Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Det skyldtes måske et tilfælde, at Danmark i 1814 fik lov at beholde Færøerne og Grønland, da Sverige tog Norge fra Danmark. For Danmark lå ned, og den svenske kronprins så helst Danmark udslettet. Men det ønskede stormagterne trods alt ikke.

Vi skal være glade og taknemmelige for, at vi tre lande, Grønland, Færøerne og Danmark, i nederlagets stund fik lov at bygge en fælles fremtid. Det er denne fælles fremtid, der nu er under angreb.

Ikke fordi der er løsrivelsestanker både på Færøerne og i Grønland, men først og fremmest fordi den kommende, amerikanske præsident, Donald J. Trump, vil gøre Amerika så stort, at det kommer til at omfatte Canada, Grønland, Panamakanalen og muligvis lidt af Mexico.

Rent strategisk giver det mening, for så kan ingen fjende komme tæt på USA ved at tage eller alliere sig med disse lande. USA fik jo også travlt med at købe De Vestindiske Øer i 1917 for at undgå tyske ubåde i Caribien. Ved samme lejlighed garanterede USA, at Grønland var dansk. 

Det aner Trump ikke, og det er han også ligeglad med.

Jeg vil advare dem

Og her står vi så. Skal Grønland sejle sin egen sø? Det afgør grønlænderne selv, men jeg vil faktisk advare dem mod det. I disse dage kan de ved selvsyn se, hvad de får ud af at tale om at forlade Rigsfællesskabet: Amerikansk indblanding med henblik på en magtovertagelse af den ene eller anden slags.

Dette forløb bekræfter landsfaderen Jonathan Motzfeldts ord: ”Vi får ikke lov at sidde alene på indlandsisen”. Derfor foretrak han at bevare Rigsfællesskabet, men som tre ligeværdige partnere. I dag siger medstifteren af partiet IA, Akkaluq Lynge præcis det samme.

Vi skal forme Rigsfællesskabet, så vi alle tre føler os tilpasse i det.

Politisk har vi hele tiden udviklet Rigsfællesskabet i takt med grønlandske og færøske ønsker. Måske modstræbende, måske lige sent nok, men i de senere år med større lydhørhed. 

I min tid som udenrigsminister indgik vi Itellek- og Famjin-aftalerne, hvorefter Danmark ikke kan drøfte Grønland og Færøerne med andre, uden at de er tilstede. 

Grønland og Danmark indgik Igalikuaftalen med USA, hvorefter Thuleradaren blev opgraderet, for at undgå amerikanske sikkerhedsproblemer. Og så tog vi sammen initiativet til Ilulissataftalen med USA, Rusland, Canada og Norge, hvorefter Arktis skal fastholdes som et samarbejds- og lavspændingsområde, ikke mindst af hensyn til grønlændernes sikkerhed. 

Den ser til gengæld ikke ud til at holde længere og slet ikke ved en mulig grønlandsk selvstændighed. Derfor vil Trump så gerne have magten over Grønland nu.

Rigsfællesskabet halter

Dér, hvor Rigsfællesskabet særligt halter, er på det folkelige plan. Vi ved for lidt om hinanden, og vi ser for lidt til hinanden. Skolerne skal gøre langt mere ud af vores fælles historie, kunst, kultur og udvikling. Folkeligt vil det bedste være, at vi dertil føjer en indsats på lejrskoleområdet.

Da jeg gik i grundskolen, besøgte sydslesvigske skolebørn os, og vi besøgt dem. Det ansporede til en varig kærlighed mellem Sydslesvig og Danmark. I dag bør alle skolebørn komme på lejrskole i de to andre lande i Rigsfællesskabet.

Vi skal kende hinandens hverdag, vilkår og omgivelser for bedre at forstå og respektere hinanden – og være der for hinanden, når kriser måtte krasse. Som nu.

Finansministeren smider rundt med milliarderne, som ingen før ham. Og nu skal han levere et par hundrede milliarder til forsvaret af Grønland, men samtidig må han meget gerne og hurtigst muligt smide de nødvendige millioner ind i opbygningen af rigsfællesskabets lejrskoler til gavn for børnene og den fælles fremtid. 

Uden folkeligt fællesskab vil vi før eller siden miste den.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk