Forskning

Der skal mere teori på UU-vejledningen, mener lektor ved UC Sjællands diplomuddannelse i karrierevejledning Lisbeth Højdal.

Lektor: Vejledningsteori skal redde drengene

Alt for mange drenge går ikke i gang med eller gennemfører ikke en uddannelse. Det konstaterer lektor Lisbeth Højdal, som i et nyt projekt sætter teori på UU-vejledningen for at få drengene tilbage på sporet.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gennem de seneste år har der været en tendens til, at stadig færre drenge gennemfører en uddannelse. Samtidig fortsætter pigerne med at gå ind på drengenes uddannelsesmæssige domæner. Det kan der være mange forskellige årsager til. For eksempel drenges manglende tro på egen formåen kan bidrage til at sætte dem bagud, siger lektor ved UC Sjællands diplomuddannelse i karrierevejledning Lisbeth Højdal.

Hun har tidligere oversat udenlandske teorier om karrierevalg og vejledning til en dansk teoribog. Det er på baggrund af disse teorier, at hun nu arbejder med udvikling af et testmateriale til brug for vejledning af drenge.  I materialet indgår en række øvelser, som har til formål at få drengene mere med på uddannelsesbanen. De kan for eksempel have fokus på drengens selvopfattelse, forestillinger om fremtiden og personlige mål.

Viktor bliver ingeniør, Selma bliver socialrådgiver

"I projektet arbejder vi med en mere teoretisk tilgang til vejledning af drenge og med øvelser, der har til formål at modvirke drenges kønsstereotype valg og fravalg. De vejledere, der er tilknyttet projektet, tester for eksempel øvelser, der kan støtte drengene i at opstille mål eller udvikle deres tro på egen formåen. Hermed opnår vi erfaring med at anvende forskellige metoder og får bedre forudsætninger for at imødekomme de behov, som de forskellige drenge har", siger hun.

Uambitiøs vejledning i Danmark Lisbeth Højdal mener, at der har været for meget fokus på vejledningens struktur og organisering og for lidt på indholdet. Der er behov for mere metodeudvikling med et vejledningsteoretisk afsæt.

"Der har længe været en gennemgående tese i Danmark om, at unge først og fremmest har brug for 'én at tale med'. Mig bekendt er det aldrig blevet undersøgt, hvilke metoder vejlederne anvender, selvom det, efter min mening, kan have ret stor betydning for udfaldet. Det er simpelthen for uambitiøst, hvis vi ikke også beskæftiger os med indholdet af den vejledning de unge får, for eksempel hvad vejledere og mentorer taler med de unge om, og hvilke vejledningsfaglige tilgange de anvender", siger hun.

"Tænk ud af kønsboksen"

Vejleder sætter pris på mere teori I projekt 'Drengene efter pigerne' afprøver UU-vejlederne i Frederikssund Kommune de nye metoder. Projektet startede i oktober 2012 og skal indtil videre fortsætte indtil november. En af de deltagende UU-vejledere er Allan Hänch fra UU Vest. Han er indtil videre meget tilfreds med projektet.

"Det er spændende at få lov til at være med til at udvikle nogle praktiske metoder ud fra teori. Jeg tror på, det gør min vejledning bedre, fordi jeg under forsøget tvinges til at reflektere mere over min egen praksis, og det kvalificerer den", siger han.

I projektet arbejder UU-vejlederne med en del gamle metoder, som længe har været lagt på hylden i vejledningskredse. Men nu hvor der bliver koblet teori på, kan metoderne findes frem på ny. Det kan for eksempel være at arbejde med jobkort, hvor eleverne sorterer en bunke job ud fra interesser, men på en ny måde med mere belæg bag, forklarer Allan Hänch.

"Jeg gør som sådan ikke noget anderledes i forhold til før, men det er mere systematiseret. Jeg er langt mere bevidst om, hvilke redskaber og metoder der virker. Og jeg forventer helt klart at blive ved med at bruge metoderne efter projektet også, for det er rigtig rart at få noget teori koblet på", siger han.