Claus Hjortdal svarer, når man ringer til ham. Tager han ikke telefonen, skriver han straks en sms og fortæller, hvornår han vender tilbage.

Journalister kan altid få fat i ham, og det betyder, at han ofte bliver citeret i medierne og i perioder har optrådt to gange om ugen på tv. Han har siddet 14 år i topledelsen af Skolelederforeningen. De første fire som næstformand og de sidste 10 som formand.

Men om kort tid bliver journalisternes opkald færre. 

Claus Hjortdal meddelte i sidste uge, at han ikke genopstiller som formand. Næste fødselsdagsfejring kalder på 65 lys i kagen, og opsplitningen af livet mellem jobbet i København og hjemmet i Thy slider.

”Kunne jeg gå ned i tid, gjorde jeg det. Men det er 100 procent eller nul, når man er formand. 100 procent kan jeg ikke længere holde til”, siger han.

Overfor Folkeskolen er han i dette afskedsinterview klar til at løfte sløret for noget af det, som først kan ramme spalterne, når man er klar til at rejse sig fra formandsstolen for sidste gang.

Bondo gav mig en platform

Claus Hjortdals intention med Skolelederforeningen, da han tiltrådte som næstformand i 2008, var klar. Han ville vende foreningen fra at være en høflig embedsmandsforretning til en klar politisk aktør.

”Det er lykkes at få Skolelederforeningen til at blive en aktiv politisk spiller, der kan matche de andre organisationer, der er langt større, end vi er”, siger han.

Den afgående skolelederformand mener selv, at han undervejs fik uventet hjælp til at nå i mål.

”Da jeg i 2014 blev formand, var pressen træt af, at Anders Bondo og KL skændtes. Så jeg fik en platform. Anders Bondo snakkede om lærerne. Jeg snakkede om skolen. Jeg kom til at definere skolen i de år, hvor der var krig og ufred”.

Forventningerne til ham fra baglandet var klare.

”Bestyrelsen i Skolelederforeningen sagde til mig, at jeg skulle have kant, og at jeg skulle blive en af de 50 mest indflydelsesrige i Danmark. Jeg spurgte, om vi kunne nøjes med skoleområdet”, fortæller han.

”Skal det lykkes, starter det med en selv, så jeg fik kurser og træning i kommunikation. Samtidig skal foreningens sekretariat være velfungerende. Foreningens medier kom til at fremstå mere professionelle. Medlemsblad på nettet, podcastserier og oplæsning af artikler. Hele vores bestyrelse er trænet i sociale medier. Vi har alle støttet op om strategien”.

Undervejs har han trådt på både læreres og politikeres ømme tæer.

”Det kan ikke undgås. I 2013 var vi enige med KL om, at vi havde brug for, at lærerne var mere på skolen, så vi kunne have samarbejdsmøder to-tre eftermiddage om ugen. Vi var ikke enige i måden, KL og Folketinget håndterede det på. Men i den periode har jeg helt sikkert fornærmet nogle”.

Han var meget bevidst om, at selv om udtalelserne skulle have kant, så skulle han ikke støde lærere, elever, forældre og politikere væk fra Skolelederforeningen.

”Vi holdt fast ved, at det at drive skole er omdrejningspunktet. Hvis vi holder den faglighed høj, men med kant, så kan det godt være, nogle slår sig på os, men det er svært at være uenige med os. Det er den måde, jeg har prøvet at kommunikere på – uden at skabe alt for store dønninger”.

Gjorde politikere sure i foråret

Som eksempel peger han på forårets mediestorm om elever med voldsom adfærd.

”Der var politikere, der var klar til at smide børn, der opfører sig dårligt, ud af skolen. Der sagde jeg, at det er for dårligt, at politikere ikke kender Grundloven. Grundloven og Folkeskoleloven sikrer, at alle elever som udgangspunkt skal undervises på distriktsskolen. Vi kan ikke smide de børn ud. Vi skal give dem et undervisningstilbud, selv om de har været voldelige”.

Hans udmelding blev hørt.

”Der var nogle politikere, der blev sure på mig. Som ringede til mig og skrev til mig og som hev fat i mig, når de så mig. Men de kunne jo ikke være uenige i, at Grundloven skal overholdes”.

Karrierens lavpunkt

Spørger man ham om, hvad der har ærgret ham mest gennem sin formandstid, er Claus Hjortdal ikke i tvivl.

”Jeg ærgrer mig over hele det det rod, der kom til at præge fra 2011 til 14”, sukker han.

Han mener, at der ”var tre katastrofer oven i hinanden”, der spændte ben for ellers gode takter, han så i folkeskolereformen fra 2014.

Én katastrofe var implementeringen af inklusionsreformen fra 2012

”Der var nogle gode ting i Niels Egelunds rapport om, at for mange børn blev segregeret. Men eksekveringen var elendig. Vi lukkede en masse specialskoler. Vordingborg havde Danmarksrekorden i dumheder. De lukkede deres specialinstitutioner overnight”, siger Claus Hjortdal. 

