virkeligheden er for en skoleleder. Og dér kan jeg mærke på mig selv, at det kan jeg ikke blive ved med at holde til”, siger han.

Den inklusionsudfordring, som lærere og pædagoger oplever som et pres i deres arbejdsliv, oplever Lance Luscombe også som øverste leder, fortæller han.

”Jeg har jo også flere møder, som jeg deltager i sammen med personalet, med skolepsykologer, socialfaglige rådgivere og så videre. Ledelsen skal være øverste tovholdere for handleplaner, og vi har en sparringsfunktion overfor vores personale i forhold til de her børn, som vi inkluderer. Med alle de her opgaver ovenpå lokale og nationale strategier og andre opgaver, som bare er vokset eksplosivt i antal igennem de seneste år, er det jo svært at få en arbejdsuge, der bare minder om 40 timer”, siger han.

De kaldte ham “Verdens bedste”

For den gennemsnitlige seer af tv-avisen er Lance Luscombe muligvis blot en tilfældig skoleleder, men i skoleverdenen har skolelederen fra Jelling flere gange tiltrukket sig positiv opmærksomhed.

Han kom til Bredagerskolen fra en stilling som skoleleder Smidstrup-Skærup Skole i Fredericia.

Her var samarbejdet mellem skolens tre ledere og de ansatte så godt, at Lance Lucombe og hans to lederkollegaer en morgen i marts 2015 blev modtaget af personalet med rød løber, klapsalver og et banner, hvor der stod “Godmorgen til verden bedste ledelse”.

“De viser hele tiden, at de sætter stor pris på personalet på skolen, og vi har været rigtig meget igennem sammen. Derfor ville vi også gerne gøre noget ekstraordinært for dem”, sagde skolens tillidrepræsentant dengang til Folkeskolen.

Da Lance Luscombe i 2018 blev leder af Bredagerskolen, var forventningerne derfor også store.

Dengang sagde han til Folkeskolen:

"Jeg er nok den type, som helst skal udfordres, og hvis tingene går hen og bliver for meget rutine og dagligdag, så dør jeg lidt i det. Jeg skal virkelig bruge mig selv i mit arbejde. (...) Hvis jeg selv skal udvikle mig som leder, skal jeg ud på tynd is og bruge helt nye sider af mig selv, som jeg ikke har prøvet før".

Skolelederen blev da også hurtig kendt for netop at bruge sig selv.

Under corona-nedlukningen skabte det en del opmærksomhed, da Lance Luscombe i løbet de første måneder af 2020 sendte humoristiske og opmuntrende videobeskeder til forældre og personale fra hjemmearbejdspladsen i sit køkken.

"Lige nu er der så meget, der er sørgeligt. Vi har også en forpligtelse til at holde humøret højt. Vi bliver nødt til at smile. Der er meget, der handler om død og økonomisk krise, som man ikke bliver opløftet af”, sagde han til folkeskolen.dk.

Har ingen planer for fremtiden

I denne uge blev det så landskendt, at Lance Luscombe efter tolv år som skoleleder har nået grænsen for, hvor meget han havde at give af.

Han ved endnu ikke, hvad der skal ske, når han stopper på Bredagerskolen efter nytår.

Sidste år stillede han til kommunalvalget op for Radikale Venstre i Vejle Kommune, men blev ikke valgt ind. Og spørger man ham selv, har han ingen ambitioner om at gå ind i politik igen.

“Det bliver helt sikkert ikke en mulighed. Jeg lærte, at politik ikke altid er kønt, og så har jeg for øvrigt lovet min kone ikke at stille op. Jeg kender flere politikere, der er blevet skilt, efter at de gik ind i politik, og jeg elsker min kone meget højt".

Tanken om at blive højskoleforstander har strejfet Lance Luscombe, men ellers har han ikke tænkt så meget på fremtiden endnu.

I første omgang er det nok huset i Jelling, der kommer øverst på den afgåede skoleleders todo-liste, vurderer han.

"Når jeg kommer hjem til konen, har hun sikkert masser af idéer til, hvad jeg kan få tiden til at gå med. For jeg skylder nok på fronten med huslige sysler. Men ellers er jeg meget åben. Jeg har haft mange jobs i mit liv, og jeg tror, at jeg kan finde interessen i meget forskelligt arbejde”, siger Lance Luscombe.