Inspiration - Forskning
I en hverdag fyldt til bristepunktet har mange lærere svært ved at takke ja til at deltage i endnu et udviklingsprojekt. Hvis du som forsker eller undervisningsudvikler skal have lærerne ombord i dit projekt, er du derfor nødt til at sikre, at det ikke er en undervisningsmæssig underskudsforretning.
Derfor er det afgørende at se på hvilket behov, du kan dække for læreren. Det kan være, at læreren kan se forløbet som en del af sin egen kompetenceudvikling, eller at der er et punkt i elevernes årsplanen, som forløbet kan løfte.
Uanset hvad, så kræver det stor fleksibilitet og evnen til at tilbyde hjælp på lige den måde, der giver mening for læreren.
Over det sidste halve år har jeg afprøvet nye undervisningsforløb i teknologiforståelse og matematik i 5., 6. og 7. klasse. Her har jeg enten overtaget store dele af undervisningen eller nøjedes med at assistere – alt efter hvad læreren efterlyste.
I enkelte tilfælde underviste jeg en gruppe elever på tværs af 6. årgang. Nogle var hos mig, mens resten lavede andre aktiviteter med lærerne. Det var ikke en løsning, jeg havde forestillet mig forinden, men det var noget, lærerne havde talt om at prøve af, og mit besøg blev den brik, der kunne få deres puslespil til at gå op.
Det kunne kun lade sig gøre, fordi lærerne gik ind til deres årgangsmøde med et klart billede af, hvilke formater og ressourcer, jeg kunne tilbyde, for at gøre forløbet så gnidningsfrit som muligt for dem.
Når vi afprøver nye undervisningsforløb, er jeg selvfølgelig optaget af, hvordan det bliver oplevet i klassen. Men jeg er også interesseret i, hvordan lærerne ser på materialet: Er der steder, hvor de snubler, eller ikke føler sig helt sikre?
Derfor er det afgørende, at lærerne føler trygge i, at de kan kaste sig ud i et nyt og for dem uprøvet undervisningsforløb og vide, at jeg kan agere bagstopper til hver en tid.
Det kræver, at du har fagligheden til at tage undervisningen på dig, hvis læreren ønsker det, og at du er være klar på at spore dig ind på elevernes niveau, selv om du kun møder dem enkelte gange. Til gengæld får du selv lov til at opleve, hvordan eleverne møder og følger med i det nye materiale, du kommer med.
Forberedelsen til et projekt handler også om, at der skal være styr på udstyret. Det er en praktisk hovedpine, som du må tage på dig, når du beder læreren om at dedikere sin tid.
I mit tilfælde kræver undervisningsforløbene Micro:bits og Lego Spike. Det er et kæmpe logistisk arbejde at få adgang til teknologierne, hvis læreren ikke lige arbejder med dem til hverdag.
Derfor brugte jeg tid på at tale med skolens teknikansvarlige og finde frem til, om skolen havde den rette teknologi i den rette version. En enkelt gang måtte jeg ud i mit eget netværk og låne, fordi skolen ikke havde det, jeg skulle bruge.
Hvis man som lærer bliver inviteret med i et udviklingsprojekt, skal man naturligvis overveje, hvilken form for hjælp, der følger med. Er der nogen til at løfte de praktiske opgaver eller til at overtage undervisningen, hvis jeg kommer på dybt vand?
Men man kan også kigge efter andre måde udnytte projekter til egen fordel.
For eksempel er det en god idé som lærer at tale med sin leder om, hvad et givent projekt kan passe ind i. Hvis et projekt for eksempel spiller sammen med skolen strategi, kan det faktisk hjælpe lærere med at løfte nogle krav, der kommer oppefra.
For lærere kræver det, at man har overskud til at komme op over planlægningsniveauet og være lidt strategisk. Kan man det, kan der være ressourcer og muligheder at hente i de her projekter.
Thorbjørn Wejdling er adjunkt på Københavns Professionshøjskole og videnskabelig assistent på Institut for Naturfagenes Didaktik. Som en del af projektet ‘Programmering og Computational Thinking i matematik’ har han haft til opgave at teste en række forskningsbaserede undervisningsforløb, der integrerer teknologiforståelse i matematik.
