Forsker og folkeskolelærer siger ja tak til praksisfaglighed i franskfaget

Praksisfaglighed kan ses som en fortsættelse af det uddannelsespolitiske blik på at styrke balancer mellem boglige og praktiske færdigheder, hvor folkeskolens nuværende formålsparagraf fra 2006 i stk. 2 lægger vægt på at ”skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle”. 

Med folkeskoleloven i 2014 kom der endvidere fokus på krav om bevægelse som en del af skoledagen. Og i 2019 kom så praksisfaglighed på banen.

Det er dog ikke muligt i skrivende stund at give en entydig definition af begrebet ’praksisfaglighed’. På den ene side er det udtryk for et uddannelsespolitisk ønske om at få flere elever til at vælge en erhvervsrettet ungdomsuddannelse efter grundskolen – understøttet med indførelsen af obligatoriske valgfag fra 7. klasse som madkundskab, håndværk og design, billedkunst og musik samt mulighed for lokale tilvalg. 

På den anden side tegner der sig et billede af fire forskellige bevæggrunde for at udvikle en mere praktisk og varieret undervisning i folkeskolens fag i relation gennem et læringspsykologisk, et erfaringsbaseret, et værkstedspædagogisk og et dannelsesmæssigt argument, sådan som Lise Tinglev skriver i bogen ”Praksisfaglighed – det handler om skoleudvikling” fra 2023.

En mangeårig udvikling

Allerede i 1996 udgav Undervisningsministeriet en rapport, der undersøgte, hvordan skoler dengang arbejdede med at inddrage og udvikle den praktiske og musiske dimension i folkeskolens fag. 

Rapporten opsummerer, at elever lærer, når de er aktive og engagerede i meningsfulde aktiviteter, der inddrager praktiske og musiske arbejds- og udtryksformer i alle fag og med fokus på alle elevers læring.

Der har hermed i de sidste 30 år været mulighed for at øge og udvikle en holistisk tilgang til elevernes læring med brug af kropslige, aktive, kreative, æstetiske og legende aktiviteter i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning generelt, også i franskfaget. 

Udfordringen med disse ikke-obligatoriske dimensioner i undervisningen er, at de ofte bliver ’personificeret’ i relation til en lærers eller et lærerteams viden om, forståelser af og holdninger til, om det giver mening at inddrage en sådan tilgang i sin undervisning.

Som det fremgår af NCFF-rapporten ’Franskfagets udvikling gennem de sidste 10 år’ fra 2022, har vedtagelsen af de obligatoriske praksisfaglige valgfag fra 7. klassetrin medført en nedgang i antallet af elever med fransk som valgfag i udskolingen i folkeskolen. Praksisfaglighed i franskfaget er dermed primært en tilgang til undervisningsplanlægning på skoler med fransk som obligatorisk 2. fremmedsprog fra 5. klassetrin. Dette medfører, at der er begrænsede forløb at spejle sig i og lade sig inspirere af til franskfaget.

Nye vinde i folkeskoleaftalen vil flytte franskfaget til 6. klassetrin – et klassetrin, hvor eleverne er mindre parate til læring med brug af kropslige, aktive, kreative, æstetiske og legende tilgange. Det er et alvorligt benspænd for den fortsatte udvikling af en praksisfaglig tilgang i faget.

Praksisfaglighed kræver lange læringsforløb i franskfaget

Selvom der er disse benspænd, understøttes den didaktiske udvikling af en praktisk musisk, bevægelsesinkluderende og praksisfaglig tilgang til undervisning og læring i franskfaget. Det har vi dokumenteret gennem et toårigt udviklingsarbejde på 3. og 4. klassetrin, du kan læse om her.

Den nye læreruddannelse fra marts 2023 har nu fået en formålsparagraf, der matcher folkeskolens formålsparagraf med fokus på såvel en dannelses- som en kompetencedimension. Og nok så væsentligt – eller i kølvandet på denne udvikling  – er der nu stillet et uddannelsespolitisk krav om at arbejde med den praktiske, musiske tilgang, bevægelse og praksisfaglighed i alle fag. I franskfagets indholdsområder står bl.a. således:

”Praktiske, musiske, kreative, legende og anvendelsesorienterede aspekter af undervisningen samt bevægelse som et integreret element i franskundervisning”.

Det medfører, at lærerstuderende i franskfaget fremover alle skal arbejde med denne tilgang som en obligatorisk del af deres undervisning i faget, i praktikken samt i tværfaglige forløb i uddannelsen. Det bør også betyde, at der udvikles efter- videreuddannelsesforløb for de mange fransklærere, der som ildsjæle har arbejdet med en holistisk tilgang til sproglæring, således at vi i faget kan udvikle en fælles professionsfaglig forståelse og brug af denne dimension.