Bevægelse

Flere folkeskoler opfylder kravet om 45 minutters bevægelse om dagen end i 2022.

Flere skoler opfylder bevægelseskravet, som snart forsvinder

Ny undersøgelse viser, at 59 procent af landets folkeskoler svarer, at de lever op til lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse. Både Dansk Skoleidræt og Danske Skoleelever ærgrer sig over afskaffelsen af kravet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Skoleidræt opfylder 59 procent af folkeskolerne lovkravet om 45 minutters bevægelse om dagen. 

Det er en stigning fra de 48 procent, som var resultatet i 2022. Men tilbage i 2017 svarede 68 procent af skolerne, at de levede op til lovkravet.

At der tilsyneladende er en positiv udvikling glæder generalsekretær i Dansk Skoleidræt Bjørn Friis Neerfeldt. 

”Det er et årtis målrettet indsats, som så småt bærer frugt”, siger han i en pressemeddelelse.

Kravet om 45 minutters daglig bevægelse blev indført med folkeskolereformen i 2013, men i forbindelse med forårets nye skoleaftale blev partierne i folkeskoleforligskredsen enige om at afskaffe kravet. 

Det ærgrer Bjørn Friis Neerfeldt. Han mener, at lovkravet har været en løftestang for at bringe bevægelse på skolernes dagsorden.

”Vi oplever, hvordan skolerne tilgår området mere og mere struktureret og målrettet, og at både kommuner og skoleledelser tager ansvar og sætter en tydelig retning”, siger han.

Elevformand: Stort svigt at afskaffe lovkravet

Dansk Skoleidræt er ikke de eneste, der har været glade for lovkravet. 

Caroline Helene Hermansen, formand for Danske Skoleelever, peger på, at det at få lov til at bevæge sig gør det lettere at klare en hel skoledag.

”Det var en kæmpesejr for os, da kravet om 45 minutter blev indført. Så vi ser det som et stort svigt, at politikerne nu fjerner lovkravet”, siger hun til Ritzau.

”Før kunne vi banke i bordet og sige til vores lærere, at vi har ret til bevægelse. Det bliver sværere nu. Selv om alle ved, at det er vigtigt for undervisningen og koncentrationen og for at få det optimale ud af dagen”, fortsætter hun.