Spil dansk dagen er den 30. oktober.
200 klasser indsendte forslag til skolesang
Søren Rasted har lavet melodien, og 200 skoleklasser har kommet med bud på teksten. Et dommerpanel har nu flettet de bedste bud på tekster sammen. Den nye skolesang skal bruges som fællessang på Spil Dansk Dagen den 30. oktober.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Broer danner fællesskab/Fra ø til ø/Ingen her skal snuble/Ingen her må falde/Kom og læg din farve i et fælles maleri," lyder det i Danmarks nye skolesang 2014. Sangen er allerede blevet spillet på P4.
"Vi tog de bedste dele fra en række bidrag og lavede et patchwork-tæppe ud af det, og det kom der en sjov tekst ud af. Der var et gennemgående tema fra de skoler, der deltog, og det handlede om fællesskab, sammenhold og at man ikke skal glemme de svage og de små," siger Søren Rasted til P4.
Den færdige tekst blev sammensat af bidrag fra klasser på følgende skoler:
Ingstrup Trivselsskole i Løkken (4. og 5. kl.), UCS10 i Skanderborg (10. kl.), Sdr. Jernløse Lilleskole (5. kl.), Sorø Privatskole (2. og 4. kl.), Nr. Lyndelse Friskole (8. kl.), Tandslet Friskole (7. - 9. kl.), Nysted Skole (5. kl.) og Bjedstrup Skole (4. kl.).
Danmarks nye skolesang 2014 er skabt i fællesskab mellem Spil Dansk og DR P4. Sangen kan høres og tekst og noder kan downloades på spildansk.dk. Projektet sker i anledning af 200-året for den danske skole.