En overrasket prisvinder kommer ind i Vemmelevhallen, hvor elever, kollegaer og gæster står klar med hyldest efter alle kunsten regler. Bag Jette Bostrup Jensen ses skoleleder Emil Krapper.Foto: Handibal Klok/Dansk Skoleidræt
Landets sejeste idrætslærer har "en unik relationskompetence"
Jette Brostrup Jensen fra Vemmelev Skole i Slagelse Kommune blev i dag overrasket af alle skolens elever og lærere ved en ceremoni i hallen, hvor hun modtog titlen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2022.
Det er en tydeligvis oprigtigt overrasket Jette Brostrup Jensen, der modtager nyheden om, at hun er blevet kåret til Danmarks sejeste idrætslærer 2022.
Annonce:
Det sker ved, at hun træder ind til hyldest i Vemmelevhallen, der ligger ved siden af Vemmelev Skole, hvor hun til daglig er idrætslærer.
Alle skolens elever og lærere er samlet og klar til at fejre hende efter alle kunstens regler.
Selv Slagelses borgmester Knud Vincents (V) er kommet for at holde tale. Han holder den kort, men får klart slået fast, at han er stolt af, at Danmarks sejeste idrætslærer arbejder i hans kommune.
Jette Brostrup Jensen tager pokalen, der følger med titlen, og løber ud mod tilskuerrækkerne, hvor elever og kollegaer sidder.
Annonce:
Til et kæmpe jubelbrøl bliver flere guldkonfettirør udløst, mens Abbas 'The Winner Takes It All' brager ud af hallens højttalere.
Troede hun skulle til møde
Selv om Jette Brostrup Jensen på forhånd vidste, hun var blandt tre nominerede til prisen, havde hun ingen anelse om, hvad der ventede, da hun trådte ind i hallen.
Skolelederen Emil Krapper havde bildt hende ind, at hun skulle til et møde med elevrådsformændene om åben hal i frikvarterne, og at de skulle ned at se på idrætshallen.
Annonce:
Undervejs nåede hun at tænke, at mødet godt nok blev trukket i langdrag, og da de kom hen til hallen bemærkede idrætslæreren til skolelederen, at nogen havde glemt at låse døren, fortæller hun.
"Jeg har da tænkt på, hvordan jeg skulle reagere, hvis jeg vandt. Men nu kan jeg ikke engang huske, hvad jeg gjorde. Jeg blev bare overrasket", siger den stolte prisvinder, der anser hæderen som en anerkendelse af et fag, hun har kæmpet for i mange år:
"Bevægelse er ikke bare bevægelse. Det er et meget vigtigt fag, og jeg har så mange dygtige kollegaer, så det er godt, der kommer noget fokus på, at vi kan meget mere end bare at spille fodbold".
For Jette Brostrup Jensen er det vigtigt at have en god relation til eleverne, fortæller hun.
Annonce:
"Når relationen er der, kan man få både de dygtigste og de svageste til at yde deres bedste. Jeg gør meget ud af at, at det ikke kun er gymnasten, der kan slå en dobbelt-salto, som kan få et 12-tal. Det er også dem, der er gode til dans eller har andre kvaliteter".
Skoleleder: Hun ser det enkelte barn
Eleverne går så småt tilbage mod skolen, hvor der venter fastelavsboller. Et par af de ældre elever fejer konfetti sammen i udkanten af håndboldbanen, som i dagens anledning har måttet betrædes med udendørssko.
Det ville alligevel blive en for stor logistisk udfordring at få så mange mennesker ind og ud af hallen og banen, hvis alle også skulle have fodtøj af og på, fortæller skoleleder Emil Krapper.
Annonce:
Men lidt snavs på halgulvet tager han gerne med, når der byder sig en mulighed for at fejre en af "hverdagens helte":
"Jette er supersej og virkelig dygtig. Hun har en unik relationskompetence. Hun formår at få alle inkluderet i sin undervisning, uanset hvad hun laver, og uanset hvor dygtige eleverne er. Hun ser det enkelte barn og er på den måde forbilledlig".
Hvad betyder det for jer som skole at få prisen?
"Vi har mange dygtige og seje idrætslærere, og det er et boost til hele skolen. Det er en anerkendelse af, at det vi laver, er det rigtige. Vi er certificeret idrætsskole under Dansk Idrætsforbund og har arbejdet indgående på det i tre år".
"Vi har udvidet timetallet i idræt, og det har vi, fordi vi tror på, at idræt kan understøtte læring og trivsel. Vi har ikke fokus på talentudvikling, men på at idrætsfællesskaber giver øget læring og trivsel".
Skole OL kårede i samarbejde med DIF og Dansk Skoleidræt første gang i 2019 Danmarks Sejeste Idrætslærer. I år kiggede juryen efter en lærer, der giver eleverne en motiverende og meningsfuld undervisning, hvor sjov, motorik og sociale færdigheder går hånd i hånd.
Målet med prisen er at skabe større anerkendelse af idrætsfaget og sætte fokus på, hvor vigtigt idræt er for børn og unges både fysiske, psykiske og sociale udvikling.
Et ekspertpanel med repræsentanter fra Skole OL, DIF og Dansk Skoleidræt har ud fra knap 400 indstillinger udvalgt tre nominerede og har også valgt, at Jette Brostrup Jensen skal vinde prisen.
De to andre idrætslærere, der var med i opløbet om at vinde prisen, var Ida Scheving Nielsen fra Krogårdskolen i Greve og Lene Steensgaard Meier fra Humlehøj-Skolen i Sønderborg.