Anbefalinger
En podcast om unge og virtuelt besøg på et parisisk museum leverer er med til at inspirere Rikke Hjort Hvillum som fransklærer.
Foto: Tobias Nicolai
Tip til fransk: Gå på opdagelse i franske kunstskatte
Månedens anbefalinger til din undervisning kommer fra Rikke Hjort Hvillum, fransklærer på Skovvangskolen i Aarhus Kommune og faglig rådgiver for folkeskolen.dk/tyskfransk
Fransk til ørerne
Lad os begynde med lidt fransk lyd i ørerne. Hvis du
trænger til selv at få lidt fransk lyd i ørerne og gerne med en podcast, der er
linket til din egen og elevernes verden, kan jeg varmt anbefale at lytte til de
korte podcasts, du kan finde på Okapi.
Okapi er egentlig et magasin til des collégiens, børn og
unge fra 10 til 15 år. Magasinet findes online, og her finder du blandt andet
podcastserien “Ma vie d’ado“, som kan opsummeres til følgende indhold; “Ma
vie d’ado”, les ados parlent entre eux de leurs délires, leurs rêves, leurs
amitiés, leurs amours, leurs peines … C’est drôle, c’est émouvant, c’est étonnant … comme une vie d’ado!
Der er også et par podcasts, hvor lærere giver deres besyv
med i forhold til unge og skole. Det er godt med fransk til ørerne – og netop
med autentisk, dagligdags tale. Samtidig er det en fin måde at få et indblik i
det franske skolesystem og elev- og lærerliv på.
Fransk
til øjnene
Hvor skal årets første rejse gå til? Det kan vi godt drømme
om her i vintermørket, men er du ikke en af dem, der skal ud at rejse, kan du
alligevel drømme dig lidt væk blot ved at slå måsen i sædet og åbne computeren.
Her kan man finde samtlige kunstsamlinger fra de større museer verden over
online, og klikker man ind på Musée d’Orsay, får man hurtigt fornemmelsen af at
være tilbage i Paris på et lynvisit.
Arbejder dine elever med Paris i undervisningen – eller med
kunst – er det også oplagt at tage på et besøg på museet, hvor man kan gå om
bord i alverdens lækkerier inden for fransk kunst. Lad eksempelvis dine elever
arbejde med Présentez un tableau. De kan søge på siden efter en bestemt
kunstner eller et bestemt værk og kaste sig ud i at gå på en helt klassisk
opdagelse i maleriet (description du tableau, les couleurs, la lumière
…).
Du kan også lade dine elever skrive små opdigtede
fortællinger ud fra maleriet, lade dem optage det og omsætte det til små, korte
podcasts.
Uni et ensemble
Hvis man så og lyttede med på Macrons nytårstale, så var der
to ord, der gik igen: unis og ensemble. Det kan der være mange
grunde til at gentage, men det er for os fransklærere her i Danmark også en
meget vigtig opfordring i forhold til vores egen profession. Vi er ikke mange
fransklærere, så det er derfor vigtigt, at vi er unis og ensemble.
En af de måder, det kan gøres på, er at holde øje med
arrangementer for fransk- lærere. Her kan vi mødes for at samtale, dele og
inspirere hinanden inden for faget. Tilmeld dig for eksempel nyhedsbrevet fra
Det Franske Institut, så du får alle de gode og ofte helt gratis tilbud ind ad
døren.
Få også din skole meldt ind i Fransklærerforeningen. Her vil
I blandt andet modtage medlemsbladet Fransknyt fyldt med masser af nyheder og
relevante artikler. Sørg endelig også for at have et abonnement i
Sproglærerforeningen, hvor der også findes et medlemsblad med gode ideer og
input til undervisningen, og hvor Fransk Fagudvalg blandt andet hvert år
indbyder til Fransklærerens dag.