"Jeg mener, at de centrale indkøbsaftaler sætter lærerne i skakmat", siger lærer og matematikvejleder Lis Zacho.

Lærer: Gratis hjemmesider slår dyrt indkøbte portaler

Lærer Lis Zacho bruger meget hellere gratisprogrammer, hun selv finder, end de portaler, kommunen har købt ind til skolerne på Frederiksberg. Læs, hvilke hun bruger.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Lindevangskolen på Frederiksberg vil lærer og matematikvejleder Lis Zacho langt hellere bruge ekstra tid på at finde programmer fra internettet til sin undervisning end de portaler, som kommunen har valgt at købe ind til alle skoler.

Lærer: Vores læremiddel-aftale giver discountskole

"På Frederiksberg er indkøbene af undervisningsportaler fuldstændig styret af kommunen. Der er ingen demokrati, og det synes jeg er enormt generende. Jeg mener, at de centrale indkøbsaftaler sætter lærerne i skakmat", siger hun og fortsætter:

"Det er meget sjovere at finde noget materiale, hvor jeg kan bruge min professionalitet til at finde noget, der passer præcist til min undervisning i stedet for at bruge noget, som kommunen har bestemt, at vi skal bruge".

Det handler om at være nysgerrig

Lis Zacho underviser i matematik og musik, og så er hun skolens matematikvejleder. Hun har en lang liste med programmer, hun har opdaget i tidens løb.

Forlags-mastodonter: Små forlag har det svært

"Det handler om at være nysgerrig. Så hver gang jeg får en ide til et forløb, så googler jeg for at finde ud af, om der er noget, man kan bruge. Og er det vigtigt, at vi lærere snakker med hinanden om, hvad vi hver især bruger, så vi kan blive inspireret", fortæller hun.

En af de programmer, Lis Zacho bruger oftest, er Padlet. Her kan eleverne hver især udfylde post-its på deres egen computer, og så får hun dem samlet op på klassens whiteboard.

"Det er et supergodt program, som vi for eksempel bruger, når vi skal brainstorme. Det kan være, at jeg beder eleverne komme med gode ideer til, hvordan man bruger statistik. Først laver de så deres gule sedler, og så tager vi dem bagefter som en fælles brainstorm", forklarer hun.

Riisager advarer: Monopol på læremidler kan skade skolen

Efter den fælles brainstorm gemmer Lis Zacho den samlede væg af sedler med ideer.

"Det deler jeg så i vores gruppe på Facebook eller på MinUddannelse, så børnene altid har adgang til ideerne. Det er virkelig smart".

Eleverne laver tit små film

Programmerne Explain Everything og Screencast-o-Matic er også nogle af dem, hun bruger flittigst.

"Programmerne kan noget af det samme. Her kan børnene tegne, skrive og tale, og så laver man en film. Det bruger jeg til at få dem til at lave deres egne forklaringer af det, vi lærer. Det kan være et billede fra matematikbogen, hvor vi så laver en film om en opgave i stedet for, at de skal løse en traditionel matematikopgave", fortæller hun.

Forældre: Centrale aftaler ensretter børnenes undervisning

I takt med at flere kommuner er blevet begyndt at lave centrale indkøbsaftaler, forventer Lis Zacho, at det bliver mere almindeligt, at lærerne finder deres egne løsninger.

"Jeg tror, at lærerne gradvist vil blive bedre og bedre til at finde gratisprogrammer rundtomkring".

De her gratisprogrammer bruger Lis i undervisningen

Folkeskolen.dk har bedt Lis Zacho kort at opliste nogle af de programmer og hjemmesider, hun bruger. Se listen herunder:

explaineverything.com - Her kan børnene tegne og skrive, og så optager de en lille film, hvor de eksempelvis forklarer, hvad det, de lige har arbejdet med, går ud på.

da.padlet.com/ - Her kan vi eleverne udfylde deres egne gule sedler, inden de bagefter samlet bliver sendt op på klassen whiteboard.

geogebra.org/classic - Program, hvor eleverne kan arbejde md algebra og geometri.

easel.ly - Her kan man lave plakater. I stedet for at lave en planche er det meget lettere at sige til børnene, gå lige derind og lav plakat. 10 gode råd til et eller andet. Det bliver pænt, og det er supernemt.

screencast-o-matic.com/ - Det er lidt som explain everything, hvor eleverne har mulighed for at lave små film om de ting, de har lært.

prezi.com - Det er en meget smartere udgave af Powerpoint med langt flere fede muligheder. Der er mulighed for at lave nogle virkelig vilde præsentationer.

scratch.mit.edu/ - Programmeringsprogram, hvor eleverne kan lave små animationsfilm og -spil.

pixton.com/dk/ - Her kan eleverne lave deres egne tegneserier.

wix.com/ - Her kan eleverne lave deres egne hjemmeside. De bliver virkelig flotte, og det er rigtigt nemt at gå til.

sploder.com/- Her kan eleverne programmere deres egne spil.

classroom.google.com/h - Googles app-samling til at finde apps, som kan bruges i undervisningen. Det er et godt sted at lede, hvis man gerne vil finde nogle fede apps til sin undervisning.

google.com/intl/da/earth/ - Vi bruger tit Google Earth til at måle afstande i.

splice.com/sounds/beatmaker - Her kan eleverne lave rytmer og beats. Når vi har arbejdet med musikprogrammeringsprogrammer, så kommer eleverne i 4. klasse og siger 'vi har lært at producere musik'. Det er supersjovt.

musiclab.chromeexperiments.com/ - Også et godt program til at programmere musik og lyde. Man kan gå ind og lave alle mulige forskellige øvelser derinde. Man kan bruge det til flere forskellige fag, for der er virkelig mange muligheder i det.

wizkids.dk/ - Et godt program til at arbejde med grafer direkte i et skriveprogram 

sonic-pi.net/ - Her kan eleverne programmere musik med rigtig tekstprogrammering. Der er virkelig mange muligheder, og man kan lave nogle fine musikproduktioner