Med en lunken kop kaffe er lærer Niels Christian Sauer en maj-dag i 1989 den første på lærerværelset i ti-frikvarteret. Roen bliver hurtigt afbrudt af en kollega med store nyheder.

"De afskaffer lærerrådet!", lyder det. Niels Christian Sauer, som er formand for skolens lærerråd, tror ikke på det – det må være en joke. Men kollegaen har læst det i avisen.

Sauers skalpel skærer ind til benet

Niels Christian Sauer er knust. Lærerrådet er det forum, hvor stort set alle drøftelser og beslutninger om drift, pædagogik og undervisning på de danske skoler foregår, og hvis input skoleinspektøren generelt lytter til og implementerer.

Hvor blev tilliden af, og hvem skal nu bestemme?

Det er centrale spørgsmål i den markante skoledebattørs nye bog 'Folkeskolens veje og vildveje', der dykker ned i historikken om folkeskolens "deroute".

Her beskriver forfatteren, hvordan afskaffelsen af lærerrådene var første gang, politikerne tog medejerskabet af skolen fra lærerne. Og at det siden kun er gået ned ad bakke.

”Mange har en idé om, at det var med reformen og lockout, det gik galt. Men det var blot kulminationen. Afskaffelsen af lærerrådene var startskuddet til en grotesk afsporing af folkeskolen med topstyring og virksomhedstænkning, hvor politikerne ikke lyttede til lærerne, og hvor man havde en idé om, at alt skulle måles og vejes”, siger Niels Christian Sauer.

Mistede sin skolekomedie i ”kontroldelirium”

I årene efter afskaffelsen af lærerrådene oplevede Niels Christian Sauer, at lærerne mistede indflydelse på deres egen hverdag. Gradvist overgik flere beslutninger til skolelederens bord, for eksempel kompetencen til at indstille elever til specialtilbud. 

Lærerne havde mere og mere en følelse af, at de blev lønmodtagere. Nogle, der blot skulle følge ordrer fra Slotsholmen og kommunalbestyrelsen i stedet for at være medudviklere af deres elskede folkeskole, husker Niels Christian Sauer.

Følelsen blev forstærket med indførslen af UFØ-arbejdstidsaftalen, der for første gang tvang lærerne til at dele deres arbejde op i enkelte opgaver, der kun måtte bruges en vis mængde tid på.

Bogomtale: Folkeskolens veje og vildveje

Ugerapport blev et nyt ord i lærernes vokabularium. Det betød, at Niels Christian Sauer fik besked på at føre timetal for den skolekomedie, han med stor gejst - og succes for eleverne - stablede på benene hvert år.

Fortællingen er stadigvæk et suverænt redskab

”Jeg estimerede, at det tog omkring 20-30 timer om året. Og så sagde skolelederen, der jo var nødsaget til at implementere arbejdstidsaftalen, at den skolekomedie skulle jeg ikke lave længere. I stedet overgik den til en lærer, der havde timer, men slet ikke lyst, og skolekomedien løb efterhånden ud i sandet”, fortæller Niels Christian Sauer.

”Det er et eksempel på, at folkeskolen ikke længere blev styret efter hvad der gav pædagogisk mening, men hvad der så godt ud på et regneark. Vi var fanget i politikernes kontroldelirium, der satte kreativiteten og samtalen fuldstændig i stå”.

Folkeskolen som en virksomhed

I sin bog beskriver Niels Christian Sauer en lang række eksempler på den New Public Management-strategi, som han konstaterer har hersket på folkeskoleområdet.

Alt det, der hev folkeskolen væk fra at være en kulturinstitution båret af lærernes gejst – til at være noget virksomhedsagtigt, hvor resultaterne skulle ses på bundlinjen. 

Pisa-undersøgelser, nationale test, inklusion, hævet klassekvotient og elevplaner er blot nogle af de prikker, Niels Christian Sauer tegner linjer imellem.

”Jeg var oprindeligt personligt tilhænger af nationale test, da jeg troede, at det ville være mit eget pædagogiske værktøj. Men det var jo et styringsredskab. Politikerne ville ikke acceptere, at folkeskolens output i virkeligheden er umåleligt”, siger Niels Christian Sauer.

Folkeskolen må gribe i egen barm

Forfatteren bruger flere kapitler på at gennemgå lovindgrebet i 2013 og den efterfølgende skolereform, som han betegner som et skandaløst overgreb og kulminationen på årtiers New Public Management.

”De ødelæggende virkninger af nedtromlingen af lærerne i foråret 2013 lader sig næppe overvurdere. Da røgen lettede, var det en anden verden, der tonede frem i og omkring folkeskolen. Ikke blot de lockoutede lærere, men hele lærersegmentet følte sig forrådt, og de efterfølgende år i folkeskolen blev præget af dyb mistillid og desillusion”, skriver Niels Christian Sauer.

Ny minister kan være lys for enden af tunnelen

I dag, siger Niels Christian Sauer, er politikernes ønske om at topstyre folkeskolen erstattet med rådvildhed.

”Der er en udbredt erkendelse af, at det er kørt af sporet. Folkeskolen kæmper med mistrivsel, skolevægring, sygemeldinger, stress og en meget lidt populær læreruddannelse. Politikerne har indset, at det kan ikke fikses med en patentløsning. Den illusion er bristet. Der er ikke længere nogen, der tror på et kvikfix”, siger han.

At mange partier snakker om kortere skoledage og mere frihed til den enkelte lærer og skole, kalder forfatteren for et lys for enden af tunnelen.

Ikke mindst når Mattias Tesfaye siger, at han vil lytte til lærerne og oprigtigt virker til at mene det, siger Niels Christian Sauer. Men han er stadig ikke helt overbevist.

”Man kan frygte, at de ellers gode tanker om praksisfaglighed bliver det nye sesam, et nyt projekt med alle mulige mål og visioner, for så kører vi galt igen. Vi skal flytte fokus fra målopfyldelse til konkret problemløsning”, siger den bogaktuelle skoledebattør.

Niels Christian Sauer agiterer også for et opgør med ”best practice”-tankegangen. At der er én måde at være en god lærer på, som vil kunne løse en masse problemer.

Taler Tesfaye med to tunger?

”Vi har begået den grundlæggende fejl, at vi har opereret med en forestilling om, at der findes en ‘best practice’ for lærere. Det gør der ikke. Ideen om, at den gode undervisning lader sig sætte på en formel, hvorefter alle kan rette ind, og så har vi den gode skole, virker bare ikke”.

”I stedet skal politikerne give magten tilbage til lærerne og lade dem udfolde sig og gøre skolen til et sted, hvor man har lyst til at være, både elever og lærere. Alt afhænger af lærerens kvalitet og glæde ved at undervise”.

'Folkeskolens veje og vildveje' udkommer i dag på forlaget Fjordager.