Portræt

En skoleleder, der deler vandene

”Inklusionsreformen var rigtig tænkt. Men man sparede en masse penge på området samtidig med, at man lavede en 96 procent-målsætning, som var ment som et landsgennemsnit, og det tog lokalpolitikerne ned på alle skoler. Det gik rivegalt”, siger han.

Inklusionsreformen kom oven på en anden katastrofe – nemlig udgiftsloftet fra 2011, som betød, at kommunerne siden da har fået bøder, hvis de overskrider budgettet.

”Når man laver et budgetloft, får velfærdssamfundet det virkelig svært. Det faldt sammen med faldende elevtal og store besparelser på velfærdsområdet generelt. De børn, der har det sværest, får det sværere”, siger Claus Hjortdal.

Og så kan skolelederformanden ikke komme uden om den største katastrofe, nemlig at SRSF-regeringen i 2013 ville finansiere folkeskolereformens længere skoledag ved, at lærerne skulle undervise mere.

”Christine Antorini forelskede sig i ny nordisk mad og fandt på ’ny nordisk skole’. Det var godt tænkt. Vi skulle have tre overordnede mål og stor frihed til at opnå dem. Vi kunne slagte en ged og snitte et fuglehus og have åben skole. Men så kommer knaldet med lærerne. Konflikten går i hårdknude, og regeringen griber ind og dikterer en arbejdstidslov”.

Claus Hjortdal mener, at Christina Antorini havde fat i noget rigtigt, og han har også en forklaring på, hvorfor det ikke lykkedes.

”I stedet for at følge Antorinis oplæg, som bestod af en afprøvningsperiode med forsøgs- og udviklingsarbejde, valgte den daværende regering med Helle Thorning i spidsen at overrule planen”, siger Claus Hjortdal. 

”Man dikterede, at det skulle indføres på alle skoler her og nu samtidig med, at der var en konflikt. Reformen døde med de andre ting, så man ødelagde de gode intentioner. Det var tre katastrofer oven i hinanden, så det lykkes ikke”.

Kom til kort

Men kunne skoleledernes formand med kant og indflydelse have gjort noget for at redde situationen i 2013?

”Jeg kunne ikke gøre så meget. Foreningen var ikke stærk nok på det tidspunkt”, siger Claus Hjortdal og lukker lidt op for, hvordan han prøvede at påvirke situationen.

”Bag lukkede døre snakkede jeg meget med Anders Bondo om strategien i forhold til OK13. Sideløbende var jeg også i KL’s overenskomstudvalg for at snakke med dem. KL ville også gerne finde en løsning. Deres mål var ikke konflikt”, siger han.

Han mener, at Anders Bondo måske kunne have afværget lockouten ved at være kommet KL i møde tidligere end det skete.

”Da man nærmede sig deadline, ville KL gå hele vejen. Anders Bondo kom med indrømmelser om blandt andet tilstedeværelsen til sidst. Men det var for sent. Var indrømmelserne kommet tidligere, var det måske endt anderledes. Men der var ustyrlige kræfter på spil”, siger han og efterrationaliserer.

”Jeg tror ikke, jeg kunne påvirke noget. Jeg prøvede, for situationen var ved at splitte skolen ad. Antallet af elever i privat- og friskoler steg. Sygemeldingerne steg. Mange lærere sagde op. Det var nogle frygtelige år, der var stærkt ødelæggende for kulturen og skolen”.

Løsrivelsen fra DLF

Claus Hjortdal blev i 2007 formand for den daværende Danmarks Skolelederforening, som var i gang med at fusionere med Lederforeningen i DLF.

I 2008 blev han næstformand i den nye fusionerede skolelederforening, som er en del af DLF.

”Jeg kom fra den gule fagforening og havde et ønske om at få os flyttet i den nye forening mere væk fra Lærerforeningen, end vi var dengang”, siger han. ”Vi trak nogle arbejdsopgaver hjem fra DLF og ansatte selv konsulenter. Og vi fik nedsat kontingentet til DLF”.

”Det største skridt, som jeg er stolt over, kom efter konflikten i 2013. Dengang var der ledere på overenskomstaftale, der blev lockoutet på trods af, at vi som ledere langt hen ad vejen var enige i det, KL ville i forhold til lærernes arbejdstidsaftale”.

”I Lærernes Centralorganisation sagde jeg, at det ikke var holdbart, at vores medlemmer blev ramt af strejke eller lockout om lærernes arbejdstid eller overenskomster”.

Skolelederne havde fået deres egen overenskomst i 2009, men det tog nogle år, før man blev enige om, hvordan man skulle tolke en fremtidig konfliktsituation. Ét af problemerne var, at de to grupper havde den fælles strejkekasse Særlig Fond, og forlod skolelederne Lærerforeningen, ville pengene ikke følge med.

”Det var ikke let. Fagbevægelsen klapper ikke af folk, der vil noget andet. Det var en lang sej kamp at få flyttet forståelsen. Men sammen med Anders Bondo fik jeg lavet en konstruktion omkring Særlig Fond, hvor der er trækningsret og opfyldningspligt. Det vil sige, at kommer vi i konflikt, så kan vi bruge penge fra den fælles strejkekasse til at understøtte ledere, men vi skal selv fylde den op bagefter”.

Skolelederforeningens formand har en fast plads i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse.

”Men jeg kommer kun, når der er noget om Særlig Fond eller økonomi. Ellers er jeg der sjældent”, forklarer Claus Hjortdal.

I stedet for at komme til hovedstyrelsesmøderne begyndte han at mødes med daværende DLF-formand Anders Bondo hver tredje uge.

”Det gør jeg stadig med Gordon Ørskov. Det har været meget mere kvalificeret end sidde til hovedstyrelsesmøder, hvor jeg ikke ret tit får snakket ledelsesperspektiver”.

Stod det til Claus Hjortdal, var Skolelederforeningen fortsat placeret i Lærernes Centralorganisation og med en helt anden binding til DLF.

”Vi drømmer om ikke længere at stå som en kreds eller fraktion af DLF. Men der skal vedtægtsændringer til, og det er ikke nemt i DLF. Vi er dybest set en selvstændig organisation, som sidder med i forhandlingssystemet og som er en selvstændig part i Sammen om skolen”, siger han og forklarer yderlige, hvorfor han mener, at Skolelederforeningen ikke burde være en del af DLF. 

”Lokalt er man som skoleleder arbejdsgiver for sine medarbejdere og også lokalt opfattes vi som to foreninger. Vi kunne godt tænke os at få ryddet mere op. Det gør man bare ikke overnight”.

Skolelederne har fået større ansvar

I 2008, da Claus Hjortdal blev næstformand i Skolelederforeningen, var der mange skoler, hvor skolelederen havde været 15-20 år på samme skole.

”Skolelederen var dengang først blandt ligemænd. Man gik til hinandens fødselsdage og børnenes konfirmationer. Dengang var KL og DLF enige. Spurgte man om arbejdstidsaftalen, fik man samme svar fra begge. Der var ikke så mange konfliktpunkter”, siger han.

Dengang stod der i folkeskoleloven, at skolen havde ansvaret. Men det blev udfordret en dag, hvor Claus Hjortdal blev inviteret til kaffe på Christiansborg.

”Vi blev inviteret over til departementschef Niels Preisler i Undervisningsministeriet. Han spurgte os, ’hvad betyder det, at skolen har ansvaret?’. Jeg forklarede, at forståelsesrammen er, at det er lærere, pædagoger, skoleledere, der sammen har ansvaret. ’Men hvad betyder det?’ spurgte han igen”.

Som læreruddannet forklarede Claus Hjortdal formuleringen pædagogisk én gang til. Men Niels Preisler spurgte igen.

”Så sagde jeg, ’hvis du vil vide, hvem, der reelt har ansvaret, så er det skolelederen’. Og så blev folkeskoleloven omskrevet, så der stod, at skolens leder har ansvaret”, siger Claus Hjortdal.

Han mener, at den ændring sammen med den store decentralisering af økonomi har haft stor betydning for skolelederens rolle på skolen.

”Det betyder, at skolens leder træffer alle afgørelser omkring den enkelte elev. Hvis lærernes undervisning ikke er god nok, eller hvis læreren ikke har taget hensyn nok, så er det skolelederens ansvar. Da en lærer valgte at tage en gruppe elever ud at sejle i dragebåd ved Præstø, så var det skolelederens ansvar, selv om han var på ferie i Østrig, da bådene sejlede ud”.

Han mener også, at skoleledernes fokus er flyttet fra alene at drive skole til at lykkes med eleverne.

”For 20 år siden var det ved at gå rivende galt, da lederne ville til at observere undervisning, for lærerne følte det som en kritik. Nu vil lærerne gerne have lederne ind for at få sparring. Det handler ikke om vurdering af undervisningen, men om at lykkes med eleverne”.

”Det er gået fra, at læreren ved bedst, til at vi er sammen om eleverne. Det er en kæmpe forskel, som vi ikke er helt i mål med endnu”.

Selv om Claus Hjortdal forlader Skolelederforeningen, drømmer han ikke om en pensionisttilværelse.

”Jeg er ikke færdig med arbejdslivet. Jeg håber, at jeg kan bruge min indsigt til noget. Jeg går og snakker med folk nu. Så må vi se, om der kommer noget, eller skal jeg såmænd nok finde på noget at lave”.