Inklusionen kommer ikke til Lykkebo Skole med den nye inklusionslov. De har været i gang i årevis. "Først talte vi om den rummelige folkeskole. Senere begyndte vi at tale om inklusion, og det kan jeg meget bedre lide. Når man rummer, accepterer man, at de er der, men de skal tilpasse sig. Med inklusion er de med, og vi skal alle tilpasse os hinanden", siger Martine Sønnersgaard. Hun har været lærer på skolen i Valby ved København de seneste fire år.

Hendes kollega Sonja Andersen har været der i ni år, og der har hele tiden været tradition for, at man forsøgte at beholde eleverne i stedet for at visitere til specialtilbud, hvis lærer, leder, psykolog og forældre vurderede, at man kunne strikke et forløb sammen, som gavnede eleven i det lange løb. Men i dag er der tale om langt flere elever, og vilkårene for inklusionen er anderledes. "Da jeg startede, var vi to lærere i næsten alle timer, dels fordi vi fik ekstra støtte til de tosprogede, og dels fordi jeg havde ti støttetimer til en dreng i klassen med ADHD og asperger. I dag får jeg kun fire støttetimer til en elev med de samme udfordringer", fortæller hun. Lærernes oplevelse er, at specialtilbuddene bliver nedlagt, og de skal tage sig af flere elever med særlige behov, og de penge, der bliver sparet, følger ikke med eleverne til skolen. "Men det bliver anderledes nu med reformen. Jeg har lige hørt, at der kommer en pulje, man kan søge til projekter. Og jeg har masser af ideer!", siger lærer Anja Rosenværd, som er AKT-vejleder, tillidsrepræsentant og en del af skolens resursecenter for inklusion.

Inklusionen gavner også prinser og prinsesser Ifølge en netop offentliggjort kortlægning af forskning i inklusion, kan det lade sig gøre at inkludere, og både elever med særlige behov og almeneleverne vinder fagligt og socialt ved det.

Forskningen slår fast: Inklusion kan styrke alle børn

Det billede kan de tre lærere og deres souschef Astrid Fribo bekræfte. "Der er rigtigt mange små prinser og prinsesser, som har rigtigt godt af at finde ud af, at verden ikke bare er sort-hvid, ligesom hjemme hos dem selv, hvor de er i fokus. De har så godt af at lære at inkludere nogle, der ikke ligner dem selv. Og de lærer også en masse fagligt af at have en kammerat, der pludselig kan komme med en helt syg vinkel på teksten, som ikke engang læreren havde set", siger Martine Sønnersgaard.

Efteruddannelse og små klasser Men de er enige om, at inklusionen ikke sker af sig selv. Skolen har iværksat en masse initiativer for at lette opgaven. To år i træk har skolen søgt kurser hos kommunen i inklusion og brugt efteruddannelsesmidlerne til at dække lærernes tid, så alle kunne få 15 timer. Hele indskolingen har været på et ekstra inklusionskursus. Ledelsen har søgt og fået midler til særlige møbler og skillevægge efter lærernes ønsker. Et tværgående center på skolen samler sundhedsplejerske, skolepsykolog, skolesocialrådgiver, talepædagog, inklusionspædagog, læse-, matematik-, dansk-, it-, AKT-, specialundervisnings-, og dsa- og UU-vejledere med en koordinator, der sørger for, at støtten bliver givet på tidspunkter og i mængder, der giver mening for lærere og elever. Og så er klasser og teams blevet organiseret efter, hvad der gavner inklusionen. "På tre årgange er klasserne så små, at vi kunne lægge dem sammen, men vi har valgt at lade være, fordi der er flere børn med særlige behov. I stedet har vi lagt timerne parallelt, så for eksempel de to dansklærere hele tiden kan sparre med hinanden og dele klasserne anderledes, hvis de vurderer, at det er det, der skal til. Det koster selvfølgelig nogle penge, men det er nødvendigt. Man kan ikke stå med en kæmpe klasse og flere børn med særlige behov", fortæller souschef Astrid Fribo. Hun understreger også, at det kræver efteruddannelse og støtte til lærerne, hvis de skal kunne håndtere opgaven. "De fleste lærere er slet ikke uddannet til det her. Og det er en meget svær opgave. Pengene, der bliver sparet, skal gå til at efteruddanne lærerne og give dem nogle støttetimer. Og så skal vi som ledere følge med og kunne observere og støtte lærerne hele tiden både fagligt og specialpædagogisk. Vi skal hjælpe dem i forandringen, være der og lytte, når de kommer med problemer".

Det kræver en holdningsændring Lærerne er helt enige i, at støttetimer og efteruddannelse er essentielt. Men mindst ligeså vigtigt er holdningen blandt lærerne. "Der er ligeså langsomt sket en holdningsændring. Folk er blevet mere og mere åbne over for, at det godt kan lade sig gøre. Man forsøger mange flere ting og har ikke det negative fokus. Det er meget lang tid siden, at jeg har hørt nogen sige, at en elev simpelthen ikke kan være der", siger Martine Sønnersgaard. Holdningsændringen kommer oppefra, fortæller de. Det betyder meget, at ledelsen organiserer skolen, så det bliver lettere for lærerne og spørger, hvad der er behov for. Så specialeleverne ikke ender i klasser, der ikke kan rumme dem, eller vejledningen kun kan fås på tidspunkter, hvor man ikke kan bruge den. Sonja Andersen var med i efteruddannelsen i indskolingen og fortæller begejstret om den inklusionskonsulent, de havde med på deres møder, som kunne stille de gode provokerende spørgsmål, så man pludselig så anderledes på barnet. "Det kræver overskud hos læreren og vilje til at se indad, hvor smerteligt det end kan være. Hvad kan jeg gøre anderledes. Hvis jeg ikke kan se en løsning på problemet, så skal jeg måske flytte mig, så jeg kan. Og så skal man kunne sige undskyld selv. Og være åben over for forældrene, som også synes, det er svært", siger Anja Rosensværd. Ledelsen har valgt at bryde de gamle teams op, så der nu er meget få lærere om hver klasse. "Det gik tit galt der, hvor en lærer kun havde en klasse to timer om ugen. Det er svært for børn, der har brug for strømlinede beskeder og de samme regler. Når man kender dem godt, kan man bedre hjælpe dem, også med at tackle konflikterne", fortæller Martine Sønnersgaard. Det har også hjulpet på konflikterne, at der er organiseret faste gårdvagtsteam og masser af legetilbud i frikvartererne. Det betyder, at man ikke længere skal bruge halvdelen af 5. og 6. lektion på at håndtere konflikter, fortæller Anja Rosensværd. Lærerne er ikke bange for, at det faglige niveau falder af, at de med få-lærerprincippet underviser i fag, de ikke har linjefag i, fordi det giver så meget andet godt til undervisningen. "Man kan ikke tale om inklusion uden at være sig sin lærerrolle bevidst. Det kræver høj faglighed og høj grad af undervisningsdifferentiering, eller kan det ikke lade sig gøre at inkludere så forskellige børn", siger Martine Sønnersgaaard.