Fra specialundervisning til inklusion og tilbage igen. Et bud på fv19 tema

Engang blev der leveret specialundervisning mange steder i Danmark. Det skete på skoler, hvor man tilstræbte sig på en stadig udbygning af en særlig viden om særlige handicaps, samt indblik i hvordan mennesker med disse handicap skulle hjælpes, understøttes og undervises. Sigtet var, at mennesker med handicap fik gode liv.  En specialskole, eller et specialtilbud, havde en specialisering i de udfordringer og handicaps børnene som tilbudet havde ansvaret for, bar på.  Disse tilbud lå i amterne.  Der var ofte kritik af tilbudene, som ind imellem led af mangel på kvalitet. Et billede som var overtegnet og uberettiget, men rimeligt nogle steder. 

Gennem de seneste 15 år er denne specialiseringtanke ændret til inklusionstanken.

Inklusionstanken er en økonomisk/politisk ide, som i sin grundindstilling handler om, at udsatte børn placeres i skoletilbud, som netop ikke har viden, indsigt og erfaring med målgruppen, men som er billigere end de dyre specialiserede tilbud.  Det hedder sig, at alle skal have chancen for at være i normalmiljøet, men inklusionstanken bærer mere præg af, at børn med særlige behov, helst ikke skal have chancen for at få et kvalificeret specialpædagogisk skoletilbud, som kan bidrage til en mere gunstig fremtid for barnet. Mange har med egen øjne set hvad der kommer ud af, at børn med særlige behov placeres i almentilbud, hvor ledelse, lærere og pædagoger ikke har den fornødne viden og erfaring med eks CP eller psykiatriske diagnoser som ADHD, autisme, OCD, skozotopi/skizofreni eller angst mv.  Nogle børn med udfordrende diagnoser viser sig at vokse i disse rammer, men alt for mange falder sammen og igennem systemet, og får forværret deres liv, deres vanskeligheder, udfordringer og fremtidsudsigt. Og voldsomt mange pårørende lider med den handicappede i denne livsfase. De pårørende får stress, sygemeldes eller mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, og nogle pårørende kommer selv ind i det psykiatriske system, efter i årevis at have kæmpet for den handicappedes gode liv, imens den inklusionsbærende tanke  og - praksis, har kæmpet imod understøttelsen af De gode Liv for børn og unge med handicap.

Kampen hen mod denne udvikling har været fyldt af spin. Jeg har erfaring med handicaporganisationer, som ikke kunne se skriften på væggen, fordi der var en tiltro til at inklusion faktisk handlede om, at rumme og forstå den handicappedes behov, for så at opfylde behovene. Jeg har erfaring med Danmarks Lærerforening, som blev lokket, i tiltro til at de sparede specialundervisningsressourcer vil tilfalde almenundervisningen (dvs hovedparten af medlemmernes interesser), hvad DLF først alt for sent fik øjnene op for var en fatal fejlvurdering. 

Der er udviklet inklusionspædagogikker, som imod alle odds bilder sig ind, at teoriernes konstruktioner faktisk kan håndtere kvalificeret undervisning af børn og unge med komplekse handicaps og ikke sjældent co-morbiditet, uden specialiseret viden og erfaring med specifikke handicapområder. Og vi ser ledere af såkaldte specialtilbud, som lader børn og unge visitere til skolen, selvom lederen ved, at fagligheden på skolen ikke rækker til den opgave skolen påtager sig, fordi opgaven er for kompleks og specialiseringsgraden ikke kan nåes indenfor en etisk forsvarlig tidsramme. Denne udvikling ses ikke kun på specialskolefeltet, men i store dele af det såkaldt Specialiserede område. Botilbud til handicappede er oftere og oftere i medierne, netop fordi de ikke kan rumme visiterede mennesker med handicaps, som ligger udenfor botilbuddets videns- og erfaringsområde. Det gælder ikke blot hos private botilbud. Også offentlige tilbud er i samme båd.

Lad en politisk opmærksomhed på inklusionsfundamentalismen blive en dagsorden ved Fv19.  Skulle vi ikke ændre paradigmet, så specialtilbud igen skal være steder som handicappede visiteres til, fordi der er viden og erfaring til at give handicappede et kvalificeret tilbud med henblik på et værdigt og godt liv? Eller skal vi fortsætte inklusionskursen, hvor specialtilbud er steder hvor vi placerer mennesker med specielle behov, med en forventning om at tilbudet nok på et tidspunkt finder ud af hvilke behov og viden der skal dækkes?