Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Det har vi ikke, og det får vi ikke - det er en dille,” sagde fotohandleren, da vi kom for at købe et af de nye digitalkameraer tilbage i 2008.

Og han havde jo faktisk ret, den gamle fotohandler. Ingen af os havde forudset den revolution, der kom med iPhonen få år efter. Godt nok er det længe siden, jeg har afleveret en rulle film til fremkaldelse, men digitalkameraet har også ligget i skuffen i snart mange år.

Nu er det dog kommet til ære og værdighed. Min datter på 22 år har med stor begejstring støvet det af. Hvorfor? Jamen det tager angiveligt meget bedre billeder.

Den samtale, min datter og jeg havde, da jeg skulle forstå, hvorfor billederne var bedre, gav mig nogle aha-oplevelser; det handler ikke om skarphed og filtre, det handler om, at folk ser ægte ud på billederne. Sådan som man ser ud, når man ikke er bange for at blive live-streamet eller lagt op på andres sociale medier. I går havde hun taget kameraet med på pub-crawl for at kunne tage ’ægte billeder’, og det var et stort hit, måtte jeg forstå.

Lillesøster ønsker sig i samme ånd et Instax-kamera, som kan spytte små billeder i tvivlsom opløsning ud.

Vi fotograferer børn og unge konstant

De unge har mærket det. Så mangler vi bare os andre. Der har de seneste uger været flere artikler om skoler, der har lavet forsøg med at fjerne børn og unges telefoner i undervisningstiden. De bedste, synes jeg, er dem, der har involveret de unge i beslutningen samt arbejdet med gode alternativer til, hvad man kan lave i frikvartererne, når man ikke kan sidde med en skærm.

Men hvornår tør vi tage samtalen om, at vi voksne fotograferer børn og unge hele tiden? Jeg tænker på luciaoptog, opvarmning til motionsløb og skole-musicals, hvor der er en skov af oprakte mobiltelefoner, der peger på børnene. Og jeg er bevidst om, at vi som skoler er begyndt at se gode undervisningsaktiviteter som ’content’, der skal fotograferes/ filmes og lægges på skolernes Facebook-side eller Aula.

Når jeg taler med børnene i indskolingen om sociale medier, og hvad man må og ikke må med billeder, er noget, der fylder meget hos de mindre elever, at de voksne fotograferer dem tit, og at man ikke må sige nej til at blive fotograferet og lagt på Facebook. Jeg kan forstå, at især vi mødre ikke tager et nej for et nej. ( Jeg har selv været igennem en hård opdragelsesproces fra mine døtre, så jeg fik fjernet de fleste børnebilleder af dem fra mine sociale medier og fik lært at bede om samtykke, før jeg lægger billeder op).

Rektor Henrik Stokholm fra Nyborg Gymnasium var på besøg i podcasten Brinkmanns briks i sidste uge. Han har i forbindelse med sin indsats for bedre trivsel så fine pointer om, at vi voksne skal starte med at kigge på os selv, når vi snakker unge og mistrivsel i stedet for at give de unge mennesker gode råd om at ”kigge udad og tænke mindre over tingene”.

De samtaler, jeg har med børn og unge, er tit de bedste og mest lærerige samtaler, jeg har.

Hermed en opfordring til, at vi voksne begynder at lytte og lære af de unge, og forholde os til vores eget brug af telefoner og sociale medier.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk