Undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance skal svare på spørgsmål fra Dansk Folkeparti om Gribskolens beslutning om at aflyse den årlige gudstjeneste for de yngste elever i Græsted.
Foto: Torsten Raagaard
Spørgsmål til ministeren om aflyst julegudstjeneste
Beslutningen om at sløjfe julegudstjenesten på Gribskolen i Græsted deler vandene, og Dansk Folkeparti vil blandt andet have svar på om Merete Riisager "har forståelse for forældre, som har klaget”.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Aflysningen af en julegudstjeneste på Gribskolen i Græsted med begrundelse fra skolens pædagogiske udvalg om, at det sker af hensyn til elever med andre trosretninger, har skabt megen debat, og nu stiller Marlene Harpsøe fra Dansk Folkeparti (DF) spørgsmål til undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance om sagen.
Paragraf 20 spøgsmålet til Undervisningsministeren fra Marlene Harpsøe (DF) lyder således:
"Hvad er ministerens holdning til, at Gribskolen i Græsted har besluttet at sløjfe julegudstjenesten for skolens elever af hensyn til andre trosretninger, og har ministeren forståelse for de forældre, som har klaget over, at skolen har sløjfet julegudstjenesten, jf. artiklen »Skole sløjfer julegudstjeneste - får en række klager fra forældre« på tv2.dk den 10. december 2017?".
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der selv har gået på Gribskolen i Græsted, har på Facebook kaldt beslutningen "en ommer", og undervisningsminsteren Merete Riisager fra Liberal Alliance har allerede udtalt sig og givet udtryk for, at hun er uenig i skolens beslutning om at aflyse gudstjenesten.
Formand for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, ser til gengæld ikke noget problem i, at man dropper gudstjenesten.
- Der står ikke nogen steder i folkeskoleloven, at man skal i kirke, og der er rigtig mange skoler, der aldrig nogensinde har gjort det, siger han til Ritzau.
Den holdning deler Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre.
- Er man på en skole, hvor det ikke giver mening, kan man lave en anden afslutning. Men synes man, at det er vigtigt, skal man gøre det, siger hun til Ritzau.
Ud over at forældrene har klaget over skoleleder Marianne Vedersø Schmidt og beslutningen, har den lokale præst Ole Backer Mogensen sagt til Jyllands-Posten, at han ærgrer sig, og at det er vigtigt at introducere nye borgere til dansk tradition og historie.
»Det handler om at vise, at de kristne højtider har en større dybde end Søren Banjomus", siger præsten blandt andet.
Læs mere
§20-spørgsmål S 329 Om at en skole sløjferjulegudstjenesten