I 2007 offentliggjorde Sverige for første gang en national rangliste over elevernes resultater. Det fik alarmklokkerne til at bimle i den lille svenske kommune Essunga nord for Göteborg. De lå på en sidsteplads blandt landets 290 kommuner, når det gjaldt at få eleverne videre i ungdomsuddannelser. I forhold til karakterer lå Essunga på plads nr. 287. Og hver fjerde elev var taget ud til specialundervisning.

Politikerne besluttede, at nu skulle det være løgn. På tre år ville de løfte kommunen fra bunden til toppen. Alle elever skulle i 2010 være kvalificerede til gymnasiet.

"Skolerne får ikke flere resurser. Men vi tager heller ikke nogen fra dem, hvis de kan effektivisere. Skolerne skal bruge alle deres professionelle kundskaber, de må ikke bryde skoleloven og læreplanen. Og hele forandringsarbejdet skal hvile på forskning", lød planen fra politikerne. De flyttede alt administrativt og økonomisk arbejde fra skolelederne over på den kommunale chef for uddannelse og gjorde den dygtigste skoleleder til grundskolechef. Han fik kun to opgaver: Vær pædagogisk leder og fordel lærerne på skolerne, som du mener, det giver bedst mening.

Tre år senere havde kommunen flytte sig fra bund til top, og alle elever var inkluderet. Og resultaterne holder fortsat.

"Det er næsten romantisk smukt. Men de har faktisk gjort det med helt gængse metoder", fortæller professor i pædagogik fra Högskolan i Borås, Bengt Persson, som har fulgt processen. "Det har handler om kompetenceudvikling af lærerne baseret på forskning, god ledelse og en kraftigt styrkelse af motivation hos både elever, forældre og lærere. Det de har gjort i Essunga, kunne alle gøre".

Svære forudsætninger

Essunga Kommune har cirka 5.000 indbyggere. Mange er landmænd, småhandlende eller har manuelt arbejde. Der er langt til nærmeste universitet, så incitamentet til at læse videre er meget lille. Kun 15 procent af befolkningen over 16 år har en universitetsuddannelse - gennemsnittet i Sverige er 29 procent. Kommunen har tre små skoler med i alt ca 1000 elever og intet gymnasium. Elever med adfærdsvanskeligheder, udviklingshæmning eller diagnoser gik på en anden skole eller i specialklasser eller i små såkaldte oaser og der var stort frafald og meget pjæk blandt eleverne. I alt befandt hver fjerde elev sig et andet sted end i den klasse, hvor han hørte til.

Forskning serveret til lærerne Forskningsbasering blev et nøglebegreb. Aktuel og relevant forskningslitteratur blev søgt frem og sammenfattet i kortere tekster, som alle lærere skulle læse. Løbende blev lærerne indkaldt til litteraturseminarer, hvor de diskutere teksterne og hvordan man kunne udarbejde undervisningsstrategier baseret på forskningen. Første tiltag blev at nedlægge samtlige specialklasser og oaser og i stedet arbejde med inkluderende modeller. Alle elever skulle lykkes i klasseværelset og forventningerne til eleverne skulle hæves betydeligt. Det var ikke længere tilladt i lærergruppen at skyde skylden for dårlige resultater på forældrenes lave uddannelsesniveau.

Anmeldelse: Lær af Sverige

Ved at nedlægge alle specialgrupperne kunne man frigøre resurser til at være to lærere i samtlige lektioner i svensk, engelsk og matematik i 6. og 7. klasse og i de fleste af timerne i 8. og 9. klasse. Pengene rakte også til, at lærerne kunne få hjælp fra en specialpædagog og tre speciallærere og eventuelle yderligere resurser, hvis de havde behov for det. Der blev ikke givet ekstra timer.

Alle lærere begyndte derudover at følge samme struktur i timerne, så hver lektion begyndte på samme måde og afsluttedes på samme måde med en kort sammenfatning og evaluering. Alle elever forventedes at bidrage aktivt i timerne, man opmuntrede til positiv opførsel og pegede ikke eleveres manglende viden ud.

Svært at holde fast ved gamle metoder

Bengt Persson forklarer, at der selvfølgelig var uenigheder og lærere og forældre, som ikke ville have specialklasserne nedlagt. Men man forklarede, at alle ikke behøvede at stige på forandringstoget på første station, på anden station skulle de dog med.

"Motivationen blandt lærerne var generelt meget høj, for ingen vil arbejde på Sveriges dårligste skole. Og ingen kunne jo sige 'Jeg vil bare fortsætte som jeg plejer', for det var jo meget tydeligt, at det ikke virkede. Det, at det hele var forskningsbaseret, betød også meget for lærerne. Det gav dem også gode argumenter og autoritet over for forældrene. Og det blev jo hurtigt tydeligt, at de frigivne resurser fra de nedlagte specialklasser blev brugt godt på tolærere og støtte i klasserne".

Fuld inklusion betød dog ikke nødvendigvis fuld fysisk inklusion hele tiden. Der blev taget udgangspunkt i hver elevs behov, og den sociale og faglige inklusion var vigtigere end den fysiske.

Vigtigt at holde eleverne fast efter skole Der blev også gjort en ekstra indsats for at holde elevernes motivation oppe efter skoletid. Man ansatte en skolecoach, der fulgte eleverne i fritiden og havde nær tilknytning til hjemmet og fritidsaktiviteterne. Eleverne fik en personlig sms, hvis de ikke kom i skole, hvor man spurgte til, hvordan det gik. Og forældrene var involveret i udviklingsarbejdet. Bengt Persson har også i forskningsprojektet set på, hvordan eleverne har reageret på ændringerne. Og her er der absolut positive reaktioner. De går meget op i, at det virkelig betyder noget for lærerne, at de klarer sig godt, at de roser meget, og gerne bruger ekstra tid på eleverne, men kun hvis de også selv gør en ekstra indsats.

"Hvis man har gjort noget godt, så får man anerkendelse af lærerne. Det er godt at de holder øje med os, og at de gør det, at de holder øje med os til noget positivt", siger en elev i undersøgelsen. Og en anden siger:

"Lærerne siger, at hvis eleverne ikke klarer det de vil, så er det deres og skolens ansvar. Det får mig til at føle, at hvis de siger sådan, så skal jeg også gøre mit bedste".

Eleverne fremhæver også det, at der er to lærere til stede som noget meget positivt, fordi der så er større chance for at gå hjælp. Og de er meget glade for, at lærerne synes at have opdaget, at man lærer forskelligt, så man fx gerne må bruge hænderne i matematik, at lærerne generelt er meget rarere og at timerne aldrig aflyses.

Naturligt for eleverne med fuld inklusion

At alle specialeleverne nu er med i klassen, ser de andre elever bare som selvfølgeligt, også selv om lærerne ind i mellem skal bruge tid på at tysse på højlydte elever eller den ene lærer må gå uden for klassen med en elev.

"Lærerne sørger for at der ikke bliver kaos. Og det er godt, for så kender man alle. Og hvis nogen er syge, så savner man dem. Man er som en lille familie. Jeg synes det er godt, når alle er med", siger en elev.

Bengt Persson mener, at lederen og lærernes arbejde med at vise en fælles retning og vej og at motivere børnene har stor betydning for de meget forbedrede resultater. Sidste år var der ikke en eneste elev, der ikke fortsatte på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse.

"Resultaterne viser, at et målbevidst, meningsfuldt og forskningsbaseret kompetenceudviklingsarbejde har effekt. Lærernes samlede kompetencer giver alle de forudsætninger, som er nødvendige for at eleverne skal lykkes i skolen og føle at arbejdet giver mening".