På akademiet Fodbold Fulton er de cirka 20 elever ikke kun klassekammerater, de udgør også et fodboldhold.

Endnu en kommune får udskolingstilbud med fokus på fodbold

I 10 år har skoletrætte elever i Gentofte Kommune kunne gå på akademiet Fodbold Fulton, hvor skoledagen er bygget op om det populære boldspil. Nu kommer tilbuddet også til Furesø.

Offentliggjort

Fodbold er omdrejningspunktet for skoledagen for de udskolingselever, der går på akademiet Fodbold Fulton på Bakkegaardsskolen i Gentofte Kommune.

Tilbuddet har eksisteret i 10 år, og i dette skoleår er der nået en milepæl, da de første piger er startet i 7. klasse på akademiet.

Og nu runder Fodbold Fulton endnu et skarpt hjørne. Siden grundlæggelsen har stifteren Christina Wex haft som ambition, at tilbuddet skal udbredes til flere kommuner.

Det er nu lykkedes. Til næste skoleår starter Fodbold Fulton klasser op på Lyngholmskolen i Furesø Kommune. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Formanden for kommunens børn- og skoleudvalg Muhammed Bektas fra Socialdemokratiet glæder sig over, at eleverne i Furesø Kommune nu får glæde af tilbuddet.

”Vi tror på, at en skoledag, der tager udgangspunkt i noget, eleverne brænder for, skaber en højere grad af motivation. Og med motivation følger naturligt øget trivsel og faglig udvikling",  siger han.

Næstformand for udvalget Anders Medum Groth fra de Radikale har personlige erfaringer med Fodbold Fulton. Han har nemlig tidligere været lærer på akademiet i Gentofte Kommune.

"Jeg så en ny gnist blive tændt i elevernes øjne, og en glæde over at komme i skole. For mig er der ingen tvivl om, at Fodbold Fulton kan skabe en fantastisk skoleform, hvor trivslen og de faglige resultater er rigtigt gode", siger han.

Ikke et elitetilbud

På Fodbold Fulton er det alene interessen for fodbold, ikke talentet, der afgør, om man kan blive optaget.

”Målgruppen er lige så bred som i enhver anden klasse med den undtagelse, at eleverne deler en interesse for fodbold. Det gør det lettere at planlægge undervisningen, fordi alle motiveres af det samme emne,” fortæller Christina Wex, der sammen med de tidligere landsholdsspillere Brian Laudrup og nu afdøde Lars Høgh er ophavsmand til ideen.

Ud over at gå i klasse sammen er eleverne på Fodbold Fulton et fodboldhold. Der er to ugentlige træninger, og fodbold inddrages så vidt muligt i undervisningen. Der er to lærere på i alle timer, og hver klasse har tre faste lærere.

"Vores erfaringer bekræfter, at den måde, vi i Akademiet Fodbold Fulton møder eleverne og planlægger hverdagen på, sætter gang i en faglig, personlig og social udvikling, som ruster eleverne godt til videre ungdomsuddannelse,” siger Christina Wex.

Velafprøvet forløb

Skoleleder på Lyngholmskolen Pia Christensen hæfter sig ved, at forløbet har været en succes i Gentofte Kommune gennem en årrække.

”Vi kommer til at bygge videre på et velafprøvet forløb og samtidig have mulighed for at tilpasse det til vores lokale behov. Det betyder, at vi kan tilbyde en helt særlig udskoling til de elever, der elsker fodbold og vil have glæde af bevægelse i skoledagen”, siger hun og tilføjer:

”Vi har været i dialog med både Gentofte Kommune og folkene bag forløbet igennem et godt stykke tid, og jeg er ikke i tvivl om, at et tilbud som Fodbold Fulton er det, vi har brug for i Furesø Kommune".

Der er informationsmøde om opstarten af Fodbold Fulton i Furesø Kommune på Lyngholmskolen den 13. marts klokken 17-18.