På mandag kan uddannelsesstationen i Helsingør igen byde velkommen til nye lærerstuderende.
Foto: jacoblund/istock
Ikke nok sidste år, men nu opretter læreruddannelsen i Helsingør igen hold
Læreruddannelsen i Helsingør fik så få ansøgninger sidste år, at man helt måtte droppe at oprette hold. I år har flere søgt, og derfor starter omkring nye 20 studerende på mandag.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Sidste år søgte kun syv ind på læreruddannelsen i Helsingør. Men i år står omkring 20 studerende nu klar til at starte med at læse til lærer i Helsingør, skriver Helsingør Dagblad.
Det glæder institutchef for læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole Lis Madsen.
"Vi er rigtig glade for at kunne oprette læreruddannelsen i Helsingør i år. Vi har gjort en stor indsats for at udbrede kendskabet til uddannelsesstationen", siger hun til avisen.
To læreruddannelsessteder dropper årgang 2020 på grund af manglende søgning
Københavns Professionshøjskole har brugt det forgange år uden studerende i Helsingør på at overveje, hvordan de kunne skaffe nok studerende til dette år.
Indført meget målrettet indsats
Én af de konkrete indsatser har været at rekruttere studerende direkte til uddannelsen i Helsingør. Her har man set på postnumrene for alle de studerende, der søgte ind på læreruddannelsen i København, fortæller Lis Madsen.
"Hvis de boede tæt på uddannelsen i Helsingør, så kontaktede vi dem direkte og prøvede at udbrede kendskabet til uddannelsesstationen i Helsingør, og det har vi haft succes med i år", siger Lis Madsen.
Læreruddannelsen i Helsingør er en uddannelsesstation. Det betyder, at de studerende maksimalt kan tage halvdelen af deres uddannelse i Helsingør.
Aftale: Læreruddannelse i Svendborg og Hillerød bliver en realitet