At være ung er ikke et spørgsmål om alder, men om tilgangen til tilværelsen. Derfor er det heller ikke overraskende, at Unge Pædagoger markerer sit tidsskrifts 75-års fødselsdag med udgivelsen af en ny bogserie: "Forskning til skolen".

Den første publikation handler om den måde, skolen har skabt elever på i seks markante perioder af de 200 år, den har eksisteret; altså også en markering af skolejubilæet. Nu kan man fundere over, om vi ikke er ved at nå et foreløbigt mætningspunkt, efter at skolehistorien har fået sit imponerende fembindsværk fra Aarhus Universitet, sin lærerhistorie fra Thorlkild Thejsen og Keld Grinder-Hansens 1000 års lærerhistorie.

På en måde må svaret være: Jo. Og så alligevel: Nej!

For Claus Munch Drejer formår i sin beskrivelse af, hvordan skolen til forskellige tider har haft forskellige hensigter med undervisningen og dermed har stræbt efter at skabe forskellige elever, at trække nogle linjer, der på én gang viser en udvikling og en form for gentagelse.

Han identificerer seks forskellige elevfigurer – eller transformationer, som han betegner dem: den objektiverede lærling (1822-1850), den regulerede elev (1880-1910), den individuelle elev (1920-1930), det myndiggjorte barn (1960-1990), barnet, der er myndiggjort til livslang læring (1990-2000) og endelig præstationseleven (2003-2010).

I sine undersøgelser af de enkelte perioder inddrager han blandt andet lovgivning, faglig debat, samfundsforhold, hygiejne og arkitektur, og han har den franske filosof Michel Foucaults begrebsverden om især magt, viden, substantivering og objektivering som sin forståelsesmaske.

Dette tankesæt og den anvendte metode gør han rede for i kapitel 2 og 3, og det er tung, tung læsning. Selvfølgelig hører det den videnskabelige afhandlingsgenre til, men når man vælger at udgive en bog, der skal bringe forskningen frem til skolens kommende eller nuværende brugere, så virker en sådan indledning som en dræberstrategi. Efter min smag burde sådanne indledninger fra videnskabelige afhandlinger ikke tages med i en bog, der har som sit ærinde at formidle forskning. De burde erstattes af en kort begrebsafklaring – eller i det mindste en advarsel imod at betræde minefeltet, for eksempel: Gå direkte til kapitel 4, og hvis der er termer, du ikke helt forstår, så læs Wikipedia-opslaget om Michel Foucault.

Og det er vigtigt ikke at falde fra, for de kapitler, der analyserer og beskriver de ovennævnte epoker, er interessant læsning ikke mindst anskuet som en slags udviklingshistorie. I skolens spæde begyndelse adskiller undervisningen sig markant fra eftertiden, idet læreren har ringe kontakt med eleverne; undervisningen foregår via de dygtigste elever, lærlinge, som overvåges af læreren, står for undervisningen.

I løbet af de øvrige epoker sker der en udvikling af lærer-elev-forholdet fra læreren, der overvåger klassen, over fokus på eleven som individ og efterfølgende myndiggørelse af eleven til at begå sig i et foranderligt samfund til eleven, der skal præstere fagligt.

Beskrivelserne afdækker en række sammenhænge, som kan bidrage til en aktuel diskussion om det menneskesyn, vi trækker ned over børnene, når vi i skolen skaber elever. Således er der påfaldende sammenfald imellem bestræbelserne på at regulere eleverne i perioden 1880-1910 og det, vi gør i dag. Faglighed, klasserumsundervisning og sundhed var grundpiller, akkurat som det gælder for præstationseleven i 2003-2010. Det står klart, at interessen for eleven som et menneske i udvikling er afløst af en satsning på eleven som fagligt ydende: Fagene er så at sige skubbet ind som en indsnævring af lærer-elev-relationen.

Forunderlig er de to epokers kraftige fokusering på sundhed. Omkring år 1900 skyldtes behovet for bedre hygiejne kummerlige boligforhold, mens usundheden i dag vel nærmest har et modsat udspring.

Paradoksalt er det også, at udviklingen af test oprindeligt – og det vil sige i 1920-1930 – havde til formål at danne sig et billede af det enkelte barn, mens test i dag har erobret et langt større interessefelt.

Bogen siger ikke så meget nyt, men måden, forfatteren angriber, analyserer og præsenterer stoffet på, kaster et interessant lys på vores skoles produktion af elever gennem historien – et lys, der kan give enhver med interesse i dagens skole anledning til at reflektere over, hvad det er, vi har gang i med de børn, der skal gøres til elever.